Pianist med særligt fokus på akkompagnement, repetition og korledelse
Den Danske Scenekunstskole søger en pianist til at repetere og akkompagnere studerende på skuespiluddannelsen i København i og under deres sangundervisning. Der er fokus på kontinuerlig udvikling af instrumentet, og derfor ligger undervisningen næsten dagligt fordelt henover semesteret. Som pianist skal du desuden stå for skolens kor samt deltage i diverse musikalske projekter såsom evt. musikdramatisk forløb, revy m.m.
Stillingen er på deltid (50%)
VIL DU VÆRE MED TIL AT UDDANNE FREMTIDENS SKUESPILLERE?
Den Danske Scenekunstskole udvider den faste stab af undervisere og søger en pianist med særligt fokus på akkompagnement, repetition og korledelse knyttet til skuespiluddannelsen i København.
Den primære opgave er at repetere og akkompagnere studerende på skuespiluddannelsen i og under deres sangundervisning. Du kommer til at indgå i et læringsmiljø, hvor underviserne fra hver deres faglige ståsted bidrager til den enkelte studerendes udvikling og læring, og dit fokus vil være de kompetencer inden for scenekunstnerisk praksis, der knytter sig til både en stemmelig og sanglig og musikalsk forståelse. Da det drejer som om udvikling af skuespillerens instrument vil der være tale om kontinuitet i undervisningen, som ligger næsten dagligt fordelt henover semesteret. Du skal desuden stå for skolens kor samt deltage i diverse musikalske projekter såsom evt. musikdramatisk forløb, revy m.m.
Den Danske Scenekunstskole har fokus på det gode arbejdsmiljø. Du kommer til at arbejde tæt sammen med dine kolleager i København og skal kunne træde naturligt ind i et arbejdsfællesskab, hvor skolens undervisere og tekniske/administrative personale står tæt sammen om løsning af opgaverne.
Vi forventer, at du har lyst til at bidrage til det kollegiale fællesskab, og at du har gode samarbejds- og kommunikationsevner og kan begå dig i et kunstnerisk læringsmiljø, hvor der er fokus på tværgående samarbejde mellem afdelinger og fagligheder.
PRIMÆRE ARBEJDSOPGAVER
- akkompagnement og repetition af sangundervisning/sange på skuespiluddannelsen
- ledelse af skolens kor
- repetition og musikalsk deltagelse i musikdramatiske projekter
- aktiv deltagelse i skuespiluddannelsens fagmiljø sammen med den uddannelsesansvarlige og de øvrige undervisere med undervisnings- og udviklingsopgaver for øje
- faglig vejledning af studerende, individuelt og i grupper.
STILLINGSTITEL
Studielektor med særligt fokus på akkompagnement, repetition og korledelse
KVALIFIKATIONER
Som sangunderviser bliver du ansat som studielektor. Du kan læse mere om stillingskategorien i beskrivelsen af stillingsstruktur for kunstnerisk/videnskabeligt personale ved Den Danske Scenekunstskole.
Der lægges vægt på, at du:
- har solid undervisningserfaring på højeste niveau.
- har solidt kendskab til og forståelse af sang og musikalitet i en dramatisk sammenhæng og som en del af skuespillerens instrument.
- har idéer og visioner for undervisning og uddannelse af scenekunstnere.
Det er samtidig afgørende, at du interesserer dig for uddannelse og kan undervise og vejlede de studerende på skuespiluddannelsen.
LØN - OG ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen er normeret til 50 % af en fuldtidsstilling (svarende til 18,5 timer/uge).
Løn efter overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten. Der vil være mulighed for at forhandle individuelle kvalifikationstillæg.
Tiltrædelse er 1. august 2022 (eller efter aftale).
Personaleansvarlig er uddannelsesansvarlig for skuespil København, Julie Carlsen.
Du får fast arbejdssted på Scenekunstskolens campus i København, men forventes også ind imellem at kunne være til stede på Scenekunstskolens øvrige adresser i Aarhus, Odense og Fredericia.
ANSØGNING
Søg stillingen via Scenekunstskolens ansøgningsportal senest den 19. maj kl. 10.
Ansøgninger, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke komme i betragtning.
Ansøgningen skal indeholde:
- en motiveret ansøgning
- CV med en detaljeret oversigt over dit kunstneriske virke
- relevante eksamensbeviser og/eller faglige bedømmelser
- undervisningsportfolio med kort redegørelse for dine pædagogiske erfaringer (maks. 3 sider à 2.400 anslag inkl. mellemrum).
Nærmere oplysninger om ansøgningsprocessen og stillingen kan fås ved henvendelse til nuværende uddannelsesansvarlig for skuespil København Julie Carlsen (juca@scenekunstskolen.dk / 4029 5883).
DDSKS ser forskellighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
ANSÆTTELSESPROCEDURE
Alle ansøgninger vil blive gennemgået af et bedømmelsesudvalg nedsat af rektor. Bedømmelsesudvalget foretager en uvildig bedømmelse af, om ansøgerens kvalifikationer lever op til kravene for ansættelse som studielektor. Bedømmelsesudvalget anbefaler ikke bestemte kandidater til stillingen. Alle ansøgere får direkte besked om udfaldet af denne proces.
Blandt de kvalificerede ansøgere indkaldes til samtaler den 23. og 24. juni 2022.
DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE
Den Danske Scenekunstskole er en kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet. Skolen er hjemsted for et moderne, kunstnerisk læringsmiljø, der inspirerer til nye tænkemåder, kunstneriske udtryk og socialt engagement.
Med videregående uddannelser på bachelor-, kandidat- og diplomniveau fordelt på campusser i Aarhus, Fredericia, Odense og København uddanner skolen toneangivende scenekunstnere med en solidt funderet praktisk og teoretisk faglighed og en kritisk bevidsthed om kunstens rolle i samfundet.
Gennem forskning og udvikling af nye værker, viden og metoder inden for et bredt spektrum af scenekunstneriske discipliner er skolens undervisere og studerende med til at udvikle scenekunstens fagområder og sætte aftryk på kunst- og kulturlivet nationalt og internationalt.
Læs mere på ddsks.dk.