Open Call - nyt medlem til Horsens Teaterfestivals dramaturgiat
Horsens Teaterfestival søger et nyt medlem til festivalens dramaturgiat i perioden 2026-2029. Dramaturgiatets arbejde består i at se og anbefale forestillinger til festivalen og sparre omkring udviklingen af festivalen.
Vi søger et nyt medlem til dramaturgiatet for Horsens Teaterfestival fra januar 2026.
Horsens Teaterfestival er en kurateret festival, der præsenterer scenekunst for børn og unge, med fokus på bredde og alsidighed i forhold til målgrupper, genrer og formater.
Dramaturgiatets rolle er af stor betydning for programlægningen på Horsens Teaterfestival.
Festivalen har værdi både lokalt i Horsens Kommune, men også nationalt i scenekunstbranchen, og derfor bidrager dramaturgiatet til at styrke det samlede scenekunstområde for børn og unge til glæde for teatre, formidlere og publikum.
Dramaturgiatets arbejde består af:
- At se og anbefale forestillinger til Horsens Teaterfestival
- At sparre omkring udviklingen af festivalen
Det forventes, at et dramaturgiatsmedlem:
- Er med til at se forestillinger over hele landet og har mulighed for bl.a. at se forestillinger på Fyn og i Jylland
- Ser minimum 8 forestillinger pr. sæson
- Deltager i alle dramaturgiatsmøder – ca. 4 om året
- Kan se forestillinger i weekenden på KLAP-teaterfestival og kan deltage i det afsluttende dramaturgiatsmøde, som ligger søndag på KLAP-teaterfestival
- Er til stede på Horsens Teaterfestival, som hvert år finder sted 3. weekend i september
- Det forventes, at dramaturgiatet følger tendenser indenfor scenekunsten og har et godt netværk i miljøet.
Arbejdet honoreres med et mindre årligt vederlag samt dækning af udgifter til transport og ophold i forbindelse med møder og festivaler. Medlemmer af dramaturgiatet sidder i en periode på fire år.
Har du en faglighed indenfor scenekunst med en interesse for formater målrettet børn og unge, og har du lyst til at være med til at lægge programmet for Horsens Teaterfestival? Så send dit CV og en halv sides motiveret ansøgning til teaterfestival@horsens.dk
Deadline for ansøgning er mandag d. 8. december 2025 kl. 12:00.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til festivalens kunstneriske leder, Ditte Bichel, på dagb@horsens.dk