Teknisk UX/UI-designer til digitalisering af Rejsekort

Brænder du for design, UI og den gode brugeroplevelse? Og vil du være med til at gøre det nemmere for de rejsende at bruge den kollektive transport – så har vi brug for dig.

Din rolle

Hos Rejsekort & Rejseplan A/S er vi ved at bygge fremtidens produkter, der skal gøre det nemmere at rejse over hele Danmark. For at lykkes med den mission søger vi en struktureret, engageret og idérig UI/UX- designer, som kan være drivkraften i at videreudvikle og forankre vores designlinje, samt udtænke nye koncepter.

Som vores nye UX’er skal du være med til at designe den sømløse brugeroplevelse for flere nye produkter, mens du også skal være med til at videreudvikle vores eksisterende RejseBillet og Rejseplanen. Konkret kommer du til at være en del af vores lille UX/CX-team, som med dig vil tælle fem. Vores andre UX’ere er rigtig stærke på User Research og design, og derfor har vi brug for dig, der er stærk på UI og har en mere teknisk viden, og som også finder glæde i at brugerteste dine løsninger og indsamle research. Vi tror på, at løbende sparring og samarbejde fører til bedre resultater. Derfor er I altid to på et projekt – dog med en klar lead – ligesom der at indlagt to ugentlige sparringer med hele teamet.

Om dig

Du har ikke kun øje for visuelt design og har erfaringen til at kombinere æstetik og brugervenlighed – du er også klart teknisk anlagt. Du har ikke kun taget et kursus i programmering for at kunne tale med udviklere, men du kan faktisk ikke helt lade være med nogle gange selv at sætte dig ned og programmere noget. Selvom vi ikke udvikler vores løsninger selv, kan du bidrage med din konkrete viden om forskellige løsninger, værktøjer og metoder, når der skal tales tech stack/metode for udvikling af web eller apps.

Vi forventer, at du har erfaring med at arbejde med brugerrejser, segmentering i forhold til forskellige brugergrupper, app/web-design og generelle UX-konventioner. Du skal kunne afdække og forstå brugeradfærd og brugerbehov og omsætte det til krav til, hvordan løsningen giver den ønskede brugeroplevelse. Du skal desuden have kendskab til gældende krav om tilgængelighed (WCAG), og hvordan det omsættes i praksis.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har minimum fem års erfaring med UX/UI-design til web og app
  • Er superbruger i Figma
  • Har erfaring med at sikre (web)tilgængelighed i alle dele af en løsning – både på web og mobil

Vi ser gerne-men det er ikke afgørende-at du:

  • Har en bred metodisk værktøjskasse inden for design og brugervenlighed samt involvering af brugere i udviklingen af løsninger
  • Har interesse for og erfaring med at designe gode brugeroplevelser til både web og apps
  • Er dygtig til at visualisere og formidle dine idéer til produktteam og interessenter
  • Har gode samarbejdsevner og er god til at give og modtage feedback samt sparre med dine kollegaer

Dine opgaver

  • Design af brugergrænseflader og prototyping
  • Identificering af brugerbehov, kortlægning af brugerrejser og udvikling af nye produkter
  • Brugertest
  • Videreudvikling på eksisterende produkter som Rejseplanen
  • Opfølgning og forbedring af løsninger efter launch
  • Visualisering af løsningsskitser som alle kan forstå og diskutere
  • Udarbejdelse af endelig design og overlevering til udviklere/leverandør

Hvorfor skal du søge jobbet som UX/UI-designer hos os?

Vi tilbyder:

  • En række spændende UX-opgaver, hvor du kommer til at arbejde med produkter, der når ud til en rigtig stor målgruppe
  • Stor indflydelse på nye og eksisterende produkter til både web og mobil
  • Stor indflydelse på, hvordan vi skal arbejde med UX-design i fremtiden og arbejdsform
  • Dedikerede kollegaer og ledere, der prioriterer gode brugeroplevelser i udviklingen af løsninger
  • Mulighed for at arbejde med alle designfaser fra behovsafdækning og idéudvikling til eksekvering og design af interfaces

Kollegerne

Du bliver en del af en organisation, hvor godt humør er en vigtig del af hverdagen. Vi går motiveret på arbejde, og vi ved, at samarbejde er centralt for, at vi lykkes. Omgangstonen er anerkendende og involverende, og dine kolleger vil være parate til at dele erfaringer, viden og sparre med dig. Vi har fredagsbar en gang om måneden, og så er der halvårlige fester og andre sociale arrangementer. Kort sagt kan vi godt lide hinandens selskab og på tværs af organisationen.

Det motiverer og driver mig at være en del af et meningsfuldt og kendt brand, som samtidig er et vigtigt produkt for samfundet. Jeg er stolt af at være med til at udvikle de løsninger, vi skal bruge i den kollektive transport i fremtiden.

Nina Roth Lange, projektleder

Lønnen og personalegoderne

Vi matcher dine kvalifikationer og kompetencer lønmæssigt. Vi har en attraktiv arbejdsgiverbetalt pensionsordning på 15 %, overenskomster for alle ansatte i organisationen og sundhedsforsikring gennem PFA. Der er kantineordning, massageordning, gratis parkering, fairtrade kaffe samt økologisk frugt og grønt. Vi har et fleksibelt arbejdsmiljø, som tillader dig at balancere hverdagen, så den passer bedst muligt ind i dit liv. Der er også mulighed for at arbejde hjemmefra, hvis det vel at mærke passer ind i opgaveløsningen.

Stillingen som forretningsudvikler er en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Ansøgning og kontakt

Du behøver ikke at sende en motiveret ansøgning, men vi vil gerne se dit CV og din portefølje, hvor du kan skrive et par linjer om, hvorfor du søger stillingen. Ansøgere vurderes løbende, og relevante kandidater indkaldes løbende til samtale.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Senior Product Manager, Katrine Maria Krzeminski, kmk@rejsekort.dk, tlf.: +45 20 96 06 94.

I forbindelse med ansættelse indhenter vi straffeattest.