Grafiker til 7-Eleven

Er du kreativt tænkende med en fyldt grafisk værktøjskasse? Kan du holde mange bolde i luften og samtidig holde fokus på detaljen? Vi du være en del af Danmarks førende convenience-brand?

Hos 7-Eleven søger vi lige nu en dygtig grafiker, der kan være med til at bringe os yderligere fremad og styrke vores position i markedet.

Stillingen

Du vil blive ansvarlig for udførelsen af alt det grafiske arbejde in-house i vores marketingafdeling. Det gælder blandt andet alt det fysiske materiale i butikkerne, vores løbende kampagner og kommunikation i digitale kanaler – både vores egne og eksterne og slutteligt ad hoc-opgaver fra marketingteamet og butikkerne.

Nogle opgaver kører i faste flows og med faste deadlines, mens andre vil være helt nye og pludselige.

Dine primære ansvarsområder inkluderer:

  • Udvikle alle filer til vores månedskampagner – fra brief til endelig trykfil
  • Udvikle grafisk materiale til vores digitale kanaler – app, website og til dels sociale medier
  • Deltage i projekter og udvikle det grafiske materiale i forbindelse hermed
  • Gennemføre kampagnekorrektur
  • Supportere købmænd i butikkerne
  • Håndtere og koordinere løbende ad hoc-opgaver
  • Deltage på fotoshoots

Din profil

Du er positiv af sind og klar på at løse en række forskellige opgaver i din hverdag. Du lader dig ikke slå ud af retningsskift eller omprioriteringer, tværtimod ser du mulighederne og hjælper proaktivt til at komme i den rigtige retning.

Du er lyttende og opmærksom på dine omgivelser, hvor du selv fanger pointer fra andre, der giver mening eller har betydning for dit eget arbejde.

Det at være serviceminded og imødekommende falder dig helt naturligt og du møder kolleger i øjenhøjde og med et smil, mens du er åben for udefrakommende input.

Du har gåpåmod i dit arbejde og søger at ville forbedre os, hvilket kommer til udtryk i måden du ser dine egne arbejdsopgaver på, som du løbende selv kommer med forbedrings- og optimeringsforslag til.

Du nærer en respekt for det arbejde der udføres i butikkerne og kan sætte dig ind i en butiks hverdag og behov.

Du formår at projektlede dig selv i hverdagen, hvor du selv prioriterer mange af dine opgaver og hele tiden holder overblikket over hvad der skal nås hvornår.

Du sikrer, at dine omgivelser får den information de har brug for rettidigt i forhold til de opgaver der har med dem at gøre.

Du har øje for selv de små detaljer og har evnen til at se helheden, hvilket gør at du er på forkant og dermed forhindrer eventuelle fejl og for mange rettelser i de flere forskellige typer opgaver du sidder med i hverdagen.

Om 7-Eleven

7-Eleven er en agil virksomhed, hvor der er kort fra tanke til handling. Samtidig har vi altid et skarpt fokus på, hvor brandet skal bæres hen i fremtiden. På kontoret er tempoet højt og opgaverne er mange og alsidige.

Marketing er en del af det kommercielle team, hvor vi har samlet kategorichefer, marketing og forretningsudvikling, så produkt- og kommunikationsansvar lever i skøn forening og går i takt. I marketingteamet sidder en projektleder og marketingkoordinator. Herudover leder vi nu efter to nye kollegaer til vores digitale forretning, som ligeledes vil blive en del af marketingteamet. Du vil referere til 7-Elevens marketingchef.

Praktisk info

Send din ansøgning og dit CV mærket ”Grafiker” til ansogning@7-Eleven.dk. Vil du høre mere om stillingen, er du er velkommen til at kontakte marketingchef Anders Fiskbæk Kragh på: Anders.Kragh@RC-DK.dk.

Vi forventer at påbegynde samtaler i løbet af oktober med ansættelse hurtigst muligt.

REITAN CONVENIENCE DENMARK A/S, Buddingevej 195, 2860 Søborg

I Danmark er det REITAN CONVENIENCE DENMARK A/S, som er licensindehaver af 7-Eleven-konceptet. Den første 7-Eleven-butik åbnede i Danmark på Trianglen i København i 1993. I dag er der 174 butikker, og der er flere på vej.

7-Eleven Danmark er en del af norske REITAN, som med bl.a. REMA 1000, Narvesen i Norge og Pressbyrån i Sverige er en af Skandinaviens ledende aktører inden for dagligvare- og conveniencehandel.