Alice søger booker til vores musikgruppe

Har du stærkt indblik i og kontakt til den nye lokale musikscene og herboende diasporaer? Kan du på troværdig vis repræsentere artister fra de to kulturområder? Har du allerede taget dine første skridt ud i det at være booker og har du muligvis spillesteds- eller festivalerfaring? – Så er du måske ALICEs nye booker i spillestedets musikgruppe

Det regionale spillested ALICE er et kraftcenter for global roots, folk, jazz/improv, elektroniske eksperimenter og i det hele taget nyskabende musik og koncertformater. ALICE ligger centralt på Nørrebro i København og rækker ud til hele regionen, ligesom vi samarbejder både nationalt og internationalt. ALICE er et spillested i Danmark, som ikke alene er unikt for sin kunstneriske profil. Det er også stedet i København, hvor vi binder verden sammen med nysgerrighed og omfavnelse gennem store fælles oplevelser.

I 2023 etablerede ALICE en musikgruppe. Musikgruppen blev skabt for at videreføre og -udvikle ALICEs progressive og mangfoldige profil gennem enestående koncerter. Koncerter, der på den ene side tiltrækker et stort publikum, på den anden side skaber udviklingsmuligheder for musikbranchen og dens mange artister. Desuden skal de helt særlige og unikke nicher plejes gennem indsigtsfuld præsentation, mens en ny generation skal præsenteres for mangfoldigheden af musik fra vores scene. Det kræver en divers repræsentation for spillestedets koncerter i netop denne gatekeeperfunktion. Musikgruppen skal udvikle samtalen om musikken for at gøre programmet og beslutningerne om bookinger stærkere – med plads til den enkeltes fagligheder og styrker.

Nu laver vi den første annoncerede rotation i musikgruppen, så nye kræfter kan komme til for at ALICEs koncerter forbliver skarpe, aktuelle, på forkant og med repræsentation bag scenen. Vi søger derfor en ny booker til musikgruppen, der på naturlig vis repræsenterer og har stærk lyst og kontaktnet til særligt diasporaer og den nye, progressive musikscene. Den nye booker skal sammen med de to andre bookere i musikgruppen sætte koncertprogrammet for ALICE over de kommende 4 år.

Bookerens primære arbejdsfunktioner
Som kommende Booker på ALICE vil du indgå i musikgruppen. Fra den position skal du varetage følgende funktioner:
● Medvirke til booking af min. 260 koncerter årligt efter spillestedets målsætninger.
● Have et særligt ansvar for et nyt koncertprojekt sammen med vores kommende
Programkoordinator
● Lave opsøgende arbejde, skabe kontakt til og udforme aftaler med artister, agenter, bureauer m.fl. med løbende konsultation hos produktion og kommunikation og efterfølgende overlevering af kontraktvilkår til Programkoordinator
● Løbende samtaler og evalueringer af program med kommunikationsafdelingen og spillestedsleder
● Input til sideaktiviteter til koncertprogrammet 

 

Om dig
Vores nye kollega har en visionær tilgang til musikken. Derigennem er du en dygtig
repræsentant indenfor dit felt af musikken. Herudover ser vi gerne at:
● Du har erfaring med booking. Meget gerne spillesteds- eller festivalserfaring
● Du har et netværk i den del af musikbranchen, som din musikprofil berører, meget gerne både dansk og internationalt
● Du har erfaring med kontraktforhandling og opsøgende arbejde
● Du har muligvis en administrativ eller kunstnerisk musikfaglig uddannelse eller kunne have lyst til at tage en sådan ifm. dit arbejde på ALICE. Måske har du været en del af Mino Danmark og Dansk Lives projekt Restage

I det daglige er du struktureret og i stand til at overholde deadlines, du er loyal og
fællesskabsorienteret og formår at holde integritet og overblik, også i spidsbelastede perioder.

Om os
ALICE er en lille organisation, hvor alle har hands on på deres ansvarsområder. Udover den administrations- og bookingafdeling, du vil blive en del af, består vi af en kommunikationsafdeling og en produktionsafdeling. I alt 9 medarbejdere + en leder samt et stort hold af dedikerede freelancere og frivillige.
ALICE er netop flyttet tilbage til nyrenoverede lokaler på Nørrebro. Publikums reaktion har været overvældende og ALICE blev i foråret 2024 genudpeget som regionalt spillested for den kommende periode. Du bliver derfor del af et spillested i rivende udvikling, samtidig med at du bliver en del af et dedikeret hold af ildsjæle.

 

Praktisk
Vi søger en så mangfoldig musikgruppe som muligt. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede uanset køn, etnicitet, alder, handicap mv. til at søge stillingen som Booker. Stillingen er en åremålsstilling på 4 år med 60 timer månedligt. Vi forventer tiltrædelse 1. maj eller snarest derefter. Den primære arbejdsadresse er Nørre Alle 7, 2200 Kbh N. 

Send os en motiveret ansøgning på max. 1 side samt CV. Ansøgningsfrist senest fredag d. 7. marts kl. 12 til job@alicecph.com.

For yderligere oplysninger om stillingen kan ALICEs leder Hc Gimbel kontaktes på hcg@alicecph.com

Mere info om ALICE: www.alicecph.com