Deltidsunderviser til Grafisk Kommunikation

VERA skole for Kunst og Design søger deltidsunderviser til Grafisk Kommunikation

VERAs nyeste linje, Grafisk Kommunikation, blev lanceret i efteråret 2023 og har fra starten været en succes med stor søgning og interesse. Vi søger med ansættelse pr 1. august yderligere en underviser til linjen.

På linjen undervises i de forskellige visuelle virkemidler vi bruger til at fortælle historier, viderebringe budskaber, skabe brands og formgive koncepter.

Der arbejdes konkret med design af f.eks. plakater, bogomslag og logoer, men også med formgivningsopgaver af mere kunstnerisk karakter. Ord og tekst er en vigtig del af grafisk kommunikation, og kreativ skrivning er også en del af kursusindholdet. Der undervises i digitale redskaber såsom programmerne InDesign, Photoshop, Illustrator. Og disse kombineres med mere analoge teknikker som collage, linoleumssnit, akvarel, foto, etc.

Du har en længerevarende grafisk uddannelse og har erfaring fra egen praksis. Du kan undervise i Adobe pakken, har bred indsigt i uddannelseslandskabet og branchen generelt, og har sikkert også kendskab til mere håndholdte og kunstneriske grafiske teknikker.

Du er stabil og samarbejdsorienteret og mestrer balancen i at kunne undervise på et højt fagligt niveau, samtidigt med at du har de pædagogiske kompetencer der skal til for at vejlede unge mennesker i 20´erne med meget forskellige udgangspunkter.

Vi er en velfungerende daghøjskole på Nørrebro, med god søgning, godt humør, engagerede og dygtige undervisere og 80-90 unge. De fleste har valgt at gå på her for at søge videre på kunstneriske og kreative uddannelser. Læs mere om os på veraskole.dk

Stillingen er en deltidsstilling med en ansættelsesprocent på 50 %. Stillingen er tidsbegrænset til og med 30.juni 2025.

Løn og pension i henhold Uddannelsesforbundets overenskomst med FOAS (FOAS’s almene område).

Ansøgning med CV og portfolio sendes til skoleleder Richard Lehner, ril@veraskole.dk i en samlet Pdf-fil på max 8 sider og 6MB.

Ansøgningsfristen er torsdag d. 16. maj 2024 kl. 12. Vi holder samtaler i uge 22.

Vi glæder os til at høre fra dig.