DR søger Grafikere med erfaring indenfor motion og billedbehandling

DR Markedsføring søger grafikere med kompetencer indenfor motion og billedbehandling til to faste stillinger, med fokus på produktion af markedsføringselementer såsom bannere og animation til f.eks. trailere.

Stillingerne hører til i teamet ’Billede, tekst og grafik’ i afdelingen KREATIV, som er en del af DR Markedsføring.

Du vil indgå som en del af et team, der har som opgave at producere billeder og key visuals, samt at skrive fængende programtekster og ikke mindst producere bannere og levere grafisk design og animation til SoMe og DR’s egne platforme – bl.a. DRTV og DR Lyd. Vi forventer, at du er effektiv, arbejder hurtigt og holder et højt niveau i alt, hvad du leverer.

Billeder er en vigtig del af vores kommunikation. Vi forventer derfor, at du er rutineret bruger af Photoshop og hjemmevant i billedredigering, fritlægning og brug af grafiske elementer.

Stillingen kræver desuden, at du har flair for systembrug, og at du hurtigt kan sætte dig ind i nye systemer.

Ansvar og arbejdsopgaver

  • Du får dagligt ansvar for at producere bannere og anden markedsføringsmateriale til flere platforme og for at sikre, at alt materiale er klar inden deadline.
  • Du vil indgå i samarbejder på tværs af huset og derfor er det vigtigt, at du er i stand til at kommunikere på flere niveauer og kunne oversætte en brief til kreative og tekniske løsninger.

Din profil

  • Du har stærke visuelle kompetencer og erfaring med at arbejde med animation, visuel kommunikation og billedredigering.
  • Du kan have en baggrund som grafiker, motion designer eller lignende.
  • Du er rutineret i Photoshop og After Effects og arbejder effektivt og hurtigt med din værktøjskasse. Har du evner indenfor illustration er dette et plus.
  • Du elsker at udforske nye muligheder med AI.
  • Du har et godt overblik over store mængder leverancer, din produktivitet er høj, og du overholder deadlines.
  • Du er struktureret, selvstændig, ansvarsfuld og nytænkende. Du er lærenem og trives med tekniske systemer.
  • Det er en fordel hvis du har arbejdet med broadcast eller programproduktion.
  • Du er fleksibel med hensyn til dine arbejdsopgaver og din arbejdstid.
  • Du har et godt humør, er nysgerrig og trives med at være en del af et team og frem for alt at være en god kollega.

Hvem er vi

DR Markedsføring er DR’s interne marketingafdeling. Her får du ca. 100 dedikerede kollegaer med vidt forskellige faglige kompetencer, der strækker sig lige fra kanalspeakere, til strategi- og konceptudviklere.

Vi udkommer med over 700 kampagner om året på tværs af platforme, så der er en del kampagner at holde styr på. Vi er sammen om det vigtige – vores dedikation til public service. Du bliver en del af et inspirerende arbejdsfællesskab med fagligt dygtige og kreative kollegaer, der alle bidrager til et godt arbejdsmiljø og en åben kultur. Du får mulighed for at sætte dit præg på, hvordan DR og public service forbliver relevant i en fragmenteret medieverden i rivende udvikling. Og det er jo faktisk en lidt unik mulighed.

Kontakt

DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.

Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har metro lige til døren.

Du er velkommen til at kontakte Micki Vildershøj, teamleder for Billede, tekst og grafik, hvis du vil vide mere om stillingen.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og din portfolio. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.

Ansøgningsfristen er den 22. april 2024 kl. 12.