Kirke-kulturmedarbejder til Apostelkirken
Projektmedarbejder til kirkens sociale og tværkulturelle arbejde
Har du lyst til at være med til at skabe og udvikle en bred kontaktflade mellem folkekirken og mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund end dansk? Kan du se perspektivet i at skabe inkluderende sociale fællesskaber i Vesterbros kirker og kan du lide at lave mad og spise den sammen med andre? Så er du måske vores nye sociale og tværkulturelle medarbejder i Folkekirken på Vesterbro.
Om kirken og menigheden
Arbejdet forankres i Apostelkirken, der i forvejen har et stort netværk af samarbejdspartnere, der også er involveret i kirkens udvikling af det sociale og tværkulturelle arbejde. Derudover vil der være samarbejde på tværs af sognet i forhold til de områder, der naturligt relaterer sig til opgaverne.
Menigheden i Apostelkirken har en stærk diakonal og missional identitet. Dette kommer til udtryk i menighedens arbejde for indsatte og tidligere indsatte, flygtninge og indvandrere samt andre udsatte mennesker og i udadrettede forkyndende og i undervisende tiltag, som f.eks. kristendomskurser og foredragsrækker.
Søndagsgudstjenesterne er velbesøgte og menigheden er aktiv og mangfoldig. Der er stor spredning i alder, en væsentlig del af menigheden består af børnefamilier, asylansøgere og flygtninge, såvel som folk med anden sproglig og kulturel baggrund. Menighedens fællesskab er præget af engagement og kreativitet og er iderig for at løse eksisterende opgaver eller se nye diakonale behov.
Fællesskabet er vigtigt for menigheden, også uden for kirketiden. Der er stort engagement i studiekredse, kristendomsundervisning, tidebøn og børnearbejde.
Med stillingen er der tale om en videreudvikling af dels et tværkulturelt arbejde, som menighedsrådet igangsatte i 2019 og dels Fisken og Brødet, som er et maduddelingsprojekt. Næste skridt er at udvide maduddelingen til madfællesskabet, samtidig med at vi bevarer de gode inkluderende sociale fællesskaber der allerede er etableret. Du får stor indflydelse på, hvordan arbejdet kan og skal udføres i praksis – i samarbejde med målgrupperne, den tilknyttede præst og projektlederen for Fisken og Brødet.
Om opgaverne
Dine opgaver som social- og tværkulturel projektmedarbejder omfatter bl.a.:
- Videreudvikling af vores Kulturcafe for bl.a. sårbare indvandrerkvinder tirsdag kl. 12-15. Dette inkluderer støtte og samtale udenfor kulturcafeens åbningstid.
- Udvikling og ledelse af madfællesskaber, som er målrettet grupper af ensomhedstruede mennesker i København. Fællesskaberne vil tage udgangspunkt i de grupper der gæster kirkerne i forbindelse med maduddeling i Fisken og Brødet fra to af vores kirker (Apostelkirken og Mariakirken på Istedgade) samt Kulturcaféen. Men det er intentionen, at tilbuddet skal nå længere ud evt. i samarbejde med den kommunale hjemmepleje
- Koordinering og udvikling af tilbud for børn under gudstjenester i Apostelkirken. Der er gennemsnitligt 30-40 børn til gudstjeneste i Apostelkirken hver søndag formiddag. En del af disse kommer fra familier i asylcentre eller med flygtningebaggrund. Børnene inddeles i 3 grupper som har hver deres program. Der er ingen ansatte ressourcer tilknyttet dette tilbud og det er sognets ønske, at koordinering og udvikling af dette arbejde i fremtiden bliver varetaget af en ansat. Denne indsats forudsætter derfor deltagelse i gudstjenester i Apostelkirken om søndagen.
- Planlægning og koordinering af forskellige begivenheder som er målrettet mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund. Dette inkluderer: Farsikonference, menighedslejr, SommerGazz, Prayer for the Nation og andre sociale og tværkulturelle tiltag. Dette er en sæsonafhængig og ret tidskrævende opgave
- Deltagelse i ugentlige medarbejdermøder med diverse opfølgningsopgaver, samt administration af Asylsøgerpuljen
Ovenstående opgavesammensætning og 37 timer er udgangspunktet for stillingen, men både opgaver og timetal kan aftales nærmere efter ansøgers interesser og kompetencer.
Vi lægger vægt på at du
- Er åben overfor mennesker fra forskellige kulturer og samfundsgrupper.
- Møder omverdenen med åbenhed og respekt samt kommunikerer ligeværdigt med alle uanset trosretning
- Er omsorgsfuld overfor andre samt i øvrigt har en anerkendende tilgang til andres idéer og initiativer, som I sammen sparrer om og videreudvikler på
- Er opsøgende, proaktiv og får tingene gjort
- Har et godt overblik og en struktureret tilgang til dine opgaver, som du selvstændigt prioriterer
- Har interesse i at udvikle og lede et madfællesskab
- Har interesse og blik for at koordinere og udvikle programmer for børn i forbindelse med gudstjenesterne
Din baggrund og erfaring er ikke afgørende, men vi kigger især efter dig der:
- Har erfaring med samskabelse med mange forskellige aktører, gerne af forskellige nationaliteter
- Har erfaring med at planlægge og gennemføre større udviklingsopgaver med mange interessenter i en social kontekst
- Har interesse i at arbejde med dialog på tværs af kulturelle og sociale forskelle
- Har erfaring med at koordinere og organisere lavpraktiske opgaver og samtidig ikke har noget imod at være den, der hakker grøntsagerne til en gryderet, hvis det er nødvendigt
- Har erfaring med frivilligledelse, gerne i kirkelig sammenhæng
Løn- og ansættelsesvilkår
Som udgangspunkt er der tale om en stilling på 37 timer ugentligt, med start den 1. april eller snarest derefter.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælpere.
Der vil blive tilknyttet rådighedstillæg og -forpligtelse til stillingen.
Menighedsrådets forslag til lønniveau er 28.893,94 kr. månedligt ved ansættelse på 37 timer om ugen (nutidskroner).
Vi indhenter børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte sognepræst i Apostelkirken Niels Nymann Eriksen på telefon 2348 0481, hvis du har spørgsmål til stillingens indhold. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte administrationschef Randi Stenholt-Jacobsen på telefon 2311 5606.
Du kan sende din ansøgning via linket på denne side senest den 15. marts 2023. Af hensyn til, at vi kan modtage din ansøgning og evt. vedhæftninger, skal alle filer være i pdf-format.
Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. april eller snarest derefter.
Folkekirken Vesterbro er Danmarks største sogn. Menighedsrådet har høje ambitioner og stærkt fokus på at være relevant kirke i tiden for folk på Vesterbro. For at møde forskellighederne på Vesterbro arbejder kirkerne med at udvikle forskellige profiler inden for en fælles ramme. Kirkerne drives og bæres af frivillige kræfter i tæt samspil med 14 præster og ca. 40 medarbejdere.