Grundskolelærer til primærafdelingen ved Europaskolen i Luxembourg

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet søger en grundskolelærer til primærafdelingen ved Europaskolen i Luxembourg II pr. 1. august 2021.

Om jobbet
Skolen i Luxembourg II består af en børnehaveklasse, en grundskole (1. 5. skoleår) og en overbygning (6. – 12. skoleår). Skolen har ca. 2100 elever, fordelt på otte sprogsektioner. Den danske sektion består af ca. 200 elever samt 10 faste undervisere. Undervisningssproget er dansk.

I grundskolen er der samlæsning af 1. og 2. klasse samt 3./4. klasse.

Der er tale om 1 fuldtidsstilling, hvor læreren er klasselærer og underviser i samme klasse i folkeskolens almindelige fag: dansk, matematik, orientering og musik.

Om dig
Det forventes, at du har en læreruddannelse, og kan varetage undervisningen i alle grundskolens almindelige fag. Det vil være en fordel, hvis du har undervisningskompetencer inden for det specialpædagogiske område, herunder læsevejledning.

Det er vigtigt, at du er åben, initiativrig og kan arbejde selvstændigt. Det forventes også, at du er indstillet på at kunne samarbejde bredt og indgå i samarbejdsprojekter med de øvrige nationale sektioner på skolen.

Undervisningssproget er dansk, men gode sprogkundskaber er en forudsætning for ansættelse, eftersom du forventes at indgå et samarbejde med de øvrige nationale sektioner på skolen. Hvis du ikke har tilstrækkelige kundskaber i fransk, skal du deltage i et intensivt sprogkursus i august 2021 i København. Kursusafgiften hertil betales af ministeriet, mens eventuelle rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med kurset afholdes af dig selv.

Løn og ansættelsesforhold
For europaskolelærernes ansættelsesforhold gælder ’Statut for personale der er ansat ved Europaskolerne’(https://www.eursc.eu/BasicTexts/2011-04-D-14-en-12.pdf).

Ansættelse finder sted for en prøveperiode på to år, hvorefter der tages stilling til fortsat ansættelse for en treårsperiode. Ansættelsen kan herefter forlænges for en fireårsperiode til i alt ni år. Ansættelsen sker pr. 1. august 2021 og med skolestart primo september 2021.

I forbindelse med ansættelsen afholder ministeriet udgifterne til en besigtigelsesrejse til skolen.

Stillingerne aflønnes efter særlige EU-regler, og lønnen består dels af en individuelt fastsat dansk løn, dels af løn fra Europaskolen, blandt andet beregnet ud fra anciennitet og forsørgerbyrde. Den samlede løn kan først udregnes i forbindelse med ansættelsen.

Hvis du i dit nuværende job er ansat efter overenskomst som giver mulighed for tjenestefrihed i henhold til bekendtgørelse nr. 518 af 3. juli 1991 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål, har du ret til tjenestefrihed uden løn under hele din ansættelsesperiode som europaskolelærer på Europaskolen. Du selv skal søge orlov fra din danske stilling.

Du skal kontakte din bopælskommune vedr. korrekt registrering i CPR i forbindelse med ansættelsen på europaskolen.

Vil du vide mere?
Eventuelle henvendelser om stillingerne kan ske til konsulent Yvonne Gammelgaard på yvonne.gammelgaard@stukuvm.dk eller på telefon +45 25574158. For yderligere oplysninger om Europaskolerne henvises til europaskolernes hjemmeside https://www.eursc.eu/en

Sådan søger du
Send din ansøgning, cv og relevante bilag via stillingsopslaget på vores hjemmeside uvm.dk/job senest 15. april 2021. Der afholdes 2 samtaler, hvor der i anden samtale indgår en case. Vi forventer at holde første samtalerunde 23. april 2021 eller så snart situationen tillader det.

Tidspunkt for anden samtalerunde besluttes umiddelbart efter afholdelse af første samtalerunde. Samtalerne finder sted online via Skype, hvortil du vil blive inviteret til samtale. Ved samtalerne deltager undervisningsinspektør Lars Damkjær og konsulent Yvonne Gammelgaard.

Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.

I Børne- og Undervisningsministeriet arbejder vi for at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger på undervisningsområdet. Vores arbejdsopgaver spænder fra betjening af ministeren til udvikling af uddannelsers indhold, mål og kvalitet – alt sammen med et fælles mål om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.