Nyt på musikskoleområdet
Efterbetaling af deltidsansattes merarbejde
Efter kendelsen den 4. februar 2026 om honorering af deltidsansattes merarbejde har KL og de faglige organisationer drøftet, hvordan efterbetaling for allerede udført merarbejde frem til 1. april 2026 skal håndteres i praksis. Arbejdsgiverne har klart meldt ud, at de har pligt til at finde og oplyse sagerne, herunder aflønne merarbejde som overarbejde fem år tilbage med tillæg af morarenter (der dog kun går tre år tilbage).
Samtidig er der aftalt nye regler ved overenskomsten 2026, som fra 1. april 2026 sikrer, at deltidsansatte fremover honoreres med overarbejdsbetaling, når de arbejder ud over deres individuelt aftalte arbejdstid.
Hvad bør du gøre nu?
Hvis du er deltidsansat og tidligere har haft merarbejde ud over din aftalte arbejdstid, anbefaler Dansk Musiker Forbund fortsat, at du skriver til dmf@dmf.dk senest den 23. juni 2026 for at blive skrevet på vores liste. Hvordan du registrerer dig på vores liste, kan du læse her i denne artikel på hjemmesiden.
Du behøver ikke at skrive igen, hvis du allerede har gjort det.
Du kan dog også vælge ikke at gøre yderligere og afvente arbejdsgivers genoptagelse af sagen.
Kommunerne har som udgangspunkt pligt til at genoptage sager
I sager, hvor kommunen allerede har registreret og udbetalt merarbejde, og hvor data kan findes i lønsystemet, vurderes det, at kommunen har en aktiv pligt til at genoptage og efterbetale differencen mellem merarbejds- og overarbejdshonorering.
Hvis det derimod er meget vanskeligt eller ekstremt ressourcekrævende at finde og dokumentere oplysningerne, er kommunen ikke nødvendigvis forpligtet til selv at opsøge sagen. Det kan blandt andet være tilfældet ved afspadseret merarbejde. I sådanne tilfælde skal kommunen i stedet orientere medarbejderne generelt om muligheden for efterbetaling, så de selv kan rejse krav – forudsat at medarbejderne kan dokumentere deres merarbejde.
Hvad kan du få efterbetalt?
Efterbetalingen skal beregnes som forskellen mellem:
- den merarbejdsbetaling, der allerede er udbetalt, og den overtidsbetaling medarbejderen skulle have haft.
Beløb, der allerede er udbetalt som merarbejde – herunder pension og feriegodtgørelse – modregnes i efterbetalingen.
For musikskolelærere er merarbejde tidligere blevet honoreret med 1:1, hvorimod overarbejde er honoreret 1:1,5. Det er således de ekstra 50 %, der skal efterbetales.
Også afspadsering kan give krav
Har merarbejdet været afspadseret i stedet for udbetalt, kan der også være krav på efterbetaling.
Men her kan dokumentationen være vanskeligere at fremskaffe, og kommunen er ikke nødvendigvis forpligtet til selv at opspore sagerne.
Det er derfor vigtigt, at du gemmer relevant dokumentation, hvis du mener at have et krav.
Frister og renter
Der gælder som udgangspunkt en forældelsesfrist på fem år. Det betyder, at medarbejdere kan få efterbetalt krav, hvor merarbejdet er udbetalt inden for de seneste fem år. Derudover skal kommunen betale morarenter fra det tidspunkt, hvor den oprindelige betaling fandt sted. Renter forældes dog særskilt efter tre år.
Der er dog taget forbehold for en ny retsstilling. Det vil sige, at hvis det senere skulle vise sig at være muligt at gøre krav længere tilbage end hhv. fem og tre år, har vi ikke afskåret muligheden for at rejse en sådant krav på et senere tidspunkt.
For sager, der allerede er anmeldt til KL siden september 2025, regnes femårsfristen fra anmeldelsestidspunktet.
Dokumentation og krav fra medarbejdere
Hvis kommunen modtager krav om efterbetaling, som kommunen ikke selv har fundet, skal sagsbehandlingen ske ud fra en konkret vurdering af, om dokumentationen er tilstrækkelig. Kommunen kan kræve bilag eller oplysninger, der sandsynliggør kravet. Hvis dokumentationen er troværdig, har kommunen pligt til at undersøge, om kravet er berettiget og dermed skal imødekommes.
Denne praksis markerer en væsentlig justering i håndteringen af deltidsansattes merarbejde. Kommunerne skal nu både sikre korrekt efterbetaling i sager med tilgængelige data og informere bredt, så ingen medarbejdere går glip af den godtgørelse, de har ret til efter kendelsen.
Afgørelse i sagen den 4. februar 2026 - baggrund
De faglige organisationer på det offentlige område har sammen med bl.a. Forhandlingsfællesskabet haft anlagt en voldgiftssag, for at få afgjort om det er i strid med EU-reglerne, at der i flere offentlige overenskomster har været en lavere honorering for deltidsansattes merarbejde sammenlignet med honorering for fuldtidsansattes overarbejde – både hvad angår honorering i form af penge og afspadsering.
Der kom den 4. februar en kendelse i voldgiftssagen om deltidsansattes merarbejde, og konklusionen var klar: Deltidsansatte og fuldtidsansatte på det offentlige arbejdsmarked skal i udgangspunktet have samme honorering for timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.
Godkendelse af overenskomster
Resultatet af Dansk Musiker Forbunds vejledende afstemning på musikskoleområdet var enstemmig: 100 % af de afgivne stemmer stemte ’Ja’ til godkendelse af OK26. Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse har ligeledes godkendt forliget.
De faglige organisationer har indsendt deres godkendelser af forligene til Forhandlingsfællesskabet, hvorefter KL og Forhandlingsfællesskabet den 23. april endelig godkendte OK26-forligene.
Overenskomsterne skal nu igennem en redigereringsfase, hvor de bliver renskrevet. Når musikskoleoverenskomsterne er endeligt redigerede, vil de blive lagt op på Dansk Musiker Forbunds hjemmeside.