Afdelingsleder til materialeflow og turisme
Vi søger en ny afdelingsleder, som får ansvaret for en afdeling med 19 biblioteksassistenter. Afdelingen er ansvarlig for alle opgaver omkring materialeflow og værtskabet i Kulturværftets reception og på de to lokalbiblioteker i Espergærde og Hornbæk.
Helsingør Kommunes Biblioteker er i hastig udvikling som et af Danmarks bedste biblioteker. Vi udvikler fremtidens biblioteker samtidig med, at vi dagligt betjener masser af brugere. Derfor skal vi holde fokus på sikker drift, god betjening og udvikling af vores tilbud, som rammer vores 1 million besøgende om året. Det være sig vores faste brugere på bibliotekerne og turisterne i Kulturhavnen og på Kulturværftet og Hornbæk Bibliotek.
Helsingør Kommunes Biblioteker arbejder målrettet på at realisere Helsingør Kommunes vision 2030, gennem fire indsatsområder: læsning, fællesskab, turisme og bæredygtighed (læs mere her: https://helsbib.dk/fokusomraader).
Vi har lige foretaget en mindre ændring af vores organisering og har nu tre afdelinger: Materialeflow og turisme, formidling og stab.
Om stillingen og afdelingen
Vi søger en ny afdelingsleder, som får ansvaret for en afdeling med 19 biblioteksassistenter. Afdelingen er ansvarlig for alle opgaver omkring materialeflow og værtskabet i Kulturværftets reception og på de to lokalbiblioteker i Espergærde og Hornbæk.
Herudover ligger ansvaret for turisme, ejendomme, frivillighedsområdet, faste aktiviteter og bogopsættere i afdelingen. Alle medarbejdere er en del af materialeflow og værtsskab, samtidig med, at mange har andre opgaver, som går på tværs i organisationen. Eksempelvis inden for sekretariatsbetjening af ledelsen, kommunikation, indkøb, billetsalg og projektdeltagelse.
Du vil møde en gruppe dedikerede medarbejdere, hvor flere har individuelle opgaver samtidig med fællesopgaver i egen afdeling. Det skal du ledelsesmæssigt kunne understøtte og være en god sparringspartner for medarbejderne i. Vi arbejder strategisk og individuelt med kompetenceudvikling af hver enkelt medarbejder, da det giver den bedste mulighed for, at medarbejderne kan udvikle sig med opgaverne.
Afdelingen har en del eksterne relationer i Helsingør Kommune, som du også får ansvaret for, såsom kørsel, rengøring og ejendomme.
Ledelsen
Du bliver en del af en ledelse, hvor vi i en uformel tone hele tiden arbejder på tværs af afdelinger. Ledelsen består i øvrigt af bibliotekschefen og vicebibliotekschefen, der har ansvaret for formidling. Vicebibliotekschefen er stedfortræder for bibliotekschefen, men er i øvrigt ligestillet med leder af materialeflow og turisme, og vi træffer beslutninger i fællesskab. Vi arbejder bevidst med vores ledelsesstil, der er præget af tillid, strategisk tænkning, kommunikation og tilgængelighed.
Alle ansatte har fast arbejdssted på Biblioteket Kulturværftet samtidig med, at de fleste medarbejdere som har værtsskab, også er tilknyttet et af de to lokalbiblioteker.
Du kommer til at agere i en organisation, der er opdelt i afdelinger som har mange snitflader, da mange arbejdsgange går på tværs. Du skal derfor kunne agere i et rum, hvor der skal tages hurtige beslutninger med et stort fokus på den interne kommunikation. Du forventes derfor, at kunne vise overskud i en kompleks og hektisk hverdag.
Kvalifikationer
For at komme i betragtning til stillingen skal du have flere års erfaring med personaleledelse, biblioteksdrift og udvikling, herunder materialeflow. Det er en fordel, hvis du også har kendskab til turisme og frivillighedsområdet, men det er ikke et krav.
Du er med til at sikre, at vi arbejder analytisk og strategisk i forhold til vores forandringer, udvikling, drift, besparelser og effektiviseringer.
Det er vigtigt, at du er handlekraftig og kommunikerer godt. Dine medarbejdere forventer, at du agerer som sparringspartner og har blik for alle deres opgaver. Du skaber resultater gennem begejstring, anerkendelse og uddelegering.
Om Helsingør Kommunes Biblioteker
Bibliotekerne er med et årligt besøgstal på 1 million nogle af de mest besøgte i landet målt per indbygger. Der er tre biblioteker i kommunen, i Hornbæk, i Espergærde og Biblioteket Kulturværftet i Helsingør. Biblioteket Kulturværftet er rangeret som et af de bedste i Europa og indgår som en vigtig partner i hele Kulturhavn Kronborg.
Kulturhavn Kronborg er et kulturelt og rekreativt centrum bestående af Kulturværftet med bibliotek, to scener, konferencefaciliteter, CATCH, værftsmuseum, udstillingsrum og et spisehus samt Kronborg med fæstningsanlæg, Museet for Søfart og Helsingør Havn.
Kulturen er en del af den langsigtede strategi for hele Helsingør Kommune, og der er vedtaget en ny vision for hele kommunen (https://www.helsingor.dk/politik/strategier-og-politikker/vision-2030/).
Kulturlivet har været inde i en rivende udvikling gennem de seneste år, en udvikling, der er båret af samarbejde mellem aktørerne. Bibliotekerne indtager en naturlig og helt central plads i det kulturelle landskab.
Du kan læse meget mere om bibliotekerne og kommunen her: Helsbib.dk og Helsingor.dk
Ansøgning
Du er velkommen til at kontakte bibliotekschef Søren Mørk Petersen på 61 71 44 07 eller smp65@helsbib.dk, hvis du vil vide mere om stillingen.
Helsingør Kommunes Biblioteker indhenter børneattest på alle ansatte.
Sådan søger du
Ansøgningsfristen er den 10. januar 2021.
Du søger stillingen via Helsingør Kommunes e-rekrutteringssystem på hjemmesiden www.helsingor.dk via knappen ”Søg jobbet”.
Vi forventer at afholde de første ansættelsessamtaler d. 15. januar og anden samtale d. 21. januar. Mellem de to samtaler vil der blive foretaget test og interview af ekstern konsulent med henblik på at udvikle en personprofil.
Tiltrædelse 1.marts 2021.
Løn- og ansættelsesforhold: Efter overenskomst og forhandling.
I Helsingør Kommune vægter vi, at medarbejdere og ledere udvikler deres faglighed. Derfor har vi fokus på at skabe sammenhæng mellem den ambitiøse udvikling af hele organisationen Helsingør Kommune og videreuddannelse af både medarbejdere og ledere – fagligt og personligt.
9 ud af 10 indbyggere bor mindre end 2 km fra vandet. Her mødes Hamlet og Kronborg med verdenskendt arkitektur og en hyggelig middelalderby på ét og samme sted. Tjek #OplevHelsingor og se selv.