Open Call – Filmisk huskunster søges

Open Call – Huskunster søges til filmlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro til foråret 2025.

Open Call – Huskunster søges

 

Dansk Talentakademis filmlinje søger en filmisk huskunstner i 2025.

 

Som noget nyt vil filmlinjen have en huskunstner tilknyttet vores akademi i foråret 2025.
 

Under forløbet vil filmeleverne lave deres egne filmproduktioner fra start til slut, og ideen er at din filmiske praksis og elevernes filmproduktioner væves sammen. Du får dermed en kunstnerisk mentorrolle for eleverne, med udgangspunkt i din egen filmiske praksis.

 

Os:

 

På filmlinjen lægger vi vægt på at omsorg, udvidelse af ens horisont og plads til kunstnerisk leg, er vejen til en fremtid med frihed som filmskaber. Vores håb er at du kan se dig selv i dette. Vi arbejder altid på at skabe et inspirerende filmmiljø, og har i den forbindelse samarbejder og undervisningsforløb med blandt andet CPH:DOX, Den Vestdanske Filmpulje, Rytmisk Musikkonservatorie, og de andre kunstneriske linjer på Dansk Talentakademi.

 

Dig:

 

Du er filmskaber med noget på hjerte, både kunstnerisk og socialt. Der er ingen krav til specifik uddannelse eller funktion i filmverdenen, så om du er instruktør, fotograf, producer eller noget tredje er ikke det vigtige, men vi forventer at du kender til en filmproduktion fra start til slut, elsker at skabe film sammen med andre, og at give af dig selv til næste generation af filmskabere.

 

Det er en fordel hvis du har undervisning eller mentorerfaring, men absolut ikke et krav.

 

 

Praktisk set

Forløbet vil strække sig over 8 uger i april/maj 2025, 7,5 timer ugentligt i forløbet, dvs. 60 timer i alt. Honoraret er på 36.000,-

 

Eleverne har som udgangspunkt undervisningspligt to dage om ugen, onsdag og torsdag 16:15-19:45, så en del af mødet med eleverne vil foregå her, men online mentorering, eller aftale om andre tidspunkter er mulige.

Indholdet i forløbet og detaljerne om helt praktiske forhold vil blive koordineret og udviklet i samarbejde med kunstnerisk leder Sebastian Cordes og faglig koordinator Símun Mohr, men der lægges stor vægt på frihed til dig og den måde du kunne tænke dig at være i forløbet på. Vi er klar over at der kan være logistiske og geografiske udfordringer givet vores lokation, og vil bestræbe os på at imødekomme oversete udfordringer, skulle de opstå.

 

Transport er derfor også betalt, og bolig/overnatning vil blive stillet til rådighed.

 

 

 

Ansøgning

Skriv max én side (2400 anslag) om dig selv, hvad du lægger vægt på hvad du går op i, i din egen filmiske praksis, og hvad du kunne tænke at filmelever fik ud af at have dig som huskunstner. Indsend også én sides cv. Er du forhindret i at skrive en ansøgning, for eksempel pga vanskeligheder ved det skriftlige, så modtages en videofil også gerne som ansøgning, på max 8 minutter.

 

Deadline for ansøgning er 15.7.2024.

Svar kan forventes senest 1.9.2024

 

Dansk Talentakademi generelt

Filmlinjen er en kunstnerisk talentuddannelse på Dansk Talentakademi, der er en kunstskole i Holstebro for kreative unge fra 16 til 25 år, der har lyst til at dyrke og udvikle deres kunstneriske udtryk. Her kan de vælge mellem linjerne dans, forfatter, film, musical & teater og kunst & design. På Dansk Talentakademi får de rammerne til at udfolde deres talent, bruge deres nysgerrighed og blive klogere på deres egen og andres kunstformer.

Filmlinjen hører til på Dansk Talentakademis campus, der huser de fem linjer af i alt cirka 80-90 elever, hvor cirka en tredjedel også bor på campus.