Mungo Park søger Forestillingsleder

Til en nyoprettet fast stilling i vores produktionsteam!

Vi ønsker at styrke indsatsen for at skabe endnu bedre kvalitet i vores produktioner og en større kontinuitet i den daglige drift af vores repertoire og søger derfor en dygtig forestillingsleder i en fast stilling. 

Du vil indgå i et team med en scenemester, en tonemester, en belysningsmester, en tekniker og en produktionsleder. Hertil kommer et antal løst tilknyttet tekniske medarbejdere.

Teatret har ikke en in-house systue eller rekvisitafdeling. Visse af disse opgaver vil i forbindelse med produktioner være placeret hos eksterne aktører og evt. hos dig.

Hos Mungo Park vil jobbet som forestillingsleder dække over en bred vifte relaterede opgaver. Lige fra at besidde overblikket i prøvelokalet i forbindelse med produktioner til deltagelse i opsætning og nedtagning af forestillinger i vores repertoire, – både i Allerød, på Vestegnen, hvor vi er egnsteater i Gladsaxe, Albertslund og Høje-Taastrup samt på turné til kollegateatre.

Jobbet indeholder følgende hovedområder:

  • Forestillingsledelse under produktioner, – og i spilleperioder:
  • Planlægge og gennemføre prøver ud fra teatrets produktionsplaner.
  • Være bindeled mellem instruktør og relevante medarbejdergrupper i samarbejde med produktionslederen.
  • Være med til at sikre, at de forskellige medarbejdergruppers arbejde og bidrag til forestillingen er i tråd med instruktørens intention.
  • Medvirke til at forestillingernes kvalitet og udtryk bevares i repertoiret gennem flere sæsoner.
  • Skrive daglige rapporter om prøvernes og forestillingens udvikling.
  • Deltage i sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejdet.
  • Stå for reparationer af eller udskiftning af rekvisitter og kostumer, mm.
  • Deltage i nedpakninger, opstillinger ved skift af forestilling.
  • Diverse planlægningsopgaver, f.eks. vask og rens af kostumer, afregning af udlæg mm.
  • Deltagelse i teknikmøder og personalemøder
  • Evt. periodevis teknisk afvikling af forestillinger.
  • Regi og kostume ansvarshavende.
  • Andre teknisk/administrative registreringsopgaver.
     

I produktionsforløb arbejder forestillingslederen primært i prøvelokalet tæt samme med det kunstneriske hold. I spilleperioder vil der være tale om periodevis forestillingsafvikling samt deltagelse i skift mellem vores egne forestillinger i repertoiret. Herudover kan der være kortere turnéperioder. Forestillingslederen har desuden ansvar for vedligeholdelse og opdatering af teatrets kostume- og rekvisitbeholdning.

Som ensembleteater lægger vi vægt på at vores nye kollega vil være med til at videreudvikle det fælles fundament som vores organisation bygger på. Vi har igennem en årrække opbygget en effektiv og dynamisk metode til at skabe godt teater. Det betyder at vi alle arbejder konstruktivt og løsningsorienteret, også i pressede situationer. 
 

 Vi lægger vægt på, at du:

Er fagligt dygtig, enten med en relevant uddannelse, eller anden solid erfaring med teaterproduktion.

Har rigtig gode samarbejdsevner og til tider er villig til at arbejde udenfor eget fagområde. 

Er selvstændigt arbejdende og i stand til at tilrettelægge eget arbejde så effektivt som muligt med størst muligt udbytte.

Har gode kommunikationsevner, også når det gælder mægling og konfliktløsning.

Er nysgerrig og ansvarlig med en kreativ tilgang til udfordringerne.
 

Vi tilbyder:

Et spændende og varieret job, hvor udfordringer og krav om effektive produktionsforløb går hånd i hånd med interessante opgaver i et kreativt fællesskab.

Dygtige og engagerede kollegaer der hele tiden er med til at forløse teatrets kunstneriske ambitioner i velfungerende teams.

En dynamisk organisation, hvor du har indflydelse på, og medansvar for kvaliteten i teatrets produktioner og trivsel blandt kollegerne.

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge fordelt varieret over sæsonen i henhold til teatrets sæsonplan. Aften- og weekendarbejde vil forekomme. 

Lønnen ligger på niveau med andre egnsteatre og små storbyteatre.

Stillingen ønskes besat 1. august 2025.

Vil du vide mere om jobbet kan du kontakte produktionsleder, Bjarne Jørgensen på 30 82 77 96 bjarne@mungopark.dk eller adm. chef, Maja Ries på 27 52 20 08 maja@mungopark.dk 

Ansøgningsfrist er 10. december 2024. Vi behandler alle ansøgninger fortroligt. På baggrund af de indsendte ansøgninger udvælger vi et antal kandidater til samtaler, som vil ligge i uge 51.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning bestående af en kort ansøgning max 1 side og CV max 1 side, evt. suppleret af en videohilsen fra dig på lukket Youtube link på max 2 min. Ansøgning skal sendes til job@mungopark.dk

Med venlig hilsen
Mungo Park

ENSEMBLE
Mungo Park er et ensembleteater. Teatret og ensemblet består af få udvalgte mennesker, og det stiller krav om engagement og ildhu. På Mungo Park forventes det, at alle arbejder for teatrets bedste. Fordi vi tror på, at teatrets bedste er publikums bedste. Og publikum er de vigtigste mennesker i teatret og vores eksistensberettigelse.

De kollegiale forhold blandt alle teatrets personalegrupper er vigtigt for os. Vi giver stor tillid og gensidig forståelse til arbejdet i ensemblet. 

ET REPERTOIRETEATER
Mungo Park er et repertoireteater. Det vil sige, at en forestilling bliver i repertoiret så længe, vi synes, den er værd at spille og så længe, publikum har lyst til at komme at se den. Gode forestillinger er typisk i vores repertoire i årevis. Dårlige forestillinger lever til gengæld et meget kort liv.

Vi afvikler mange forestillinger. I de seneste sæsoner har vi spillet omkring 160 forestillinger i Allerød og 20-60 forestillinger på turné pr. år. Men grundlæggende laver vi en aftale med publikum: Vi tager ansvar for, at der er teater, der spiller i Allerød hver uge, og vi tager ansvar for, at det er noget, vi synes er godt. Derudover kan man møde os på Københavns Vestegn samt på turnéer i Danmark og udlandet.

TURNÉ
Teatret er opkaldt efter en opdagelsesrejsende. Og vi tager også på opdagelse i både ind- og udland. I princippet er alle Mungo-forestillinger turnéforestillinger. De skal kunne pilles ned og sættes op igen mange gange i forskellige rum.

Mungo Park er interesseret i at have nysgerrige medarbejdere, der hele tiden udvikler sig, fagligt såvel som personligt og opfordrer alle uanset alder, køn, etnicitet at søge.