TV 2 Grafik søger Art Director

TV 2 Grafik søger en visionær Art Director, som aktivt vil indgå i arbejdet med at udvikle vores grafiske produkter, så vi også fremadrettet kan levere stærke visuelle løsninger til alle TV 2s platforme.

TV 2 er et digitalt mediehus, hvor det grafiske udtryk spiller en stor rolle for alle vores visuelle produktioner. TV 2 Grafik designer, udvikler og leverer dagligt grafik til nyheder og sport på live TV, visuel storytelling på TV 2.dk og TV 2 PLAY.

Stillingen

Du får ansvaret for det visuelle udtryk, som TV 2 Grafik leverer til alle TV 2’s producerende afdelinger. Med stærke visuelle og kommunikative evner skal du bidrage til at levere høj grafisk kvalitet til alle samarbejdspartnere i huset. Du bliver en del af et stærkt og kompetent team af grafikere, hvor det er en væsentlig og naturlig del af dagligdagen at dele viden og give hinanden konstruktiv feedback.

Du kommer til at arbejde ud fra vores lokation på Kvægtorvet i Odense, men skal påregne ca. 4 arbejdsdage om måneden på kontoret på Teglholmen i København, afhængig af igangværende projekter. Du skal kunne arbejde med en grad af skiftende arbejdstider, da stillingen indgår i den daglige grafikproduktion til lineært TV og digitale platforme.

Dine primære arbejdsopgaver

Som Art Director går du forrest i udviklingen af grafiske koncepter til nye programformater og events, og du har ansvar for udarbejdelse og vedligeholdelse af Design Guides. Det er essentielt, at du interesserer dig for og vil forstå de mange workflows og leverancer, TV 2 Grafik arbejder med.

Sammen med TV 2 Grafiks leder holder du dig løbende ajour med de designopgaver, som TV 2’s producerende afdelinger bestiller. Du planlægger designforløb således, at milestones og deadlines kan overholdes.

Sammen med TV 2 Grafiks kreative team har du ansvar for at videreudvikle og vedligeholde det eksisterende visuelle udtryk til Nyhederne, News, Sporten, Event og TV2.dk. Du udarbejder i samarbejde med kolleger i teamet grafisk præsentationsmateriale, som kan danne grundlag for beslutningsprocesser vedrørende grafiske udtryk.

Din profil

I en travl hverdag med mange forskelligartede opgaver har det stor betydning, at du besidder evnen til at bevare overblikket og prioritere opgaverne, så de bliver løst hurtigt og til modtagernes tilfredshed.

  • Du har en relevant design- eller grafisk uddannelse, og du har erfaring med en bred vifte af grafik- og animationsprodukter. Det vil blive set som en fordel, hvis du har erfaringer med Vizrt’s broadcast grafik løsninger, Adobe Creative Cloud, Blender og Unreal.
  • Du har siddet i lignende stillinger, gerne fra TV- eller lignende medieproduktionsvirksomhed.
  • Du er naturligt nysgerrig og ambitiøs, og holder dig løbende opdateret med globale design trends såvel som grafikworkflows og -teknologier, der anvendes i den grafiske branche generelt.
  • Du ved, at videndeling er en væsentlig del af jobbet, og besidder evnen til at dokumentere, beskrive samt kommunikere løsninger, så dine kolleger og samarbejdspartnere kan få glæde af dine erfaringer.
  • Du griber ud efter opgaver og sætter en ære i at følge dem til dørs.

Vi tilbyder

En afvekslende og udfordrende hverdag i et kreativt, uformelt og dynamisk miljø, hvor der er plads til den enkelte, og hvor du får mulighed for at udnytte og udvikle dine kompetencer sammen med dygtige kolleger. Vi er nysgerrige på at lære nyt og blive dygtigere. Vi ved samtidig, at når vi tænker og handler som et hold, kan vi skabe meget bedre resultater.

Ansøgning

Sammen med dit CV og en motiveret ansøgning sender du os gerne eksempler på dine tidligere produkter. Vi lægger vægt på, at du i din ansøgning eller CV beskriver, hvordan du konkret opfylder de faglige kriterier nævnt ovenfor, gerne med konkrete eksempler.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og vi holder løbende samtaler.

Ansøgningsfrist:

1. maj 2022

 

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte

Niels Borg
Grafikchef
nibb@tv2.dk
Tlf.: 22984181