Open Call Skabninger Samlinger Performancerække
Med dette åbne call leder vi efter performanceværker til vores første performancerække i foråret 2026 (jan-maj). Vi leder efter kunstnere, der er interesseret i at vise på Astrid Noacks Atelier samt være med til at forme og deltage i det efterfølgende refleksionsformat på COSMOS.
Performance- og refleksionsplatform i foråret 2026
Skabninger Samlinger er et mødested for dansk performancekunst. En platform for visning og refleksion. Et samlingssted på tværs af generationer, kunstneriske praksisser og æstetiker og steder.
Skabninger Samlinger er et tilbagevendende rum for visning og refleksion over seks gange i foråret 2026. Astrid Noacks Atelier huser visninger og COSMOS – A Space for Community, Care and Healing danner ramme om intime, omsorgsfulde og fordybende formater for samtale og refleksion med og omkring performancekunst.
Skabninger Samlinger er en platform hvor vi som kunstnere, forskere, kuratorer og publikum, kan have længerevarende og fordybede udvekslinger og samtaler igennem og om performancekunsten. Et sted hvor vi kan udvikle sprog og diskurser og stille spørgsmål der åbner og som vi ikke forventer at have eller finde svar på. Et rum hvor performancekunsten, midt imellem billed- og scenekunsten, kunst og liv, teori og praksis, politik og kunst får lov til at fylde i al sin kompleksitet og uregerlighed.
Skabninger Samlinger er et uformelt og udviklende sted hvor vi samles, samler, skabes og skaber omkring performancekunsten. Skabninger Samlinger organiseres og kurateres af performancekunstner Sara Hamming og performanceteoretiker og kurator Storm Møller Madsen.
Open Call
Med dette åbne call leder vi efter performanceværker til vores første performancerække i foråret 2026 (jan-maj). Vi leder efter kunstnere, der er interesseret i at vise på Astrid Noacks Atelier samt være med til at forme og deltage i det efterfølgende refleksionsformat på COSMOS.
Hvem kan søge:
- Call’et er tiltænkt professionelle kunstnere, der arbejder med performancekunst.
- OBS: Vi har ikke budget til at støtte produktion af værker, kun visning.
- Vi er åbne for alle formater (både i forhold til tid, rum, antal performere mv.) der kan tilpasses visningstedet.
Hvad tilbyder Skabninger Samlinger:
- Kunstnerhonorar på 4000 kr pr. performer.
- Mindre materialebudget.
- Mulighed for at få dækket udgifter til transport og overnatning for kunstnere med længere rejseafstand.
Ting at overveje:
- Astrid Noacks Atelier danner ramme om performancevisningerne. ANA er 40 kvm med adgang til køkken og baggård samt udgang til Rådmandsgade. ANA ligger nær Banana Park og der er også mulighed for udendørs performances.
- Get-in er som udgangspunkt samme eftermiddag som visningen finder sted om aftenen.
- Det vil det være op til den enkelte kunstner/kunstnere at medbringe teknik /lyd og lys. Afvikler stilles til rådighed.
- Rummet er ikke mørklagt.
Ansøgningen skal indeholde:
- Kort beskrivelse af værk/visning (maks. 300 ord)
- Hvilke måneder kunstner(ne) er tilgængelige til visning og samtale (jan-maj 2026)
- Tekniske behov
- CV for de vigtigste involverede personer (maks. 1 side hver)
- Evt. materialebudget
- Fotos
Ansøgninger sendes til skabninger.samlinger@gmail.com. Deadline: 1. december 2025. Svar slut december.
Skabninger Samlinger er støttet af Statens Kunstfond.