18 Frames Søger Driftsansvarlig

Den fynske filmskole, 18 FRAMES, søger en deltidsansat driftsansvarlig, som kan hjælpe med at varetage den daglige drift af uddannelsen.

Den fynske filmskole, 18 FRAMES, søger en deltidsansat driftsansvarlig, som kan hjælpe med at varetage den daglige drift af uddannelsen.

Stillingen er en projektansættelse på 6 måneder med mulighed for forlængelse. Stillingen løber fra medio august 2024 til medio marts 2025. Timetal og løn er til forhandling.

 

Om 18 FRAMES

18 FRAMES [Den Frie Filmskole] er en 3-årig fynsk, uafhængig og alternativ filmuddannelse med 18 medlemmer pr. årgang fordelt på seks faglinjer: instruktør, manuskriptforfatter, producer, fotograf, klipper og tonemester.

 

Vi er en deltidsuddannelse med base i Odense og er ikke en del af det offentlige uddannelsessystem. For at være uafhængig modtages der ikke penge af uddannelsesministeriet, hvorfor skolen i stedet er finansieret gennem støtte fra samarbejdspartnere. 18 FRAMES er en forening med en flad struktur og ingen topstyring, hvilket vil sige, at medlemmerne selv leder og former deres egen uddannelse. Dét at drive og lede en forening er en vigtig del af medlemmernes dannelse og uddannelse, og det ansvar og engagement, det kræver, er med til at forme medlemmerne og forberede dem til den filmbranche, de kommer ud og er en del af. 

 

Om dig

Vi søger en person, som kan aflaste 18 FRAMES’ medlemmer med dele af foreningsdriften, så de kan fokusere mere på undervisning og på de tre filmproduktioner, som er uddannelsens fundament. En person, som foruden lettere administrative opgaver vil være med til at skabe stabilitet og sammenhængskraft i foreningen på tværs af faglinjer, sekretariater og årgange. Som driftsansvarlig hos 18 FRAMES vil du være en fast del af foreningens struktur og forankring i det fynske filmmiljø. 

 

Dine arbejdsopgaver vil inkludere: 

 

  • Varetage administrative opgaver i foreningen, herunder organisering af interne kalendere, besvare eksterne henvendelser og medvirke til et stabilt og gnidningsfrit forløb for uddannelsens medlemmer.

  • Fundraising til foreningen, herunder på sigt fundraising af egen løn. 

  • Hjælpe med overlevering, når en årgang dimitterer og en ny årgang starter.

  • Sammen med bestyrelsen og foreningens medlemmer deltage i sociale og professionelle arrangementer som repræsentant for 18 FRAMES. 

 

Det er et stort plus, hvis du har erfaring med foreningsdrift og samtidig har en baggrund i filmbranchen. 18 FRAMES er først og fremmest en kunstnerisk uddannelse, og vi stræber efter, at medlemmerne har et trygt og kreativt frirum, mens de er under uddannelse.

 

Da der er tale om en nyoprettet stilling, søger vi en person, som har lyst til at være med til at forme og definere rollen som driftsansvarlig. Du vil have mulighed for selv at planlægge dine timer og vælge, om du vil arbejde hjemmefra eller fra en kontorplads centralt i det fynske filmmiljø. 

 

Vi drømmer om, at du har første arbejdsdag mandag d. 12/8 2024, og at du de følgende uger akkompagnerer 18 FRAMES til officielle arrangementer i forbindelse med OFF 2024 og Svend Filmdage. Her vil der være rig mulighed for at lære foreningens medlemmer at kende samt at få indblik i foreningens relationer og strukturer. Fra september vil du løbende blive integreret i foreningsarbejdet på 18 FRAMES.

Ansøgningsfrist: 19. juli 2024.

Samtaler afholdes løbende.

Spørgsmål om stillingen kan sendes til bestyrelsen@18frames.dk
Læs mere om 18 FRAMES på 18Frames.dk