DR Medieforskning søger barselsvikar til digital analyse
Vi søger hurtigst muligt en digital analytiker til et 12-måneders barselsvikariat, der vil indgå i afdelingens arbejde med analyse af DR’s digitale produkter – primært dr.dk, apps og sociale medier. Du bliver en del af en afdeling, der både rådgiver og understøtter i forhold til fastlæggelse af den overordnede strategiske retning for DR’s digitale produkter, men også arbejder taktisk med konkret produktudvikling.
Dine primære arbejdsopgaver vil være analyser af dr.dk, hvor du vil få ansvaret for at monitorere udviklingen og analysere og evaluere forskellige tiltag som fx folketingsvalg og VM i fodbold. En del af din tid vil også gå med at analysere DR’s indsats på de sociale medier, ligesom det vil være muligt at blive tilknyttet større udviklingsprojekter i afdelingen.
Måske er du nyuddannet og har erfaring med digital analyse fra et studiejob, eller også er du mere erfaren og arbejder med digital analyse i en anden branche, men har lyst og mod på at prøve kræfter med at arbejde i Danmarks største mediehus og hjælpe med at forme udviklingen af dr.dk, der dagligt besøges af knap 1 million danskere.
Vi forventer, at du…
- Har forståelse for og/eller erfaring med digital analyse
- Har en relevant akademisk uddannelse
- Er talstærk og har en god forståelse for kvantitative metoder
- Er en dygtig formidler, der kan præsentere analyseresultater forståeligt og med gennemslagskraft
- Har blik for detaljen, men samtidig kan bevare overblikket
- Kan samarbejde med en lang række af forskellige faggrupper
- Du er ansvarsbevidst, loyal, energisk, har humor og er en holdspiller
Det er desuden en fordel, men ikke et krav, at du…
- Har erfaring med Adobe Analytics
- Har erfaring med Tableau eller andre datavisualiseringsværktøjer
- Har erfaring med SoMe-analyseværktøjer, såsom Khoros, Falcon eller native analytics
Vi kan til gengæld tilbyde et spændende job i Danmarks største mediehus og fagligt dygtige kollegaer i en afdeling med en uformel omgangstone. Du får mulighed for at sætte et aftryk på fremtidens DR, der er i færd med en digital transformation og finde en ny måde at lave og levere public service til danskerne på.
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Du kommer til at arbejde i DR Byen, som er røgfri og har metro lige til døren.
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte teamleder Henrik Gregor Knudsen (hekn@dr.dk) eller chef Dennis Christensen (dech@dr.dk).
Ansøgningsfristen er 2. januar 2023. Jobsamtaler forventes afholdt 6. og 9. januar 2023.