Teater Momentum søger en teatertekniker på fuldtid
Teater Momentum i Odense søger en teatertekniker på fuldtid, der vil være med til at skabe rammerne for ny, modig og nysgerrig scenekunst.
Momentum er et mindre, eksperimenterende teater, der hvert år arbejder med et nyt kunstnerisk hold, som sætter retning for sæsonens produktioner. Vi er et hus i konstant bevægelse, hvor vi undersøger, udvikler og udfordrer scenekunsten i tæt samspil mellem kunstnere, publikum og ansatte. Derudover danner vi også ramme om gæstespil, kulturarrangementer og andre kunstneriske møder, der inviterer nye stemmer og perspektiver ind i huset.
Momentum er både et teater og et arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder, og hvor du som tekniker får en alsidig hverdag med både ansvar, indflydelse og tæt kontakt med kunsten og dem, der skaber den. Du bliver en del af et hus med en aktiv hverdag, og hvor vi løfter i flok og hjælper hinanden med at få det hele til at lykkes.
Om teknik-teamet
Du vil indgå i et lille teknisk team bestående af dig og vores tekniske leder/scenemester, med speciale i lys og rekvisitter. Derudover har vi tilknyttede tilkalde-teknikere (hands) efter behov. Det betyder, at du får en vigtig rolle i både planlægning, koordinering og afvikling, og at samarbejde og fleksibilitet er en naturlig del af hverdagen.
Dine opgaver
- Opsætning og nedtagning af teknisk udstyr
- Afvikling af forestillinger og events
- Samarbejde med instruktører, kunstnere og øvrigt personale
- Indkøb, organisering og vedligeholdelse af teknisk udstyr
- Tage på turné med egenproduktioner efter behov
- Mulighed for tekniske designopgaver efter aftale
- Sikre effektiv udnyttelse af ressourcer og implementere bæredygtige og genanvendelige løsninger i produktioner
- Mødeaktivitet med teatrets øvrige personale
- Forefaldende teknisk værkstedsarbejde
Vi forestiller os, at du
- Er fagligt dygtig, enten med en relevant teaterteknisk uddannelse og/eller anden solid erfaring på området
- Har erfaring med sceneteknik, lyd, byg og/eller video
- Kan kode i QLab
- Er fleksibel og trives med et varierende arbejdsliv, hvor aften- og weekendarbejde vil forekomme
- Har gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i kunstneriske undersøgelser i tæt samarbejde med forskellige fagligheder
- Arbejder ansvarsbevidst og løsningsorienteret inden for rammerne af en ældre bygning. Er nysgerrig og ansvarlig med en positiv tilgang til at løse udfordringer.
- Det er en fordel, hvis du har kørekort i kategori B, men ikke et krav
Hos os får du en hverdag i et levende teatermiljø, hvor der er kort fra idé til handling, og hvor din indsats er med til at få scenekunsten til at fungere i praksis. Du bliver en del af et engageret fællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen, og hvor din rolle er central i at få produktionerne til at lykkes.
Praktisk info
Stillingen er en fuldtidsstilling på gennemsnitligt 37 timer om ugen. Din nærmeste leder er teatrets scenemester/tekniske leder.
Ansættelsen sker i henhold til overenskomsten mellem Dansk Scenekunst og Teknisk Landsforbund, og lønnen følger overenskomstens løntrin 26. Vi er åbne for at indgå i forhandling om eventuelle kvalifikations- og/eller funktionstillæg. Hvis du har ønsker hertil, beder vi dig beskrive dine overvejelser i din ansøgning.
Forventet start er 01.08.2026 eller hurtigst muligt derefter.
Ansøgning
Ansøgningsfrist: 01.06.2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt: d. 09.06.2026 og eller 12.06.2026
Ansættelsessamtalerne vil også inkludere en rundvisning i salen og husets tekniske faciliteter, så du får mulighed for at opleve teatret, se vores rammer og få et indblik i de tekniske muligheder og arbejdsforhold i huset.
Ansøgning og CV sendes til Administrativ leder på: ak@teatermomentum.dk
Vi ser gerne, at du i din ansøgning forholder dig til punkterne i opslaget, samt beskriver dine erfaringer med sceneteknik, lyd, byg og/eller video, samt hvilke områder du særligt har arbejdet med tidligere, og ønsker at arbejde med fremadrettet.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Momentums tekniske leder Laura Edlefsen på: teknik@teatermomentum.dk