Testkoordinator søges til DR’s Digitale produkter

Brænder du for at understøtte dr.dk og vil du gøre karriere i en koncern der leverer public service, som skaber værdi for seere, lyttere og brugere over hele Danmark?

DR Digitale Produkter binder idé, design, implementering, test og glade brugere sammen. Som testkoordinator tester du nye ideer og produkter inden brugerne får dem til rådighed via manuel og automatiseret test. Sammen sætter vi en ære i at være eksperter på vores område, så vi kan rådgive om de bedst mulige løsninger. Der er plads til at du kan være med til at softwareteste nye applikationer fra bunden, samtidig med at du kan arbejde fokuseret på den eksisterende portefølje.

Fleksibilitet - i dagligdagen og i kompetencer 

I DR Digitale Produkter er vi ca. 100 dedikerede medarbejdere med en stærk faglig identitet og gode sociale relationer. Vi bygger nogle af Danmarks mest benyttede digitale produkter og vi lægger stor vægt på arbejdsglæde og at vores medarbejdere udvikler sig personligt og fagligt. Du bliver ansat i Test, DevOps og DataOps, men det primære arbejdssted vil være Web&Apps, som er en kreativ og ung afdeling, der giver dig gode muligheder for at afprøve dine testkompetencer i en bred portefølje af teknologier og fagligheder.  

Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse på 1 år, med mulighed for forlængelse. Du kommer til at samarbejde i et agilt team med en uformel omgangstone.

Teknologi, softwaretest og gode brugeroplevelser

Du kan være med til at sætte strøm til nutidens og fremtidens DR og spille en væsentlig rolle i den digitale transformation. Vi har hver dag fokus på stabil drift og gode brugeroplevelser, mens vi kigger fremad mod nye måder at løse opgaverne på. Du brænder for og har erfaring med softwaretest. Du synes, at det kunne være spændende at være en del af et produktteam, hvor produktet benyttes dagligt af en stor del af den danske befolkning. Kode som er veldokumenteret og gennemtestet tiltaler dig og du trives med at være opsøgende og i dialog med udviklere, PO’er, UX’er og andre testere (i et tæt samarbejde).

Dine væsentlige arbejdsopgaver som testkoordinator bliver især: 

  • Manuel test af DRs Digitale produkter – primært dr.dk og nyhedsapp’en
  • Løbende nytænkning og optimering af test-praksis og generelt test-setup
  • Sparring med Product Owners, UX og Design om prioritering af testcases, bugs og omfang af testsetup
  • Koordinere softwaretest på tværs af fagligheder

Vi forventer at du:

  • Har erfaring fra en lignende stilling
  • Har erfaring med design, planlægning, afvikling og dokumentation af softwaretest
  • Har erfaring med jira og confluence
  • Har en naturlig interesse i, hvordan vores produkter anvendes af vores slutbrugere
  • Kan holde både det store overblik, og gå ned i detaljen, da du skal arbejde med forskellige typer softwaretest og hardware
  • Er kreativt tænkende, og har lyst til at være med til at præge vores testprocesser
  • Er selvkørende, meget struktureret og ansvarlig
  • Er positiv, serviceminded og har gode sociale kompetencer
  • Har kendskab til testværktøjer, metoder og automatiseret test

Kort sagt - så har vi brug for medarbejdere, der vil mere. Vi investerer i vilje og talent. 

Ledelsen i DRs teknologiorganisation forstår vigtigheden af både en agil organisation og coaching og bakker op, hvor det er muligt. DR er en familievenlig arbejdsplads hvor vi bestræber os på at skabe en fornuftig sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv.  

Kontakt 

DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. 

Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har metro lige til døren. 

Du er velkommen til at kontakte Centerchef Jesper Persson på 2854 4820 eller jper@dr.dk, eller teamleder Cenia Damkjær Petersen på 2854 3181 eller cepe@dr.dk, hvis du vil vide mere om stillingen. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. 

Samtaler afholdes løbende, og der ansættes, når den rette kandidat er fundet.

Ansøgningsfristen er den 15. august 2021