Korleder til Treenighedskirkens Drengekor

Korleder til Treenighedskirkens Drengekor, Skads Provsti, Ribe Stift

Har du lyst til at stå i spidsen for et anerkendt og veletableret drenge/mandskor, er denne stilling måske noget for dig. Treenighedskirkens Drengekor i Esbjerg søger ny korleder med tiltrædelse 1. august 2025. Som korleder har du det overordnede ansvar for korets repertoire, musikalske og kunstneriske niveau. Du medvirker til at fastholde og styrke de sociale bånd mellem korsangerne og udvikle drengenes sangtalent og glæde ved musikken. Du skaber et inspirerende miljø og binder fællesskabet af børn og voksne sammen.

Dine primære opgaver vil være:

  • at være den samlende figur, der påtager sig det kunstneriske, pædagogiske og sociale ansvar for korets fortsatte udvikling
  • at tilrettelægge og afholde koncerter
  • at planlægge og vælge repertoire
  • at afholde to ugentlige korprøver
  • at lede koret ved dets medvirken i gudstjenester i Treenighedskirken (kirkelige højtider, 1.søndag i advent, fastelavn og høstgudstjeneste) samt den afholde den årlige sommerkoncert og De ni læsninger i kirken
  • at deltage i en årlig koncertrejse
  • at arbejde med de yngste drenge i korets forskole, eller vælge at lade dette arbejde udføres af en anden korleder og samarbejde tæt med vedkommende
  • at afholde en årlig julekoncert i samarbejde med Konservatoriets Pigekor og Esbjerg Ensemble
  • at samarbejde med Den Ny Opera i forbindelse med koriske opgaver i sceniske produktioner
  • at samarbejde med andre danske drenge/mandskor, professionelle sangere og orkestre ved større koncertopførelser
  • at samarbejde med andre kor i forbindelse med udvekslingsbesøg fra såvel ind- som udland
  • at planlægge indspilninger samt evt. medvirke i radio/ TV
  • at indgå i bestyrelsen i koret og deltage i bestyrelsesmøder
  • at samarbejde med kirkens personale og korets forældre

Vi forventer at du:

  • har en musikalsk baggrund/uddannelse
  • har erfaring som korleder og har arbejdet med vokalmusik
  • har erfaring med formidling af musik til børn/unge/voksne
  • kan støtte drengene på klaver ved deres ugentlige korprøve
  • har et vist kendskab til repertoire for drenge/mandskor
  • er villig til også at arbejde på søn- og helligdage
  • har en smittende glæde ved musik og sang, og vilje til også at deltage i korets sociale aktivitet

Vi tilbyder:

  • en deltidsstilling på 15 timer med mulighed for yderligere opgaver i relation til koret
  • mulighed for kombination med stillingen som korleder for Konservatoriets Pigekor. Denne stilling søges via Syddansk Musikkonservatoriums stillingsopslag
  • løn efter kvalifikationer og arbejdsopgaver
  • at samarbejde med fast repetitør ved korets ugentlige SATB korprøve
  • et godt og inspirerende arbejdsmiljø i Treenighedskirken, med dygtige og engagerede medarbejdere samt et rigt og veludviklet musikliv i tilknytning til kirken
  • et godt sammenhold i koret med plads til humor og mange gode oplevelser
  • støtte fra og sparring med den afgående korleder

Treenighedskirkens Drengekor er grundlagt på inspiration fra den engelske drengekorstradition og har på sit repertoire altid haft kirkemusik. Som hjemmehørende ved Treenighedskirken i Esbjerg  medvirker det ved gudstjenester med salmesang, liturgi og korsatser. Koret, der netop har haft 60 års jubilæum, består p.t. af 42 sangere fra 9-58 år. (Mere info på https://www.treenighedskirken.dk/aktiviteter/kor/treenighedskirkens-drengekor) Koret drives som en selvstændig forening med en bestyrelse, hvor også korlederen indgår. Til koret er tilknyttet ‘kor-tanter’, der forestår praktiske opgaver ved korprøver, koncerter og rejser.

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte den nuværende korleder Lone Gislinge på lonegislinge@gmail.com eller +45 24 85 04 27.
Ansøgning sendes til formand for bestyrelsen Peter Søgaard på peter.herold@bbsyd.dk senest 1. maj.

Ansættelsesvilkår
Organister indplaceres på baggrund af uddannelse på forskellige overenskomster.
Alle beløb er opgivet for en fuldtidsstilling i nutidskroner pr. 1.4.2024. Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

KMOK/PO-organister/korledere

  • Årslønnen for ansøgere med eksamen som Kirkemusiker med orgel og korledelse (KMOK) aftales med Organistforeningen i henhold til det aftalte basisløntrinssystem.
  • Basistrin 1 udgør kr. 338.012 årligt (1.-2. år).
  • Basisløntrin 2 (fra 3. år) udgør kr. 355.136 årligt.
  • Rådighedstillægget udgør årligt kr. 40.772 for tjeneste ved 4 kirker eller flere.
  • Herudover kan der aftales kvalifikationstillæg.

DOKS-organister/korledere

  • Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn/AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 320.525 – 426.840 kr. årligt.
  • Der ydes rådighedstillæg i stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.070 – 70.000 kr.
  • Indplacering på løntrin og rådighedstillæg efter anciennitet.
  • Herudover kan der aftales kvalifikationsløn.

Kirkemusikere

  • Årslønnen for ansøgere, der ikke har en PO/KMOK-uddannelse eller Konservatorieuddannelse indplaceres på overenskomst for Kirkemusikere.
  • Lønnen aftales inden for intervallet 321.916 kr. – 458.730 kr. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen.
  • Rådighedstillægget udgør årligt 24.193 kr.
  • OK tillæg på 1.044 kr.
  • OK tillægget gives kun til kirkemusikere. Disse er omfattet af organisationsaftalen mellem Kirkeministeriet og CO10.
  • Aftale om lønindplacering for kirkemusikere indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk