Grafisk designer

Vil du være med til at skabe og drive MONSTRUMs ansigt udadtil? Har du flair for formidling og opsætning af kundepræsentationer, hjemmeside-arbejde, sociale medier og måske endda fotografering? Er du typen, der kan få alt til at ligne en million?

Så læs nærmere her.

 

MONSTRUM blev stiftet i 2003 af ildsjælene Ole Barslund Nielsen og Christian Jensen, som mødte hinanden i den danske teaterverden, hvor de sammen byggede scenografier.

Med fokus på et kunstnerisk udtryk og design skaber vi legepladser, der ikke kun lægger op til fysisk udfoldelse, men som også inspirerer børnene til at bruge deres fantasi. MONSTRUMs letgenkendelige legepladser er mere end bare legepladser. De er skulpturer, og designet er omhyggeligt tænkt ind i det landskab, de er en del af. Helt naturligt bliver legepladserne et landemærke, som folk taler om, og et sted hvor folk mødes.

Vores firma ligger i Brøndby og består af 50 arkitekter, designere og håndværkere, som alle arbejder tæt sammen. Vi eksporterer 80% af vores legepladser, så vores kunder, som ofte består af landskabsarkitekter, museer og entreprenører, befinder sig forholdsvist spredt på tværs af lande og kulturer.

Vi står lige nu med en masse spændende projekter foran os, og har brug for en dygtig grafisk designer til at formidle MONSTRUMs kerneværdier og historie.

Dine arbejdsopgaver vil være følgende:

  • PRÆSENTATIONER: Når vores dygtige arkitekter og designere har designet en MONSTRUM-legeplads, er det vigtigt for os, at få formidlet konceptet, historien og legeværdien overfor kunden. Du vil derfor komme til at arbejde på tværs af tegnestuens mange projekter. Det er vigtigt, at du har øje for at strukturere præsentationen, så den er let forståelig og ikke mindst har en skarp grafisk udstråling og en god formidlende tekst.
  • HJEMMESIDE: Hjemmesiden skal løbende holdes ved lige og nye sjove projekter skal vises frem her. Vi samarbejder med en konsulent udefra, som bruger Drupal.
  • SoMe: Løbende opdatering af sociale medier, som Facebook og Instagram.
  • AWARDS, BLOGS og lign. Vi vil gerne løbende søge awards på årets bedste projekter, ligesom vi gerne vil være opmærksomme på samarbejder med sjove blogs og lign. Alt materiale der vises af MONSTRUM, skal bestå af fotos i top kvalitet og smukke visualiseringer. Kunst er kodeordet.
  • Løbende vedligehold af kataloger og andet materiale, der sendes ud af huset.
  • VIDEO og FOTO: Har du fotografisk snilde eller sans for videoredigering er det et plus.

Det er vigtigt, at du:

  • Arbejder engageret, selvstændigt og ikke er bange for at tage ansvar
  • Er struktureret
  • Har en stærk visuel sans og ser muligheder
  • Kan Adobe-pakken (særligt InDesign og Photoshop)
  • Kan skrive inspirerende tekster på både dansk og engelsk

Med andre ord, så får du her muligheden for at blive en del af en uformel og hyggelig tegnestue, hvor din vigtigste opgave et, at få alt hvad der vises til kunderne til at se godt ud og ligeledes skabe den WOW-effekt, der får kunderne til at være trygge i, at de er havnet det helt rette sted.

Praktisk:

Arbejdstid: 07:00-15:00.
Start: Efter aftale, snarest muligt.
SU: 7. marts 2021

Vi bor på Engager 3, 2605 Brøndby.

Send os en kort ansøgning inden d. 7/3 inkl. CV m. foto og et portefolio med relevant arbejde snarest. Vi afholder samtaler løbende, så du må gerne sende din ansøgning hurtigst muligt.

Vi går en spændende tid i møde med mange nye projekter, og håber på at du har lyst til at være en del af vores team.