Byen søger en visuel formidler

Vi har jobbet til dig, der elsker visuel formidling, og vil bruge den til at gøre aarhusianernes hverdag smukkere, sjovere og bedre designet.

Vi har sendt en dygtig kollega på pension og leder derfor efter en ny grafiker og visuel kommunikatør til kommunikationsafdelingen i Teknik og Miljø. Vores daglige opgave er at fortælle aarhusianerne, hvad der sker om ørerne på os, og invitere dem til at deltage i byens liv og udvikling.

Vi er en kommunikationsstab på 12 medarbejdere, der hjælper Teknik og Miljø i kontakt med borgerne hver dag. Vi kommunikerer om alt fra klimakamp og byggetilladelser over nye veje til biodiversitet med mos og biller, og vi producerer film, fotos, layout og kampagner på alle vores dagsordener.

Afdelingen er ansvarlig for driften af vores web, intra, nyhedsbreve og sociale medier. Vi er ansvarlige for at betjene pressen, rådgive kolleger, og vi gør vores ypperste for at formidle de forandringer og den drift, Teknik og Miljø arbejder med. Vi designer skilte og rapporter - og vi gør det svært forståelige enkelt. Vi tilrettelægger kampagner om trafiksikkerhed, sikkerhed ved åen, affaldssortering og borgermøder om ny byudvikling.

Vi søger en ny kollega, som er en alsidig og fagligt dygtig visuel formidler, der kan lave grafik, layout, og visuel storytelling til alle vores platforme og behov. I teamet har vi allerede en grafiker og en multimediedesigner, der samarbejder om at levere alle de grafiske ydelser, som Teknik og Miljø har behov for. Det er alt fra skilte på gaden til layout og opsætning af rapporter og planer, som politikerne og borgerne i Aarhus har brug for fra vores hånd. Det er også større kampagner om trafiksikkerhed, badeulykker, beskyttelse af grundvandet og meget mere.  

Som grafiker hos Teknik og Miljø indgår du i et dynamisk og travlt kommunikationsteam, hvor du er med til at byde ind på alle kommunikationsopgaver. Vi forventer, at det er dig, der på morgenmødet siger, at historien om den nye affaldsrobot på havnen skal fortælles visuelt frem for i ord. Det er dig, der har øjet for at gøre det komplicerede let forståeligt med en sikker streg.   

Du vil som grafiker og visuel formidler hos os have stor indflydelse på din egen opgaveløsning, og du vil være med til at lægge linjen for, hvordan vi gør og hvordan vi tager os ud i vores formidling.

Vi synes selv, at vi er ret dygtige til det, og vi håber, at du kan gøre os endnu bedre!

Hos Kommunikation i Teknik og Miljø vil du referere til kommunikationschefen og få arbejdssted i Blixens i Gellerup.

Din profil:
Du er uddannet grafiker eller har dokumenterede evner som grafiker, layouter eller visuel storyteller. Det vigtige er, at du kan levere layout og grafik i en høj faglig kvalitet, der fanger modtageren og sender klar kommunikation til modtageren. Det vil være en fordel, hvis du også kan lave billeder - Både levende og still, og vi vil meget gerne udfordre dig med opgaver som videoindslag, livestreaming og mange andre ting, hvis du har mod på det. Hvis du også har frihåndstegning i din værktøjskasse, er det også en styrke i dette job!

 

Du skal kunne arbejde i en politisk styret organisation, og du skal kunne udfordre rammerne på en måde, der hjælper vores kolleger med at komme effektivt af sted med deres budskaber.

Du er en passioneret og ansvarsbevidst kollega, og du skal have lysten og evnen til at arbejde i et team, hvor vi hver dag samarbejder om at komme med den rigtige løsning for at ramme målgruppen.

Du skal nyde at samarbejde på kryds og tværs mellem fagspecialer, og du skal altid være klar til at hjælpe til i alle dele af vores butik. Hos os er kommunikation en holdsport.

Derfor skal du vælge os:
Teknik og Miljø er en del af Aarhus Kommune. Vi er hver eneste dag i berøring med alle, der bevæger sig ud i trafikken eller skoven eller bylivet. Hos os vil du blive en del af byen på en helt ny måde. Du vil omgås små 1.000 dedikerede medarbejdere, der hver dag beskæftiger sig med alt det, som omgiver os som aarhusianere, og du vil skulle arbejde med at gøre dem alle klogere på, hvad der sker på deres arbejdsplads, og hvad vores strategiske sigtelinjer går ud på. Du vil få til opgave at sætte farver og streger på byens liv og forandringer som en del af et stærkt team med stærke faglige kompetencer inden for kommunikationsfagets mange discipliner.

Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
  
Ugentligt timetal: 20 timer

 

Valgfri:

Vi vil sammen med din ansøgning gerne se eksempler på det, du kan med din visuelle storytelling eller design, grafik eller layout 

 

Hvis du vil vide mere:

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kommunikationschef Sune Bové på telefon 25370771. 

 

Ansøgning

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

 

Ansøgningsfrist: 1. maj 2022

 

Vi forventer, at 1. samtale finder sted i uge 19. Evt. 2. samtale finder sted i uge 20.

  
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

 
Leder- og medarbejderroller
I vedlagte link finder du de fælles Leder- og medarbejderroller i Aarhus Kommune:
https://aarhus.dk/job/den-attraktive-arbejdsplads/

De fælles leder- og medarbejderroller giver et blik på de forventninger, der stilles til dig, når du som leder eller medarbejder i Aarhus Kommune skal løse den fælles kerneopgave. Ved at synliggøre de forventninger, der stilles – om du er leder eller medarbejder – håber vi på, at vi sammen kan fastholde et godt arbejdsmiljø, en attraktiv arbejdsplads og en kultur med troværdighed, respekt og engagement