Videoproducer
Altinget søger en stærk videoproducer til liveproduktion af webinarer og virtuelle events
Vil du være med til at præge udviklingen af digitale og hybride live-produktioner og events hos landets største, politiske medie- og videnshus?
Hvis du har erfaring med at tilrettelægge og gennemføre online liveproduktioner og livestreaming fra fx konferencer, og hvis du med stor interesse og lethed jonglerer med nye digitale formater og software for virtuelle events og webcasts, så er her en helt unik jobmulighed hos Altinget og Mandag Morgen.
Til en nyoprettet stilling søger vi nemlig en videoproducer, der kan spille en vigtig udviklende, koordinerende og eksekverende rolle i forhold til vores hastigt voksende opgave-portefølje af både webinarer, virtuelle møde- og konferenceformater, liveproduktioner og livestreaming af både større og mindre events.
Allerede i foråret 2021 vil du fx være producer på en serie nordiske 'digitale roundtables' styret fra vores webcast studio; for en række dagsordensættende hybride live-debatter fra Altingets Gård; for Altingets og Mandag Morgens Folkemøde 2021 program - blot for at nævne nogle eksempler. Det er samtidig vores forhåbning, at den rette kandidat selv er ferm med et videokamera, har erfaring med kommerciel SoMe videoproduktion og -redigering, og elsker at skabe inspirerende fortællinger, især til brug for marketing.
Dine opgaver
Du får ansvaret for alle de AV-teknisk-faglige aspekter af de mange kommercielle live video- og online- produktioner i Altinget og Mandag Morgen - lige fra idéudvikling i tæt samarbejde med intern projektleder og kunde/samarbejdspartner over selve afviklingen til den afsluttende postproduktion.
Du leverer teknisk-faglig indsigt, inspiration og sparring i forskellige interne og eksterne projektteams, hvor livestreaming og online-liveproduktioner indgår. Det sker både i indledende faser af et projekt og under budgetforhandlingerne, og kontinuerligt gennem projektforløbet.
Du vil i det daglige være ansvarlig for vores webcast studio og vores gårdscene set-up med video/lyd/storskærm inkl. ansvarlig for indkøb- og vedligehold af udstyr.
Du bidrager for produktion og redigering af video content til brug i annoncering på Altinget og Mandag Morgens SoMe kanaler.
Du bidrager med din erfaring, kreativitet og fremsyn til at igangsætte og udvikle nye spændende formater, produkter og content inden for dit felt - både til koncernens redaktioner og kommercielle indholdsafdelinger.
Din profil Det er ikke afgørende, at du har mange års erfaring fra arbejdsmarkedet, men vi leder som minimum efter en kandidat, som kan nikke genkendende til nedenstående baggrund:
- en relevant uddannelse inden for fx tv- og medietilrettelæggelse.
- dokumenteret erfaring med online liveproduktion og livestreaming af større og mindre events i forskelligartede formater for forskellige kunder.
- er lidt af en haj til al online liveproduktion og -streaming og mestrer både det bedste (og nogen gange det nyeste) software til både virtuelle live events (pt. bruger vi Zoom, Teams og Vimeo) og til redigering, postproduktion og uploade (pt. bruger vi bl.a. Livestream Studio og et hardwarebaseret streaming-setup til liveproduktion).
- en dygtig og selvstændig håndværker inden for sit fag, som både er en selvhjulpen projektleder i alle væsentlige faser af en liveproduktion, og som samtidig er en teamplayer, som kan samarbejde åbent og konstruktivt med alle fagligheder og kunder inkl. andre producere og teknikere på de helt store produktioner.
- lægger vægt på kvalitet og kundetilfredshed, også når det skal gå stærkt.
- kan udvikle, tilrettelægge, instruere, filme, redigere (og animere) professionelt video content til brug på primært Linkedin og Facebook
- arbejder udpræget struktureret og leverer til deadline.
- trives i et kreativt og uformelt arbejdsmiljø, hvor der samtidig er fokus på at skabe resultater og udfordre hinanden til at rykke sig fagligt og personligt.
- kan oversætte og formidle tekniske forhold i et sprog, der kan forstås og omsættes til beslutninger af ikke-tekniskfaglige kollegaer og samarbejdspartnere.
- interesserer dig for politik og samfund.
- det vil være et plus hvis du tillige har erfaring med broadcast produktioner fra en af de store TV-stationer.
Hvad vi tilbyder Altinget er en arbejdsplads i vækst. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med kort vej fra ide til handling og med et konstant fokus på innovation og dagsordensættelse.
Du vil indgå i koncernens nye TV-afdeling og have et tæt arbejdsfællesskab med især Altingets videojournalist. Broderparten af din tid vil gå med at løse opgaver for husets kommercielle indholdsafdeling, Altinget Arena og Tænketanken Mandag Morgen, i tæt samarbejde med en bred skare af projektledere, rådgivere og koordinatorer.
Du vil opleve at få en bred kontaktflade i huset og tillige deltage i samarbejder med redaktionerne på både Altinget og Mandag Morgen og med koncernens IT-afdeling og grafiske team.
Du forventes også at have en del dialog med vores kunder, samarbejdspartnere og leverandører inkl. koncernens partnere på store og krævende live-produktioner. Stillingen refererer til Mia Geiken, Chef for Netværk og Talent i Altinget Arena.
Sådan søger du Ansøgning og cv - sendes via knappen 'søg stillingen'. Skriv 'videoproducer' i emnelinjen.
Ansøgningsfristen er mandag 25. januar klokken 08.00, men vi modtager gerne din ansøgning før. Tiltrædelse snarest muligt.
Du kan få yderligere oplysninger om jobbet hos direktør for Altinget Arena og Tænketanken Mandag Morgen, Jonas Keiding Lindholm, jkl@mm.dk.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund - vi skeler alene til relevante kvalifikationer og kompetencer.
Om Altinget
Altinget er et uvildigt politisk nichemedie med en af de største redaktioner på Christiansborg i ryggen. Vi dækker de store linjer i dansk politik, men dykker også helt ned på de enkelte fagområder og har plads til alle nicher og interesser, lige fra socialt udsatte, penge til uddannelser, og hvad der egentlig sker på klimaområdet og med 2030-målet. Altingets forside skriver om dansk politik generelt, mens vores 24 nichemedier dækker de fleste områder. Derudover udkommer vi med et månedligt magasin, hvor vi bringer både features, portrætter, anmeldelser, interviews og analyser af dansk og europæisk politik, ligesom vi producerer både daglige og ugentlige podcasts om aktuelle dagsordener.