CPH STAGE søger festivalproducent

CPH STAGE søger en producent, der vil være med til at planlægge og gennemføre Danmarks nationale teaterfestival. En person der er detaljeorienteret, har stærke samarbejdsevner og et godt overblik, samt fingeren på pulsen i forhold til hvad der rører sig i den danske scenekunstbranche.
Så har du erfaring med festivalproduktion, planlægning af branchemøder og brænder du for scenekunst? Så er det måske dig, vi leder efter.

Du bliver en del af festivalens afdeling for produktion og indhold, og arbejdsopgaverne vil omfatte diverse producent opgaver inden for festivalens program af forestillinger og brancheevents, herunder f.eks. ansvar for den Nationale Turnédag, Scenekunstens Årsmøde m.m.

VI SØGER EN PRODUCENT MED

  • Erfaring med festivalproduktion og teaterproduktioner. 
  • Evne til at arbejde med kontrakter og forhandling. 
  • Stærke samarbejdsevner. 
  • Sans for detaljeret planlægning og koordinering. 
  • Erfaring med projekt budgettering og regnskab. 
  • Gode sprogkundskaber på både dansk og engelsk. 

EKSEMPLER PÅ ANSVARSOMRÅDER

  • Planlægning og drift af festivalkontor i samarbejde med produktionsafdelingen.
  • Planlægning og afvikling af den nationale turnédag.
  • Udvikling, planlægning og afvikling af udvalgte branchearrangementer med festivalens samarbejdspartnere og koordinere det samlede brancheprogram. 
  • Assistance som producent på festivalens udvalgte forestillinger.
  • Ansvarsområderne tildeles på baggrund af teamets sammensætning og dine kompetencer.

VI TILBYDER
Som producent løser du opgaverne i tæt sparring med festivalens øvrige medarbejdere og gode samarbejdspartnere. Du vil indgå i festivalens produktionsafdeling og referere til produktionschefen.

Festivalsekretariatet arbejder tæt sammen og løfter i flok. Vi er et team af dedikerede medarbejdere, der brænder for at lave festival. Hverdagen på kontoret er travl og fokuseret, men vi ønsker også at skabe gode, realistiske rammer for arbejdslivet. Alt det håber vi, du har lyst til at være en del af.

OM CPH STAGE
Hvert år fylder CPH STAGE København og Frederiksberg med spektakulære danske og internationale teaterforestillinger. Foruden de mange forestillinger præsenterer festivalen også talks, workshops, koncerter m.m. Festivalen har eksisteret siden 2013 og løber i 2025 fra den 22. -31. maj.

Udover de deltagende teatre samarbejder CPH STAGE med en lang række andre aktører på kulturområdet og samler desuden internationale presenters i kontekst af en dansk showcase samt den danske branche til en række brancheevents. Festivalen arbejder for at udvikle dansk scenekunst og bringe kunstformen ud til et bredt publikum, når vi hvert år samler over 20.000 gæster. Festivalen står desuden bag den traditionsrige scenekunstpris Årets Reumert og samarbejder med ADBC om kulturugen K7.

PRAKTISK
Stillingen er en deltidsansættelse med en samlet arbejdstid svarende til ca. 4,5 mdrs. fuldtidsansættelse. Arbejdstiden fordeles med fuldtid i månederne omkring festivalen (ca. april til juni) og den resterende ansættelsestid fordeles efter aftale fra 1. februar. Løn fastsættes efter kvalifikationer. Bemærk, at vi ikke er lønførende.

Send en kort motiveret ansøgning og dit CV. Ansøgningsfrist er d. 10. december 2024 klokken 12. Vi indkalder løbende til samtale og indhenter referencer.

CPH STAGE ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed i branchen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

For yderligere spørgsmål til stillingen og ansættelsesprocessen er du velkommen til at kontakte produktionschef Sarah Sarina Rommedahl på 22376047 eller sarah@cphstage.com