Er du Teaterhusets nye kommunikationsmedarbejder?
Teaterhuset søger en kreativ kommunikationsmedarbejder, der kan være med til at styrke og udvikle Teaterhusets kommunikative profil i både tekst, grafik og billeder.
Gennem de seneste år har Teaterhuset gennemgået en enorm udvikling som platform for unge, uafhængige scenekunstnere med nye udviklingsfaciliteter- og lokaler, nye formater, flere ansatte og en øget driftsstøtte. Driftsstøtten løber frem til udgangen af 2024 og er blandt andet øremærket vores formater Vildskud Festival og TeaterBattle – scenekunstprojekter, som du skal være med til at kommunikere og øge synligheden af.
Som kommunikationsmedarbejder har du det overordnede ansvar for Teaterhusets kommunikative profil, herunder administration og udvikling af indhold til vores forskellige digitale og analoge kanaler. Du er ansvarlig for at udvikle og opdatere foreningens hjemmeside, lave opslag og annoncer på sociale medier i samarbejde med vores teater- og styregrupper, udvikle sæsonplakater, åbne billetsalget og holde kontakten til presse og anmeldere – alt sammen i tæt dialog med dine 3 kollegaer, som du deler kontor med.
HVEM ER TEATERHUSET?
Teaterhuset kan snart fejre 20 år som Danmarks største vækstlagsforening. Vi holder til i Huset KBH i Magstræde, hvor vi boltrer os på 3 etager, der byder på både øvelokaler, medlemslounge, møderum og scener. Her dygtiggør vores op til 300 årlige medlemmer sig, finder deres egne veje i scenekunsten og deltager i og bidrager til vores workshops, formater og festivaler.
HVEM ER DU?
Vi ser gerne, at du går på et relevant studie eller en uddannelse inden for kommunikationsverdenen. Du skal brænde for at fortælle gode og engagerende historier om og for scenekunsten, særligt gennem sociale medier, som du gerne må have arbejdet med før. Som person er du ærlig, struktureret og drømmer om at skabe bedre vilkår for unge, uafhængige scenekunstnere.
Dine primære arbejdsopgaver vil være
- Udvikling og håndtering af indhold til Teaterhusets sociale medier.
- Udvikling af kampagner og annoncer.
- Redigering af hjemmeside.
- Udvikling af nyhedsbreve.
- Kontakt til presse og anmeldere.
- Lave plakater til Teaterhusets forestillinger og events.
- Salg og promovering af forestillinger
Teaterhusets kontor har åbent for vores medlemmer mandag kl. 14-18 og tirsdag-torsdag kl. 14-17, hvor du kommer til at skulle sidde til rådighed sammen med teamet to af dagene. Resten af arbejdstiden tilrettelægges ift. opgaverne, men vi vægter tilstedeværelse i foreningen højt. Samlet udgør stillingens omfang 12 timer om ugen, aflønnet med 150 kr./time + feriepenge.
Stillingen er tidsbegrænset fra d. 14.2.2022 eller hurtigst muligt herefter t.o.m. d. 30.06.2024 med mulighed for forlængelse. Du vil i februar blive oplært af den afgående kommunikationsmedarbejder såvel som de øvrige ansatte i Teaterhusets daglige ledelse.
Send din ansøgning og CV til projekt@teater-huset.dk senest onsdag d. 2. februar kl. 12.00. Samtaler vil finde sted d. 8.2.2022.
Har du nogle spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at skrive til Teaterhusets daglige leder Sasja Tjerrild, på projekt@teater-huset.dk.
I Teaterhuset tilbyder vi et trygt og inspirerende arbejdsmiljø i hjertet af København, med mulighed for at udvikle og realisere spændende kommunikative strategier. Vi opfordrer alle interesserede i at søge stillingen og vægter mangfoldighed og repræsentation højt i vores forening.
Vi ser frem til at høre fra dig!