Rytmiklærer med instrumental profil
Har du lyst til at være med til at skabe vigtige musikaktiviteter og oplevelser sammen med børn mellem 5-11 år, og arbejde for et stærkt musik- og kulturmiljø på byens skoler?
Ballerup Musik- og Kulturskole (Bamuk) søger en rytmiklærer med en instrumental profil med en gennemsnitlig arbejdstid på 20 ugl. timer (20 / 37 af en fuldtidsstilling)
Som rytmiklærer arbejder du tæt sammen med en stærk og aktiv faggruppe om at skabe kvalitet og udvikling inden for rytmik- og forskoleaktiviteterne på Bamuk. Samtidig bliver du en central del af målsætningen om, at skabe endnu stærkere musik- og kulturmiljøer ude på Ballerup Kommunes forskellige skoler i tæt samarbejde med skolerne. Miljøer der sætter varige aftryk hos børn og unge.
De vigtigste opgaver
Som rytmiklærer med en instrumental profil på Bamuk vil du skulle arbejde og bidrage inden for et bredt udsnit af aktiviteter inden for områderne:
- Kompagnonundervisning i 0. klasse
- Musikstart - begynderrytmik på skolerne
- Musikværksted - fortsætterrytmik på skolerne
- Aktiviteter og samarbejdsprojekter på folkeskole med musikprofil
Derudover bliver du koordinator for samarbejdet omkring musikaktiviteter, elevkoncerter m.m. på en eller flere udvalgte skoler i Ballerup Kommune.
Afhængigt af din instrumentale baggrund og færdigheder vil du også kunne bidrage inden for Musiksatellit, der er en fler-lærerordning ifbm. instrumentalundervisning i den obligatoriske musikundervisning i folkeskolen samt på instrumentalbegynderhold.
Dine kompetencer
Vi søger en rytmiklærer, der brænder for at være med til at fastholde og videreudvikle vores musik- og læringsmiljøer for børn i skolealderen, og som bliver motiveret af samarbejdet med kollegaer og samarbejdspartnere.
Du har en relevant musikpædagogisk uddannelse fra konservatoriet, professionshøjskole eller lign. og besidder et højt fagligt og musikalsk niveau, der smitter positivt af på dit møde med børn i alle aldre. Du spiller et eller flere instrumenter, gerne blokfløjte og du interesserer dig for og har erfaring med at undervise begyndere i indskolingsalderen på et instrument. Du har erfaring fra rytmikundervisning i musik- og folkeskole og har gode pædagogiske kompetencer i mødet med skolebørn; du evner at skabe faglig og musikalsk udvikling og opbygge motiverende og gode relationer i undervisningen.
Du trives med at være i tæt dialog med samarbejdspartnere på skolerne, og du formår at udvikle og styrke samarbejdsprojekter og samarbejdsrelationer. Du er god til at kommunikere og følge op på aftaler, og du tager naturligt et stort ansvar for, at samarbejdet med kolleger og eksterne samarbejdspartnere fungerer godt og i tillidsfuld dialog.
Du har erfaring med at arbejde med projekter og indgå i større fælles koncert- og formidlingsaktiviteter, hvor alle løfter i fællesskab i ambitionen om at skabe kvalitet fra start til slut. Du holder hovedet koldt og smilet bredt også i travle og tilspidsede perioder.
Det får du hos os
Rytmikundervisning og samarbejde med folkeskolen er en kerneopgave på Bamuk, som bl.a. understøttes med udvidet timetal til undervisningsforberedelse, tid og rammer til sparring og samarbejde med kolleger samt mulighed for efter/videreuddannelse inden for området. Den faste undervisning følger skoleåret og ligger mellem kl. 8 og 16 på 3-4 ugentlige hverdage efter aftale.
Bamuk er en musik- og kulturskole med knap 1400 aktivitetselever og 40 medarbejdere. Vi har et aktivt kulturskolehus tæt på centrum i Ballerup og tilbyder vores elever og medarbejdere gode fysiske rammer omkring undervisningen. På Bamuk arbejder vi målrettet med og prioriterer et sundt og godt arbejdsmiljø med en høj grad af medindflydelse og åbenhed over for nye idéer og initiativer. Du bliver en del af en stor, mangfoldig og passioneret medarbejdergruppe og samtidig en del af små stærke teams på tværs i hverdagen.
Ballerup er en stærk kulturby, og vi samarbejder i stor stil med byens spillesteder, teatre, biblioteker og ungdoms- og folkeskoler om at skabe et levende kulturliv for byens borgere. Vi har en stor talentlinje og samarbejder med andre musikskoler om at skabe et stærkt og udviklende talentmiljø på tværs af kommunale grænser.
Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte skoleleder Jesper Sveidahl, jeh5@balk.dk eller tlf. 41750560.
Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk
Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er d. 1.8.2024
Der forventes ansættelsessamtaler den mandag 10.6.24 og tirsdag d. 11.6.24 mellem kl. 9-13. Ifm. samtalen vil du blive bedt om at demonstrere en rytmikaktivitet, hvori der indgår sang samt spille et selvvalgt musikstykke på et selvvalgt instrument. Nærmere detaljer herom følger senere i processen.
ANSØGNINGSFRIST: 3 juni kl. 12
Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principperne om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation
Ballerup Kommune har indført røgfri arbejdstid pr. 1. april 2024. Læs mere her.
Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os
Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at møde dig.