Biblioteks- og kulturformidler med stærke samarbejdsevner
Søges til barselsvikariat i Frederikshavn Kommunes Biblioteker. Center for Kultur og Borgerservice (CKB) i Frederikshavn Kommune søger en biblioteks- og kulturformidler til et barselsvikariat i team Undervisning og Læring.
Frederikshavn
Brænder du for at arbejde med udviklings- og formidlingsopgaver med fokus på at styrke sprog- og læseindsatsen blandt børn og unge? Ser du muligheder i tværgående samarbejde med andre fagområder og har du mod på at videreudvikle og arrangere undervisnings- og læringsforløb målrettet børn og unge? Så er det måske dig, der er vores nye kollega i CKB.
Vi søger en energisk og dygtig barselsvikar i 37 timer/ugen med ansættelses hurtigst muligt i seks måneder med mulighed for forlængelse.
Du skal elske formidling, være en god vært og have flair for at hjælpe borgerene med litteratur og informationssøgning. Du må også meget gerne have erfaring med projektarbejde og arrangementer og være i stand til at stå for mindre undervisnings- og læringsforløb med ex. skoleklasser og børnehaver.
Du bliver tilknyttet team Undervisning og Læring, der består af fem dygtige og engagerede medarbejdere. I stillingen er der arbejdsopgaver, der både indbefatter front og back-offfice opgaver. Dit primære arbejdssted vil være vores kontor i Frederikshavn. Men der vil være arbejdsopgaver på alle kommunens fem biblioteker, fra Skagen i Nord til Sæby i Syd og du vil indgå i vagtturnus, som indbefatter både aftenvagter og vagter ca. hver 4. lørdag.
Vi tilbyder en hverdag, hvor du har gode muligheder for at påvirke indholdet i dine opgaver samtidig med, at du er en vigtig medspiller i den daglige drift i vores organisation.
Arbejdsopgaverne vil for eksempel være:
- Planlægge og afholde aktiviteter for skoler og børnehaver
- Samarbejde med SFO omkring læselystprojekt
- Udarbejdelse af ansøgninger til puljer, der kan understøtte sprog- og læseindsatsen
- Hjælpe borgere med at benytte digitale selvbetjeningsløsninger
- Biblioteksvagter i alle afdelinger
Vi forventer at du:
- Er udadvendt, serviceminded og har et godt humør, også når der er travlt
- Er fleksibel og kan agere i en omskiftelig hverdag
- Er initiativrig og handlingsorienteret og har blik for, hvor du kan gøre gavn
- Udviklingsorienteret, kreativ, idérig og hjælpsom
- Kan arbejde selvstændigt; samtidig med at du kan samarbejde med de øvrige kollegaer i en travl hverdag
- Interesserer dig for, hvordan du bedst formidler inspirerende, både på vagt og til arrangementer
- Trives med at arbejde tværgående
- Uddannet Cand.scient.bibl; bibliotekarDB eller har anden relevant uddannelse og erfaring.
Du kan læse om centeret og dets opgaver på kommunens hjemmeside og på bibl.frederikshavn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål til stillingen.
Alle henvendelser behandles fortroligt og kan rettes til afdelingsleder Uffe Borg, telefon 2478 7062
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist: Tirsdag den 8. februar 2022 kl 12.00
Vi forventer at afholde samtaler fredag den 11. februar
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien