Teaterdirektør til Aalborg Teater

Vil du lede Nordjyllands største kulturproducent? Kan du være ansigtet udadtil og tiltrække flere publikummer? Så er det måske dig Aalborg Teater søger.

Du gør en forskel – ej blot til alvor

Som teaterdirektør er du øverst ansvarlig for teatrets daglige ledelse og økonomiske drift. Du fungerer hertil som professionel rådgiver og sparringspartner for bestyrelsen.

Du skal med nytænkning og aktualisering af klassikere medvirke til skabelsen af nye værker og sceniske udtryksformer, og du skal have interesse for mangfoldigheden i de tilbud, som landsdelsscenen skal kunne give. Dit fokus bliver at fastholde det trofaste publikum og tiltrække nye teatergængere bl.a. via inddragelse og deltagelse.

Teaterdirektøren skal prioritere ensembleteatret og have evnen til åbent og tillidsfuldt at samarbejde, såvel internt med medarbejderne som eksternt med teatrets samarbejdspartnere, det omgivende kulturliv og alle tilgængelige medier.

Dine nøgleopgaver omfatter herudover:

  • ansvaret for teatrets kunstneriske linje
  • udfoldelsen af repertoireteatrets muligheder samt repertoireplanlægning
  • tiltrækning og fastholdelse af skuespillere, instruktører og andet kunstnerisk personale
  • ledelse af de medarbejdere, der er tilknyttet den kunstneriske produktion.

Aalborg Teater arbejder på at opføre et nyt teater i byen, og da udviklingen af dette projekt er i fuld gang, forventes du at engagere dig i dette arbejde. Da stillingen som teaterdirektør fordrer stor synlighed og engagement i lokalområdet, vil bosættelse i Nordjylland være hensigtsmæssig.

Ambitiøs katalysator for kunstnerisk og publikumsmæssig udvikling og vækst

Hos Aalborg Teater er der høje ambitioner. Du er kunstnerisk ambitiøs på teatrets og medarbejdernes vegne, og du tør udfordre og tænke nyt samtidig med, at der er blik for værdien af etablerede teatertraditioner.

Dine kunstneriske ambitioner er afgørende, og du kan eksekvere strategien for at fastholde og videreudvikle en af landsdelens førende kulturinstitutioner. Du kan kombinere det høje kunstneriske niveau med en sikker hånd i forhold til den kommercielle vinkel på teatrets virke.

Du trives i rollen som den samlende figur og katalysator for de kunstneriske processer, hvor nyskabende scenekunst og mere traditionsbundne forestillinger sikrer kunstnerisk udvikling og stor tilslutning til aktiviteterne på teatret.

Som leder ved du, at de bedste resultater opnås, når ledere og medarbejdere oplever sig set, hørt, forstået og positivt udfordret, så alle på Aalborg Teater, hver for sig og samlet, udnytter deres fulde potentiale. Du tør stå ved dit ledelsesansvar, og du skal have forståelse for de særlige ledelsesmæssige udfordringer, der opstår i spændingsfeltet mellem de kunstneriske skabelsesprocesser og de nødvendige tekniske og administrative rammer.

Din baggrund kan være instruktør, dramaturg, skuespiller eller eventuelt erfaring fra film- eller mediebranchen koblet med stor, dokumenteret viden om teaterforhold. Du forventes at have ledelsesmæssig erfaring, herunder gerne erfaring med ledelse gennem ledere.

Den rette kandidat:

  • har stor indsigt i scenekunsten nationalt såvel som internationalt, og viden om kulturlivet i øvrigt
  • er en inddragende og nærværende leder
  • er inspirerende, rummelig og tillidsvækkende og bliver et naturligt samlingspunkt
  • er kommunikativ stærk og er Aalborg Teaters ansigt udadtil
  • har økonomisk indsigt
  • har et bredt funderet kunstnerisk udsyn, både nationalt og internationalt.

Det får kandidaten

Jobbet indebærer:

  • mulighed for at eksekvere en ambitiøs strategi
  • ansvaret for at lede en markant, nordjysk kulturinstitution
  • en bred berøringsflade, internt og eksternt
  • en dagligdag blandt passionerede medarbejdere
  • tæt samarbejde med en aktiv bestyrelse.

Stillingen skal tiltrædes pr. 1. august 2023, men teaterdirektøren vil blive tilknyttet som konsulent allerede pr. 1. september 2022 med henblik på at udarbejde repertoire for sæsonen 2023/24. Nuværende dramaturger samt teaterdirektør bistår med dette i det omfang, det ønskes. Teatret betaler honorar for dette arbejde.

 

Aalborg Teater er en landsdelsscene og Nordjyllands største kulturproducent, som kan føre sin historie tilbage til 1860’erne. Teatret er en selvejende institution med et budget på ca. 58 mio. kr. inkl. tilskud fra Kulturministeriet. Der er ca. 80 fastansatte medarbejdere og et besøgstal på omkring 85.000 gæster pr. sæson. Der opføres i alt ca. 350 forestillinger pr. sæson.