Videotilrettelægger til Børns Vilkår (Barselsvikariat)
Videotilrettelægger til barselsvikariat med særlig fokus på produktioner til børn.
Børns Vilkår søger en videotilrettelægger til et barselsvikariat i vores videoteam i afdelingen Kommmunikation, Fundraising & Presse. Teamet producerer en lang række forskellige medieproduktioner, bl.a. videorådgivning til børn og unge, kampagnefilm, undervisningsfilm og meget mere.
Din primære opgave vil være at udvikle, tilrettelægge og producere indhold til vores forskellige platforme. Du kommer både til at have dine egne projekter, som du løser selvstændigt, og opgaver, som du løser i samarbejde med forskellige kollegaer fra afdelingen. Vi forestiller os, at en større del af de opgaver, du skal løse, vil være videoproduktioner målrettet børn på BørneTelefonens YouTube-kanal og det er derfor et stort plus, hvis du har erfaring med - og passion for - produktioner til børn som målgruppe.
Vi filmer på Canon C200 og C70 og redigerer i Premiere Pro. Du har en uddannelse inden for film og tv, fx som TV- og medietilrettelægger, FTP'er eller videojournalist.
Vi forestiller os, at du har følgende kvalifikationer
- Du er teknisk stærk med erfaring i alle produktionsforløbets faser – fra konceptudvikling til det færdige produkt.
- Du har erfaring med at caste medvirkende - især gerne børn.
- Du har erfaring med at producere indhold til YouTube og SoMe.
- Du er en kreativ og stærk visuel fortæller med øje for det nære.
- Du er god til at samarbejde og har et smittende godt humør.
- Du kender til børns brug af online platforme og medier.
Du kan finde nogle af vores tidligere produktioner på BørneTelefonens Youtube-kanal (https://www.youtube.com/c/SPURGT/featured) og Børns Vilkårs Facebookside (https://www.facebook.com/boernsvilkaar)
En organisation i udvikling
I Børns Vilkår har vi en uformel arbejdsform, meget lidt hierarki og stor frihed. Vi er fagligt ambitiøse, professionelle og alle drevet af en vilje til at gøre en forskel for børn. Som et ud af mange greb, der skal fremtidssikre Børns Vilkår som organisation, er vi i gang med en transformation af Børns Vilkår mod en netværksbaseret organisering. Det gør vi for at opnå kortere beslutningsveje, større transparens, mere vidensdeling og ikke mindst høj trivsel.
Kommunikation, Presse & Fundraising
I Kommunikation, Presse & Fundraising leverer vi kommunikationskampagner målrettet børn, unge, forældre og fagfolk, der skal oplyse om børns rettigheder og tilbyde løsningsmuligheder til børn og voksne omkring de problematikker, der fylder blandt børn og unge.
Vores presseteam arbejder med at sikre og udvikle Børns Vilkårs store synlighed i medierne. Vi sætter Børns Vilkårs fokusområder på mediedagsordenen og understøtter generelt organisationens bidrag til den politiske debat og aktuelle sager.
Ydermere er et centralt fokusområde for afdelingen at skaffe frie midler til Børns Vilkår, så vi har et godt økonomisk fundament at stå på. Det gør vi bl.a. gennem Børns Vilkårs årlige landsindsamling, Bag for BørneTelefonen , Gå for BørneTelefonen og en række erhvervspartnerskaber. Vi arbejder desuden med hvervning og fastholdelse af Børns Vilkårs medlemmer, hvis bidrag udgør en stor del af Børns Vilkårs økonomiske grundlag.
Ansættelsesforhold
Der er tale om en fuldtidsstilling med reference til teamleder for Kommunikationsteamet i afdelingen Kommunikation, Fundraising & Presse. Der kan forekomme opgaver, som skal håndteres udenfor almindelig arbejdstid.
Løn er efter gældende, lokal overenskomst.
Ansøgningsproces
Første samtalerunde er den 19. januar. Anden samtalerunde er den 24. januar. Forventet jobopstart er 1. marts.
Du er velkommen til at kontakte medietilrettelægger Ida Holtet for mere information om opgaverne på mail: idho@bornsvilkar.dk. Ansøgninger modtages ikke via mail.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og forskellige baggrunde som en vigtig ressource i vores arbejde, og vi opfordrer alle, der kan se sig selv i stillingen, til at søge. Vi forventer, at der fremadrettet vil være endnu mere mangfoldighed blandt de børn og unge, der henvender sig til BørneTelefonen, og vi ønsker, at vores medarbejdere afspejler den udvikling.
Vores adresse i Valby er tilmeldt God Adgang, som er en mærkeordning, der bidrager til øget viden om tilgængelighed og bedre information om tilgængelighed til gavn for personer med funktionsnedsættelse.
SØG STILLINGEN VIA "ANSØG"-KNAPPEN I LINKET