Grafiker til Lomax

Er din grafiske værktøjskasse i orden, og ønsker du at få spændende opgaver på tværs af alle medier? Er du naturligt kreativ og ønsker at eksperimentere dig frem til de bedste løsninger? Vi søger lige nu en passioneret grafiker til at fuldende vores team!

Om stillingen

Du bliver en del af et engageret grafisk team med masser af kreativitet at dele ud af. Vi laver al markedsføringsmateriale in-house, så du vil få mange forskelligartede arbejdsopgaver. Teamet har et tæt samarbejde med e-mail marketing-teamet, så du vil dagligt være i dialog med dem og producere grafik til denne kanal. Tempoet er højt og arbejdsglæden ligeså.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. indebære:

  • Udarbejdelse af kataloger, tilbudsaviser, annoncer, emballager, skilte og andet til trykte medier.
  • Udarbejdelse af grafik til brug i e-mail marketing og tilhørende landing pages, sociale medier og andre online platforme.

Arbejdsopgaverne vil kræve både en kreativ tilgang og en glæde ved rutineprægede opgaver inden for grafisk produktion.

Hvem er du?

Du er f.eks. en erfaren grafiker med en grafisk uddannelse – gerne mediegrafiker, men andre indgange til jobbet er absolut også muligt. Det vigtigste for os er, at du har evnen og lysten til jobbet samt har mod på nye udfordringer. Kendskab til e-mail marketingplatformen Responsys eller generelt flair for e-mail marketing, vil være en fordel, men det er ikke et krav.

Vi ser desuden gerne, at:

  • Du er selvstændig, energisk, driftig og har et godt humør.
  • Du er superbruger af CS-pakken – især InDesign og Photoshop.
  • Du er vant til at arbejde med stramme deadlines og et højt produktionsniveau.
  • Du er detaljeorienteret og arbejder hurtigt og effektivt, men er samtidig grundig og struktureret for at sikre høj kvalitet i dit arbejde.
  • Du har interesse i e-mail marketing eller forståelse for levering af grafisk materiale til brug i e-mail marketing. Du har muligvis også interesse i selv at implementere grafik til e-mails el.lign.

Dine personlige egenskaber er også vigtige. Vi forventer, at

  • Du er struktureret, detaljeorienteret og pålidelig. Du sikrer høj kvalitet i dit arbejde, forstår at strukturere din tid og overholder altid deadlines.
  • Du er undersøgende, reflekterende og omhyggelig. Du sætter dig ordentligt ind i en opgave, og ved at anvende diverse designteorier og teknikker løser du den på bedst mulig måde.
  • Du er afstemt, imødekommende og tålmodig. Du er positiv indstillet over for andre, er klar til at bidrage med faglig sparring og giver ikke op, når der skal løses rutineopgaver.

Vi tilbyder

Du får ansvar og masser af muligheder for at udnytte dine kompetencer fuldt ud i et spændende job blandt 200 engagerede kolleger i Frederikssund. Det betyder meget for os, at du udvikler dig i jobbet. Og hvis du har brug for at videreudvikle dine kompetencer gennem efteruddannelse og kurser, støtter vi meget gerne op om dette.

Vi lægger stor vægt på et uformelt, sjovt og lærerigt arbejdsmiljø med mulighed for at få indflydelse. Men vi forventer, at du løbende holder dig orienteret om den udvikling, der sker inden for dit område.

Lønpakken bliver forhandlet på baggrund af dine kvalifikationer og kompetencer. Ud over basislønnen tilbyder vi pensionsordning, sundhedsforsikring, frokostordning, 5 feriefridage pr. år og mulighed for at få massage i arbejdstiden. Derudover har vi jævnligt sociale arrangementer for dem, der har tid og lyst – alt fra bingo og quizzer til fredagsbar og fællesspisning.

Praktiske detaljer

Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med fleksible arbejdstider, som vi ønsker besat hurtigst muligt. Du kommer til at arbejde på vores hovedkontor i Frederikssund, men der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage.

Kunne du tænke dig at være en del af Lomax-holdet, så send din ansøgning og dit CV i PDF-format via linket nederst på siden. Upload også gerne eksamensbeviser, udtalelser og referencer etc. Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat, så send gerne din ansøgning allerede i dag.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte leder af grafisk team Maja Elbæk på telefon 28 57 74 78. Vi glæder os til at høre fra dig.

Hvem er vi?

Lomax har eksisteret siden 1962 og er i dag en af Danmarks absolut største totalleverandører til dansk erhvervsliv. Lomax leverer et bredt sortiment inden for kontorartikler, elektronik, møbler, lagerudstyr, fødevarer & køkken og rengøring. Med et stærkt voksende varesortiment på over 35.000 varenumre, tilbyder Lomax one-stop-shopping til det danske erhvervsliv. Vores mål er at skabe glæde og gøre det nemt for vores kunder – hver dag. Derfor søger vi konstant at blive bedre til det, vi gør.

 

Søg jobbet online