Det Kongelige Teater søger balletlærer til Balletskolen

Det Kongelige Teaters Balletskole uddanner klassiske balletdansere på internationalt niveau med udgangspunkt i den enkelte elevs trivsel og potentialer. Læs mere på kglballetskole.dk

En af de vigtigste opgaver i de kommende år på Det Kongelige Teaters Balletskole er at sikre, at den forandringsproces, skolen gennemgår, sker i tæt og godt samarbejde med skolens ansatte, elever og forældre.

Vil du være med til at udvikle næste generation af professionelle klassiske balletdansere, og ser du dig selv på en udviklingsorienteret og traditionsrig skole med et stærkt kunstnerisk miljø, hvor ambition og trivsel går hånd i hånd, så er du måske vores nye kollega.



Om skolen Det Kongelige Teaters Balletskole er en kunstnerisk uddannelsesinstitution. Skolen på Kgs. Nytorv har i skoleåret 2025/26 ca. 100 talentfulde elever fra 1.–9. klasse og 18 elever på aspirantniveau fra 1.–3. HF. Medarbejderstaben består af 13 balletlærere, tre pædagoger, et sundhedsfagligt team og et administrativt team. Vi samarbejder tæt med N. Zahles Skole om Læseskolen og har ligeledes samarbejder med ballet- og kulturskoler i andre dele af landet.

På tværs af fagligheder har balletskolen fokus på at skabe et solidt kollegialt fællesskab, som alle engagerede medarbejdere bidrager aktivt til.

Vi søger en balletlærer som hovedlærer for piger i 8. og 9. klasse – i tæt samarbejde med hovedlæreren for drengene – til en fast stilling på ca. 26 timer om ugen.



Om stillingen Som hovedlærer skal du primært undervise i klassisk ballet, tåspidsteknik og repertoire. Derudover skal du vejlede og støtte 9. klasses elever i udarbejdelsen af auditionvideoer.

Du bliver en del af et team på begge klassetrin bestående af balletlærere, skolelærere og pædagoger. Sammen arbejder I for at skabe de bedste rammer for elevernes trivsel og udvikling – med særligt fokus på at støtte dem i overgangen til næste uddannelsestrin efter 9. klasse.

Du vil også skulle indgå i løbende dialog og samarbejde med elevernes forældre.



Om dig Vi forventer, at du har:

 

  • Erfaring med at undervise og instruere udskolingselever i klassisk balletteknik på højt professionelt niveau

     
  • Erfaring med undervisning i tåspidsteknik og repertoire

     
  • Kendskab til – eller interesse i at lære – Bournonville-stilen

     
  • En relevant uddannelses- og/eller erfaringsmæssig baggrund

     
  • Erfaring med at arbejde med børn og unge med fokus på både faglig og personlig udvikling, motivation og trivsel

     
  • Kendskab til professionelle balletskoler, balletkompagnier og scenekunstfeltet

     
  • En coachende tilgang til undervisning og instruktion

     
  • Lyst til at være en aktiv del af en professionel balletskole i udvikling

     
  • Gode samarbejdsevner og en positiv tilgang til både tradition og fornyelse

     
  • Fortrolighed med Office-pakken og relevante digitale værktøjer

     
  • Gode sprogkundskaber, herunder engelsk på både skrift og tale

     
  • Villighed til at lære dansk

     

Det er en fordel, hvis du kan dokumentere pædagogiske og didaktiske kvalifikationer. Vi forventer, at du – sammen med dine kolleger – har lyst til at udvikle dig både fagligt og personligt, herunder deltage i relevant kompetenceudvikling.

Vi tilbyder Vi tilbyder en spændende stilling i et kreativt miljø med højt til loftet.

Du bliver en del af vores balletlærergruppe, der aktuelt tæller 13 undervisere, som underviser eleverne gennem hele deres uddannelsesforløb. Dine øvrige kolleger omfatter skolelærere, pædagoger, pianister, et sundhedsteam og administrative medarbejdere.

Du vil referere til balletskolens kunstneriske leder, Anne Holm-Jensen Peyk.

Teatret – og dermed også skolen – er en kulturinstitution med mange forskellige faggrupper, hvor kreativitet og faglig stolthed går hånd i hånd. Du vil opleve en uformel samarbejdsform og et engageret fagligt miljø, hvor kollegial sparring og refleksion er vigtige redskaber til faglig udvikling.



Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst.

Fast stilling på ca. 26 timer om ugen. Undervisningen ligger som udgangspunkt på hverdage mellem kl. 8.00 og 14.00 og på lørdage mellem kl. 8.00 og 12.00 (ca. 20 lørdage pr. skoleår). Der kan også være eftermiddagstræning mellem kl. 16.00 og 18.00, afhængigt af det endelige skema. Derudover må du forvente aktiviteter i eftermiddags- og aftentimer på hverdage – fx i forbindelse med forestillinger, skole-hjem-samarbejde, auditions og optagelsesprøver. Alle undervisningsaktiviteter fremgår af års- og ugeplaner. Arbejdet er fordelt over 41 uger årligt. Ud over ferie efter ferieloven og feriefridage er der op til 5 ugers arbejdsfri perioder med løn, jf. gældende overenskomst. Balletskolen følger de almindelige skoleferier, og arbejdstiden ligger som udgangspunkt uden for disse. Arbejdstiden kan variere, og der kan være spidsbelastninger i forbindelse med forestillinger og eksamener.

Forventet tiltrædelse: 1. august 2025



Sådan søger du? Søg stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” i bunden af annoncen. Vedlæg CV, eksamensbevisog eventuelle anbefalinger.

Ansøgningsfristen er onsdag den 18. maj 2025.

Samtaler forventes afholdt i maj og juni.Tiltrædelse den 1. august 2025.

Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest i forbindelse med ansættelsen.



Vil du vide mere? Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Balletskolens- administrationschef, Anne holm-Jensne Peyk, på ahjp@kglteater.dk eller tlf. 2551 7921.

Læs mere om Det Kongelige Teater på www.kglteater.dk.