Teaterfestivalen CPH STAGE søger kommunikationsmedarbejder
Teaterfestivalen CPH STAGE søger fra november 2022 en kommunikationsmedarbejder, som vil være med til at løfte festivalens kommunikation til nye højder. Kan du skyde en god video, kan du skrive en fængende tekst og kender du de seneste Instagram hacks? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig!
CPH STAGE
Hvert år fylder CPH STAGE København med spektakulære danske og internationale teaterforestillinger. Over ti dage summer byen af festivalstemning, og foruden de mange forestillinger præsenterer festivalen også talks, workshops, koncerter mm. Festivalen har eksisteret siden 2013 og løber i år fra den 1.-10. juni. På vores lille festivalsekretariat arbejder vi tæt sammen og løfter i flok. Vi løber stærkt, når det kræves, men kan også godt lide kage og en fyraftensdrik. Alt det håber vi, du har lyst til at være en del af.
OM DIG
Vi forventer, at du har erfaring med at arbejde med skriftlig kommunikation i både korte og længere formater. Derudover består en stor del af arbejdet i at producere videomateriale til kampagner, og du skal derfor kunne fremvise en eller flere videoer, du tidligere har lavet. Sidst, men ikke mindst ser vi meget gerne, at du har erfaring fra eller har en stor interesse for kulturbranchen.
PRIMÆRE OPGAVER
- Producere videoindhold til vores marketingskampagner på sociale medier
- Være med til at styre CPH STAGE’s sociale medier
- Assistere ved tekstarbejde både digitalt og på tryk
- Diverse ad hoc opgaver såsom hjemmesideopdatering, billedredigering, registrering mm.
Alle opgaver vil blive løst i tæt dialog med den kommunikationsansvarlige, men der vil være en stor grad af frihed til at udvikle og sætte sit præg på flere af opgaverne.
PRAKTISK
Stillingen er på 37 timer/uge og er sat til at løbe over syv måneder med start 1. november og frem til slutningen af juni 2023. Arbejdstiden vil blive vi fordelt således, at du i efteråret vil være ansat deltid og efter jul fuldtid.
Send din ansøgning til signe@cphstage.com senest mandag d. 17. oktober og skriv ”Kommunikationsmedarbejder” i emnefeltet.
Har du spørgsmål, er du også meget velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Signe Demant Hansen på signe@cphstage.com