Chef for formidling og udstillingsproduktion

Vil du være med til at tegne Glyptotekets formidling og undervisning og sikre, at museets samlinger, udstillinger, arkitektur og historie bliver vedkommende for et nutidigt og mangfoldigt publikum fra ind- og udland? Og vil du medvirke til udviklingen af Glyptoteket som relevant kulturinstitution og internationalt mødested?

Glyptoteket er et toneangivende internationalt museum med rige samlinger fra antikkens verden samt omfattende samlinger af både fransk og dansk skulptur og maleri fra 1800- tallet og starten af 1900-tallet. Formidling af samlingerne står centralt i museets to overordnede strategiske målsætninger om at give nye blikke på samlingerne og historien og at henvende sig til flere forskellige målgrupper.

Formidling, undervisning og udstillinger skal som udgangspunkt tage afsæt i samlingerne og i museets forskning. Som chef for formidling og udstillingsproduktion vil du indgå i tætte og forpligtende samarbejder på tværs af museets faglige afdelinger og samlingsområder inden for kunsthistorie, klassisk arkæologi og ægyptologi. Det forventes, at du evner og har lyst til at involvere museets mange forskellige fagligheder samt eksterne samarbejdspartnere for at realisere Glyptotekets strategiske mål og skabe forbindelser mellem fortid og nutid og mellem museum og omverden.

De kommende år vil der være fokus på at udvikle og tilbyde nytænkende formidling og undervisningstilbud både på museet og uden for museets mure - evt. på andre adresser - da vi forventer, at Glyptotekets fredede bygninger skal gennemgå en omfattende restaurering. Museet står derfor overfor en spændende periode, hvor bl.a. en nytænkning af formidlings- og udstillingspraksis skal være med til at udvikle og definere fremtidens Glyptotek.

Ansvarsområder

Som chef for formidling og udstillingsproduktion vil du have det ledelsesmæssige og faglige ansvar for to afdelinger, der er er tæt forbundne i det daglige arbejde. Det er afgørende, at du kan bidrage til at skabe synergi mellem afdelingernes forskellige kompetencer og opgaver og sikre sammenhæng mellem udvikling formidling og produktion og drift af udstilling.

Formidlingsafdelingen varetager et bredt sæt af opgaver indenfor udvikling, drift og evaluering på følgende hovedområder:

  • Formidling af særudstillinger og samlingspræsentationer
  • Omvisninger og øvrige formidlingsaktiviteter for alle aldersgrupper
  • Undervisning samt tilbud til de frie børn og unge
  • Booking

Udstillingsteknisk afdeling varetager produktions- og logistikopgaver indenfor følgende hovedområder:

  • Udstillingsdesign og -arkitektur ifm. særudstillinger og samlingspræsentationer
  • Udstillingskoordinering og logistik
  • Udstillingsteknik og kunsthåndtering ifm. både udstillinger og museets daglige drift af samlingerne

Som afdelingschef vil du desuden have det direkte ansvar for at:

  • Indgå i opgaver vedr. strategisk udvikling og faglig ledelse af både det daglige ansvarsområde og museet som helhed i samarbejde med direktion og chefgruppe
  • Indgå i programråd, der skal sikre synergi mellem forskning, samlinger, udstillinger, formidling og arrangementer – både på et strategisk og et fagligt niveau
  • Løbende kvalitetssikring og evaluering af begge afdelingers arbejde samt sikre de bedst mulige arbejdsgange og procesværktøjer
  • Bidrage aktivt til fondsansøgninger og -afrapporteringer inden for afdelingens arbejde samt museets udviklingsarbejde generelt
  • Sikre at analyser samt intern og ekstern vidensdeling af data fra brugerundersøgelser og museets øvrige udstillings- og formidlingsevalueringer anvendes som redskab til langsigtet videreudvikling af publikumsrettede tiltag
  • Budgetlægning og budgetopfølgning for afdelingerne

Organisatorisk placering

Som chef for formidling og udstillingsproduktion bliver du en del af museets chefgruppe, der består af afdelingschefer for Forskning, Kunstfaglig afdeling, Kommunikation (inkl. arrangementer og markedsføring), Bygning og sikring, Vagtafdeling og Administration.

Du vil referere til museets direktør.

Faglige kvalifikationer

Du har en relevant uddannelse på kandidatniveau inden for f.eks. kunsthistorie, klassisk arkæologi, formidling/ museologi el.lign. og er fagligt og kreativt engageret i dit fag.

Det er en fordel, at du har et fagligt kendskab til et eller flere af museets samlingsområder.

Du har dokumenteret erfaring med flere af følgende områder:

  • Ledelse i en kulturinstitution inden for formidling, undervisning og publikumsrettede tilbud.
  • Projektledelse (udstillinger, produktioner og tværgående samarbejder)
  • Bred praktisk erfaring med formidling og udstilling samt af modtagerorienterede formidlings- og undervisningstilbud og andre publikumsrettede tiltag
  • Du skal have praktisk og teknisk tilgang til udstillinger og produktion og være ledelsesmæssig sparringspartner for den udstillingstekniske afdeling – og gerne kunne lide bevæge dig ud i udstillingerne, hvor der produceres og udvikles
  • Strategisk arbejde med målgrupper og publikumsudvikling på et museum eller en beslægtet kulturinstitution
  • Analyse, evaluering og brug af data fra f.eks. kvalitative og kvantitative brugerundersøgelser
  • Erfaring med fondsansøgninger
  • Du skal kunne benytte både dansk og engelsk som dit arbejdssprog, da Glyptoteket arbejder i en international kontekst.

Personlige kvalifikationer

  • Du har gode samarbejdsevner, der bygger på forståelse af og lyst til at samarbejde med mange forskellige fagligheder
  • Du har en inddragende og anerkendende tilgang til ledelse, men også evne til at sætte retning
  • Du er udadvendt og god til at kommunikere
  • Du trives med mange sideløbende projekter, og du formår at uddelegere og give plads til dine medarbejderes selvstændige varetagelse af opgaver
  • Du kan begå dig i en bredt sammensat organisation og samarbejde med en lang række eksterne aktører
  • Du er idérig og kreativ og har blik for realisering indenfor de givne rammer, herunder bygning, økonomi og ressourcer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Glyptoteket følger de statslige overenskomster, og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.

Arbejdssted er Ny Carlsberg Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V. Tiltrædelse snarest muligt.

Ansættelse på Glyptoteket forudsætter, at du løbende kan fremvise en ren straffeattest.

Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til Gertrud Hvidberg-Hansen, kontakt direktionssekretær Martha Krag Arnesen på makar@glyptoteket.dk eller +45 2556 1126.

Frist: 4. maj 2025

1. samtalerunde forventes afholdt 12. maj 2025

2. samtalerunde forventes afholdt 19. maj 2025

Om Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket er Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930. Museet og dets bygninger har en unik historie, der gennem stifteren, brygger Carl Jacobsen, forener kunsthistorie med industrihistorie og indskriver sig som et vigtigt kapitel i dansk kulturhistorie omkring år 1900. Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Ny Carlsbergfondet. Museet har ca. 185 medarbejdere/100 årsværk ansat og besøges årligt af 400-500.000 gæster.