Digital redaktør til Sund & Bælt
Skriver du så godt, at du skaber engagement og påvirker adfærd? Kan du sikre gode brugeroplevelser på vores mange forskellige kanaler? Kan du planlægge og udvikle vores indholdsproduktion på web, i nyhedsbreve og på vores sociale kanaler? Så søg jobbet som digital redaktør i Sund & Bælt Tolling, hvor vi arbejder med at sikre betalingsløsninger, der gør det nemt at være billist i Danmark.
Du bliver en vigtig del af et dedikeret kommunikationsteam. Her får du en helt central rolle i at skrive og producere indhold til vores tre brands Brobizz, Storebæltsbroen og Miljøzoner.
Dine arbejdsopgaver
Du kommer til at arbejde med mange forskellige opgaver inden for kommunikationsfaget. Overordnet får du ansvaret for indholdsproduktionen på vores forskellige platforme. Det bliver dig, der udformer kommunikationsplanerne – både når det gælder det redaktionelle indhold i vores nyhedsbreve, og når du sammen med vores forskellige forretningsområder sender nye løsninger og produkter i markedet.
Konkret kan det være et Facebookopslag, når Storebæltsbroen fylder rundt, en landingpage, når lastbiler kan bruge nummerpladebetaling, eller nyhedsbrevet, der får Brobizzkunder til at opdatere deres kundeinformation og giver inspiration til en tur over Storebæltsbroen i efterårsferien.
Her trækker du på din erfaring med at vinkle og prioritere de vigtigste budskaber til de rette målgrupper, så vi kommer bedst ud til de rigtige kundesegmenter. Du bringer også din viden om, hvordan vi bruger vores kanaler rigtigt i spil, når du rådgiver dine kolleger om, hvordan I sammen lægger en plan for en effektiv kommunikationsindsats.
Fagligt har du:
- En relevant kommunikationsfaglig uddannelse
- 3-5 års erfaring med at arbejde med indhold til web, nyhedsbreve og sociale medier
- Arbejdet med både at planlægge kommunikation og udføre planen, du udarbejder
- Erfaring og forståelse for at skabe kommunikation, der understøtter gode digitale kunderejser
- Gerne arbejdet med CMS og marketing automation. Vi bruger Umbraco og Agillic
- God organisations- og forretningsforståelse
- Erfaring med at anvende data i dit daglige arbejde.
Som person er du:
- Grundig, systematisk og god til at skabe overblik og struktur
- Initiativrig og god til at gøre komplicerede opgaver til enkle kommunikérbare løsninger
- God til at opbygge relationer internt og eksternt
- Selvstændig og trives med både at have og tage ansvar.
Som digital redaktør har du overblikket, du ruller ærmerne op, når det gælder og følger selv dine opgaver helt til dørs. Men du er også en holdspiller og ser værdien i at dele viden og udvikle løsninger sammen med andre.
Kontakt Troels Nipper, leder for kommunikationsteamet, på trni@sbf.dk, hvis du vil vide mere om stillingen. (Dog ikke i uge 29, 30 og 31)
Ansøgningsfrist er søndag den 7. august 2022. Vi indkalder løbende til samtaler. Du vil blive stillet en caseopgave, du skal løse mellem 1. og 2. samtale.