Aarhus Teater søger Salgs- og Marketingchef

Vi søger en erfaren Salgs- og Marketingchef, der kan kombinere strategisk tænkning med stærk eksekvering. Du får ansvar for salg, markedsføring, branding og kommunikation, du skal sikre, at teatrets aktiviteter både når forretningsmæssige mål og giver en stærk kundeoplevelse.

Aarhus Teater søger snarest muligt en Salgs- og Marketingchef 

 

Vi søger en erfaren Salgs- og Marketingchef, der kan kombinere strategisk tænkning med stærk eksekvering. Du får ansvar for salg, markedsføring, branding og kommunikation, du skal sikre, at teatrets aktiviteter både når forretningsmæssige mål og giver en stærk kundeoplevelse.

Som leder af salgs- og marketingområdet får du i samarbejde med direktionen en indflydelsesrig rolle i arbejdet med at markedsføre og tegne teatrets linje udadtil. Herudover får du indflydelse på den strategiske udvikling og ansvaret for den daglige drift i afdelingen. Du skal kunne omsætte idéer og planer til konkrete aktiviteter og skabe resultater i samarbejde med både interne og eksterne interessenter. 

Dine primære ansvarsområder:

  • Udvikling og implementering af salgs- og marketingstrategier
  • Ansvar for branding, kommunikation og virksomhedens visuelle identitet
  • Ledelse og udvikling af marketing- og salgsteamet
  • Planlægning, koordinering og gennemførelse af kampagner på tværs af kanaler
  • Udvikling af kunderejser og initiativer, der styrker kundeoplevelsen og kundeloyaliteten
  • Projektledelse af kataloger, programmer, salgsmaterialer og øvrige markedsførings- og kommunikationsprojekter
  • Redaktøransvar samt koordinering af grafisk produktion, foto, video og øvrigt kampagnemateriale
  • Samarbejde med eksterne bureauer, grafikere, fotografer, mediepartnere og leverandører
  • Analyse af kundeadfærd, markedsdata og kampagneresultater med fokus på løbende optimering
  • Ansvar for hjemmeside, nyhedsbreve, sociale medier og øvrige digitale platforme 
  • Budget- og økonomiansvar for salgs- og marketingområdet

 

Vi forventer at du:

  • Har en videregående uddannelse, og min. 5 års erfaring fra en ledende rolle inden for salg, marketing eller kommunikation
  • Det er en forudsætning, at du har fagligt kendskab til kulturbranchen. Har du arbejdet indenfor scenekunsten, prioriteres dette højt
  • Har dokumenterede resultater med branding, markedsføring og kommerciel udvikling
  • Kan arbejde både strategisk og operationelt
  • Har stærke projektledelseskompetencer og erfaring med at drive komplekse opgaver fra idé til færdigt resultat
  • Er en kompetent kommunikator med stærk forretningsforståelse og evne til at omsætte kreative visioner til effektiv markedsføring
  • Trives i en rolle med mange interessenter og et højt aktivitetsniveau

 

Som leder er du tillidsvækkende, engagerende og handlekraftig. Du formår at skabe retning og motivation omkring fælles mål, samtidig med at du har blik for detaljen og sikrer høj kvalitet i leverancerne. Du er nysgerrig, og du er i stand til at håndtere både opgaver og kolleger med et smil, selv på de dage, hvor tingene går stærkt og huset har premierefeber. Dit team består af 4 medarbejdere, og du får herudover personaleansvar for husets timelønnede forhuspersonale. 

Vi tilbyder en stilling i et levende hus på en kompleks arbejdsplads, hvor samarbejde, fleksibilitet og lysten til at tage ansvar for både små og store opgaver er essentiel.  Stillingen refererer til direktøren, men du er i et tæt samarbejde med den øvrige ledelse og med husets mellemledere. Din daglige arbejdsplads er i åbent kontorlandskab sammen med afdelingerne presse, arrangement og salg- og marketing.

Stillingen er ikke overenskomstdækket. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.

 

Vi vil glæde os til at modtage din ansøgning, som skal være os i hænde senest onsdag den 26. august kl. 18.00. Vi afholder samtaler primo september.

Spørgsmål kan rettes til direktør Allan Aagaard på mail: Allan.Aagaard@aarhusteater.dk

 

Læs mere om os på Aarhusteater.dk

Aarhus Teater er en moderne og kreativ arbejdsplads med 100 fastansatte medarbejdere fordelt på 18 afdelinger. Hertil kommer omkring 300 løstansatte medarbejdere, som er beskæftigede på vores 14-18 egenproduktioner pr. sæson. Vi er en selvejende institution under Slots- og Kulturstyrelsen, og vi har en årlig omsætning på ca. 120 mio. kr.