Underviser på linjefaget Design

Krabbesholm Højskole søger pr. 4.1.2024 en underviser på linjefaget Design

Hvem du er

Vi forestiller os, at du har en uddannelse fra en designskole eller en tilsvarende baggrund. Ideelt set har du tegnestue-, værksteds- og/eller undervisningserfaring og har arbejdet med bæredygtighed indenfor design. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med to af skolens  andre linjefagslærere i design/ beklædning/ møbeldesign. Der er tale om en tidsbegrænset heltidsstilling i seks måneder fra 04.01.2024 til 25.06.2024.  

 

Hvem vi er

Krabbesholm Højskole ligger mellem Limfjorden og Krabbesholm Skov i gamle herregårdsbygninger fra 1565. Vi har tegnesale, værksteder og vores eget galleri, Four Boxes Gallery, hvor både skolens elever og undervisere udstiller i veksel med etablerede kunstnere. Vi har 115 elever, som specialiserer sig på højskolens linjefag: kunst, arkitektur, design og visuel kommunikation. Fundamentet for designfaget på Krabbesholm er troen på, at design kan bidrage til forandring. Bæredygtighed og samfundsmæssigt ansvar er centralt for under- visningens form og indhold.

 

Undervisningen

En del af undervisningen er baseret på vejledning. Det betyder, at underviseren løbende besøger eleven ved arbejdsbordet og gennemgår skitser, modeller, o.l. En anden del af undervisningen foregår på skolens værksteder, hvor der er tilgang til laserskærer, 3D printer, keramik-, glas- og træværksted, tryk- og syværksted. Den enkelte elev understøttes i sin individuelle udvikling igennem hele projektforløbet. Vi arbejder nysgerrigt, perspektiverende og eksperimentelt med materiale, form og proces. Eksempler på undervisningsprojekter ses her: https://krabbesholm.dk/da/Linjefag/Design

 

Vi kan tilbyde

  • Plads til at udfolde dig og undersøge nye områder og strømninger indenfor design og bæredygtighed
  • En inspirerende arbejdsplads i de skønneste omgivelser
  • Et levende fællesskab med både kolleger og elever
  • Et stort netværk af designere, kunstnere og arkitekter
  • Et stærkt team og dygtige kolleger
  • Fantastisk mad døgnet rundt fra vores dygtige køkken

 

Dine kvalifikationer

  • Du er designer, gerne med et fokus på beklædnings-/tekstildesign, og har glæde ved formidling
  • Du har måske erfaring med blandformer af fagområder, måske har du en “craft”-tilgang
  • Du er nysgerrig på og har erfaring med nye materialer
  • Du er en underviser, der kan træde ind i et værkstedsbåret fag, og du kan se dig selv i fagets bredde
  • Du er både god til at arbejde selvstændigt og i tæt samarbejde med dine kolleger
  • Du vil gerne bringe dine egne idéer til bordet
  • Du har lyst til både undervisning af og samvær med yngre mennesker og er nysgerrig overfor tidens problemstillinger

Du underviser 22 uger i forårssemestret. Rundt regnet udgør en tredjedel af din arbejdstid undervisning, en tredjedel forberedelse og dokumentation, og en tredjedel af dit arbejde består i at indgå aktivt i højskolens dagligdag med bl.a. morgensamlinger, foredrag, ganggrupper, fester, weekendarrangementer og dagligt samvær med eleverne. 

Højskolen stiller en bolig til rådighed.

Ansøgning med CV og Portfolio skal være os i hænde senest d. 12. november. Jobsamtalerne finder sted den 24. november 2023. Ansøgning sendes til post@krabbesholm.dk

Du er velkommen til at kontakte Maj Lind Behnk for at høre nærmere om stillingen: 28199399