UI-designer til Visma Dinero

Er du klar til at iføre dig UI/UX-førertrøjen? Kan du sætte dig ind i vores brugeres behov og skabe den bedste brugeroplevelse? Vil du arbejde i en spændende, innovativ og sjov virksomhed? Så er du Visma Dineros nye UI/UX Designer!

Den rigtige profil

Du bliver vores 70.000 brugeres vigtigste repræsentant. Du får nemlig ansvaret for at sikre dem en let og effektiv regnskabs-oplevelse. Måske er du vokset op med en grafisk uddannelse og har senere gjort dig klog på UX.

Du har lyst til at sætte dig ind i vores brugeres udfordringer og behov, og du bruger din viden, erfaring og værktøjskasse til at skabe nye og bedre løsninger til dem. Og så er du en haj til Adobe-pakken.

Du er klar på at udfordre os på regnskabsprogrammets eksisterende arbejdsgange, og så er du nørd med stort N: Du kan slet ikke lade være med at følge med i de seneste nyheder og trends indenfor dit felt, og du er nysgerrig på design og processer. Derudover har du både gode grafiske og kommunikative evner.

 

DINE OPGAVER bliver primært at forstå brugernes behov og designe den gode brugeroplevelse på både webapplikation og mobilapps i tæt samarbejde med en product manager, før dette overleveres til vores frontend- og mobil-udviklere.

Vi sætter en ære i, at alle og enhver uden nogen form for regnskabserfaring skal kunne lave sin virksomheds regnskab uden hovedpine og hjertebanken. Du skal sikre, at vi fortsætter den kurs og endda bliver endnu bedre, uanset om brugeren foretrækker at lave regnskab på computer eller telefon.

Det er et plus, hvis du har erfaring fra en SaaS-virksomhed og har erfaring med mobile designs til Android og/eller iOS. Det er dog ikke et krav.

 

Derfor skal du arbejde hos os

I Visma Dinero bliver du en del af en voksende virksomhed med cirka 70 medarbejdere. Vi er ambitiøse og har det sjovt, mens vi udvikler fremtidens regnskabsprogram. Og så elsker vi at være sociale med hinanden til alt fra fredagsbarer til eftermiddags-oplæg (fx med Morten Spiegelhauer og Rasmus Tantholdt).

Vores medarbejdere fortjener at gå glade på arbejde. Vi arbejder 37 timer om ugen og ikke mere end det, og vi værner om, at du også har et liv udenfor arbejdsplads. Så når vi holder fri, så holder vi fri.

I Visma Dinero får du alt det gode fra et startup – højt til loftet, kort fra tanke til handling, sociale arrangementer, muligheder for at udfordre, prøve noget helt nyt og nogle gange fejle i den proces – og alt det gode fra en stor koncern: Konkurrencedygtig løn, pensionsordning, sundhedsforsikring, gratis massageordning, gratis morgenmad, lækker frokostordning, bordfodbold, sodavand og alt muligt andet. Og så får du fornøjelsen af vores nybyggede hovedkvarter i Carlsberg Byen. 

Vi har et stort fokus på vores medarbejderes fysiske helbred. To gange ugentligt mødes vi hos en personlig træner i Valby. Vi har fitnesscenter i bygningen, spiller paddletennis flere gange om måneden, og om sommeren kører vi på mountainbike i Hareskoven. Det er selvfølgelig gratis og frivilligt.

 

Vil du ansøge?

Så send din ansøgning, CV samt portfolio eller andre relevante henvisninger til arbejde, du tidligere har lavet.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til kontakte Camilla Bengtsson på camilla@dinero.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.