Grafiker til Plantorama

Har du et skarpt grafisk øje? Og er du samtidig iderig og ekspert i at få det grafiske design til at passe til målgruppe og kontekst? Så er du måske vores nye kollega i Plantoramas marketingafdeling.

Spændende stilling i en vækstvirksomhed

De seneste år har vi gennemgået en stor digital transformation, hvor vi blandt andet har haft fokus på at styrke omnichannel oplevelsen hos Plantoramas kunder. Uanset hvor i kunderejsen, man møder Plantorama, skal oplevelsen repræsentere den kvalitet, som brandet står for. Sideløbende udvikler vi kontinuerligt vores 13 fantastiske oplevelsescentre, hvor vi har et stort fokus på drive-to-store markedsføring. Hos Plantorama skal kunden blive en oplevelse rigere, uanset om de møder os online eller i et fysisk center, hvilket understreger vigtigheden af en gennemført marketingstrategi.

Du får ansvaret for at producere det visuelle indhold til alle vores kampagner og sites, og står for versionering til forskellige kanaler (Facebook, Instagram, e-mail, digitale bannere mm.). Dine opgaver vil spænde vidt, men dit fokus vil være på digitale materialer. Du får en nøglerolle i at løfte vores digitale materialer til det næste niveau, samtidig med at vi følger den visuelle identitet. Du skal kunne arbejde med både statisk og animation. Derudover vil det være en stor fordel, hvis du har erfaring med videoredigering på et basisniveau.

Du vil referere direkte til marketingchefen, og arbejde tæt sammen med vores offline grafiker og mediekoordinator. Der vil være god mulighed for at sætte dit eget præg på rollen, i en virksomhed hvor der er plads til at prøve nye ideer af.

Erfaren og nytænkende

Du skal trives i en stilling, hvor du arbejder selvstændigt, men også er meget åben for sparring og input fra dine kollegaer. Du er fuld af gode ideer, og samtidig formår du, at overholde deadlines og strukturere dit arbejde ift. den række af opgaver der ligger.

Som kollega er du åben og ærlig, og bidrager med en positiv indstilling. Til gengæld får du et team af 7 fantastiske kolleger, der alle har stor faglig viden og brænder for at styrke Plantoramas markedsposition. Vi har stor respekt for hinanden og vægter fællesskab og godt humør højt.

Vi forestiller os desuden, at du:

  • Er mediegrafikeruddannet eller anden relevant uddannelse
  • Brænder for alt digitalt og elsker at være på forkant med de nyeste tendenser
  • Er 100-metermester i Adobe-pakken
  • Har erfaring med After Effects eller andet animationsprogram
  • Har kendskab til HTML5, dog ikke et krav

En arbejdsplads, hvor du kan udvikle dig

Vi lægger vægt på, at du udvikler dig hos os. Derfor prioriterer vi videreuddannelse og sundhedsinitiativer højt, så du får ideelle muligheder for faglig og personlig udvikling. Du får også både pension og en fantastisk sundhedsordning, så du kan have det godt gennem hele livet. Og så kvitterer vi selvfølgelig også med et personalekort, der giver rabat i vores centre.

Lyder det som noget for dig?

Stillingen er en fuldtidsstilling med opstart 1. august 2022. Samtaler afholdes løbende, så send din ansøgning allerede i dag, hvis du mener, at du er vores nye grafiker.