Entusiastisk senior grafisk designer til Kunsten og Utzon Center

Kunsten og Utzon Center søger en fælles grafisk designer, der med indlevelse i en verden af kunst og arkitektur, kan udvikle den grafiske identitet for begge huse på tværs af formater, medier og kanaler.

 

Jobbet

Vi leder efter en engageret, samarbejdende og kreativ ildsjæl, der kan omsætte tekst, udstillinger og budskaber til en professionel og skarp visuel formidling på tryk, det fysiske rum og digitalt. Du vil få en hverdag i begge huse med base i Utzon Center.

 

Dine primære opgaver vil være:

  • Videreudvikling og nytænkning af de to huses visuelle identitet og grafiske kommunikation
  • Ansvarlig for trykt og digitalt materiale til udstillinger og kommunikation. I samarbejdet med alle afdelinger skal du hele tiden løfte niveauet og sikre en kontinuitet på tværs af platforme
  • Løbende vedligeholdelse af Kunsten og Utzons designmanual

 

Profil

    Du er ambitiøs, kvalitetsbevidst og vant til at arbejde mod deadlines og kan sikre, at vi kommer i mål med opgaverne til tiden. Du kan bevare overblikket og prioritere dine opgaver. Du er en serviceminded og entusiastisk teamplayer, der kan omsætte dine og dine kollegers ideer til virkelighed. Du er altid klar på en dialog og løbende sparring om små såvel som store opgaver.

 

Din baggrund og kvalifikationer:

  • Relevant uddannelse inden for grafisk design og minimum 3 års relevant erhvervserfaring. 
  • Gode layoutevner og kan rulle en visuel identitet ud på tværs af formater og kanaler.
  • Erfaring med mindre videoproduktioner og levende online grafik.
  • Superbruger af Adobe Creative Suite (Photoshop, Illustrator, InDesign og After Effects, alternativt Premiere Pro).
  • Du trives med kreative udfordringer såvel som drifts- og udviklingsopgaver

 

Vi tilbyder:

Et spændende og udfordrende arbejdsliv i enestående arkitektoniske rammer. Du skal være indstillet på, at Kunsten og Utzon er virksomheder, hvor der er mange både store og små opgaver, og at vi af og til kører med en stram deadline, hvor vi helt naturligt hjælper hinanden. Til gengæld har vi et uformelt arbejdsmiljø, hvor der ikke er langt fra beslutning til handling. 

 

Ansættelse

Det er en nyoprettet fuldtidsstilling som senior grafiker og den aflønnes efter kvalifikationer. Stillingen ønskes besat efter aftale dog senest den 1. marts 2023. Du vil referere til udstillingsdirektør Line Nørskov Eriksen. Såfremt du har spørgsmål til stillingen, kan hun kontaktes på 2520 0388 eller Kommunikationschef Lars Ulrich Hansen på 3199 4105 i normal arbejdstid.

 

Ansøgning:

CoMate er ansvarlig for rekrutteringsprocessen, og er du interesseret i at søge stillingen, bedes du sende en ansøgning senest den 15. januar 2023 indeholdende CV og et mini portofolio samt andre relevante bilag. Der vil blive afholdt løbende telefoninterviews under hele rekrutteringsperioden. Ansættelsessamtalerne bliver afholdt torsdag den 26. januar 2023. Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Pernille Jakobsen på 2022 4778.

 

 

Om Kunsten

Kunsten er en selvejende institution og er et af Danmarks førende museer for moderne og samtidig kunst. Kunsten er et museum i vækst og med værdierne engagement, mod, handlekraft og nærvær sætter museet kunsten og kunsthistorien i spil for et bredt publikum. Kunsten arbejder internationalt og udgør samtidig en væsentlig byggesten i det sprudlende kulturliv, som er vokset frem i Aalborg de seneste år.  

 

Vil du vide mere www.kunsten.dk

 

Om Utzon Center A/S

Midt på Aalborgs smukke havnefront ligger Utzon Center designet af den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon og hans søn Kim Utzon i 2008. Utzon Center er det nordiske oplevelseshus for arkitektur og design. Hovedfokus er udstilling og formidling af nutidige strømninger i arkitektur og design med forståelse for ny teknologi. I en aktualiseret kontekst belyser og formidler vi tillige Jørn Utzons arkitektur og metoder via Utzon Arkivet. Kunsten har siden 2014 varetaget den administrative ledelse af Utzon Center, der er et internationalt arkitekturcenter i vækst.

 

Vil du vide mere www.utzoncenter.dk