Projektmedarbejdere til Ordrupgaard og Glyptoteket

Projektmedarbejdere (2-årig tidsbegrænset stilling) til Ordrupgaard og Glyptoteket

Til projektet “Kunst, museumshaver og planter” støttet af Slots- og Kulturstyrelsen søger Ordrupgaard og Glyptoteket to projektmedarbejdere i tidsbegrænsede stillinger (30-37 timer).

“Kunst, museumshaver og planter” er et nytænkende projekt skabt i samarbejde mellem Ordrupgaard, Glyptoteket og Anlægsgartner- og Gartneruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole. Ambitionen er at skabe undervisningstilbud om museernes impressionistiske landskabsmalerier og havearkitektur. Undervisningstilbuddene er målrettet Anlægsgartner- og Gartneruddannelsen samt grundskolens naturfag. Projektansættelserne er fra august 2025 – august 2027.

Vi søger to profiler med en kunsthistorisk baggrund og solid erfaring med museumsundervisning, projektstyring og/eller erfaring fra lignende partnerskaber med erhvervsskoler og projekter mellem uddannelses- og kulturinstitutioner. De to projektmedarbejdere vil til daglig have base på hvert sit kunstmuseum, men skal have en tæt samarbejdsflade, for at sikre forankring mellem de to museer og Roskilde Tekniske Skole - med impressionismen og havekunsten som bindeled.

Kerneopgaver:

  • Koordinering og tovholder på projektets forskellige faser.
  • Ansvarlig for udvikling og implementering af undervisningstilbud- og materialer til Gartner- og Anlægsgartneruddannnelsens grundforløb 1 og 2 med betydelig inddragelse af lærere og elever fra Roskilde Tekniske Skole.
  • Ansvarlig for udvikling og implementering af undervisningstilbud for grundskolens naturfag (Biologi og Natur/Teknologi) i samarbejde med grundskolelærere i projektets sidste fase.
  • Selvstændigt at varetage undervisningsforløb og workshops for projektets målgrupper.
  • Ansvarlig for at planlægge og gennemføre brugerundersøgelser, fokusgruppeinterviews og evaluering, som gennem hele projektperioden sikrer undervisningsmaterialet og -forløbenes relevans og gennemslagskraft.

Kvalifikationer:

Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet fra kunsthistorie eller et lignende fag og har forudgående kendskab til fransk impressionisme.
  • Har erfaring med udvikling af museumsundervisningsforløb samt erfaring med kunstpædagogik og museumsdidaktik.
  • Har erfaring med projekt- og processtyring, brugerinddragelse og evaluering.
  • Har gode samarbejdsevner og ligeledes er god til at arbejde selvstændigt.
  • Er god til at vinkle en fortælling og kan omsætte koncepter til konkret praksis.

Om projektet

Glyptoteket og Ordrupgaard har Danmarks vigtigste samlinger af fransk impressionisme. De to samlinger er begge private samlinger fra begyndelsen af det 20. århundrede, og begge museers grønne have- og parkanlæg er anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen. Med projektet ønsker de to museer at sætte fokus på impressionismen som en radikal kunstretning, der i 1870’erne brød grænser og flyttede hegnspæle, ligesom den også skabte billeder af et nyt natursyn, som stadig er aktuelt i dag. Roskilde Tekniske Skole uddanner vor tids gartnere og anlægsgartnere.

Formålet med samarbejdet og projektet er dels at udfolde impressionismens natursyn gennem en naturfaglig tilgang, dels at udvikle faste undervisningstilbud om de to museers haver, planter og malerier, der kan spille ind i uddannelsesretningen ”Natur, planter og anlæg". Projektet stiler mod at kombinere forskningen i museernes parker med elevernes praksisforståelse, hvilket også kan højne museernes forståelse og formidling af de storslåede grønne oaser.

Ambitionen er at skabe nye formidlingstilbud om Glyptotekets og Ordrupgaards impressionistiske landskabsmalerier og havearkitektur i samarbejde med Roskilde Tekniske Skoles fagområde ‘naturpleje’. Elever og lærere fra Roskilde Tekniske Skole er medudviklere af to dialogbaserede tilbud, som med afsæt i metoden Visual Thinking Strategies (VTS) skal gøre museerne mere relevante for målgruppen. Projektet henvender sig primært til unge under erhvervsfaglig uddannelse og sekundært til elever i Folkeskolens fag Natur/Teknologi.

Du vil indgå i tæt samarbejde med museets formidlings- og undervisningsenheder, og du vil ligeledes arbejde tæt sammen med elever og lærere fra Roskilde Tekniske Skole om udvikling af tilbud.

Løn- og ansættelsesvilkår

Den ugentlige arbejdstid er 30-37. Projektansættelserne varer 2 år og ønskes besat fra medio august 2025 eller snarest herefter.

Din ansættelse følger den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Staten og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten).

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan fremvise anmærkningsfri straffeattest (og børneattest).

Projektet er støttet af Puljen til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper.

Ansøgning

Vi skal have modtaget din ansøgning, CV, dokumentation for bestået uddannelse samt evt. relevante bilag senest d. 19. maj kl. 12.00. Ansøgningen sendes via Statens eRekruttering. Tryk på ’Ansøg’.

Ordrupgaard og Glyptoteket opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Vi forventer at holde jobsamtaler d. 28. og 29. maj 2025.

Om Ordrupgaard og Ny Carlsberg Glyptotek

Ordrupgaard er et museum for fransk impressionisme og dansk kunst fra det 19. århundrede med en eksklusiv samling af malerier af kunstnere som bl.a. Monet, Morisot, Gauguin og Hammershøi. Med en tilbygning af Zaha Hadid i 2005, overtagelse af Finn Juhls hus i 2008 og opførelsen af Snøhettas Himmelhaven i 2021 har museet desuden en stærk arkitektonisk profil. Museet har skiftende særudstillinger og kunst under åben himmel i Kunstpark Ordrupgaard – alt sammen kun 30 minutter fra København H. Se mere på www.ordrupgaard.dk.

Ny Carlsberg Glyptotek er et internationalt museum med en stor kunstsamling fra antikken til i dag. Den moderne del af samlingen rummer fransk og dansk skulptur fra det 19. og tidlige 20. århundrede, herunder en væsentlig samling af værker af Auguste Rodin, fransk maleri fra 1800-1950 med impressionismen og Paul Gauguin som absolutte tyngdepunkter samt en samling af dansk guldalderkunst. Størstedelen af Glyptotekets samling indgår i museets permanente udstillinger, og løbende særudstillinger med indlånte værker er med til at perspektivere museets samling. Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager økonomisk støtte til drift dels fra Staten og dels fra Ny Carlsbergfondet. Læs mere på www.glyptoteket.dk.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Undervisningsansvarlig på Glyptoteket Kamilla Louise Hansen på kalh@glyptoteket.dk eller Formidlings-, arrangements- og udstillingskoordinator på Ordrupgaard Signe Kristensen Stranddorf på sist@ordrupgaard.dk.

Projektet er støttet af Puljen til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper under Slots- og Kulturstyrelsen

Ansøg