Børnekorleder søges til Glostrup Sogn

Glostrup Sogn har en ledig stilling som leder for vores skønne og aktive spire-, børne- og ungdomskor

Om os

Glostrup Sogn er et af landets største sogne og omfatter en middelalderkirke, en moderne rundkirke og en splinterny Sognegård, som tages i brug lige i starten af 2023. Over en årrække har vores dygtige, tidligere korleder udviklet korarbejdet til et meget værdsat aktiv både for sognet og for de i alt omkring 50 aktive piger i spire-, børne- og ungdomskoret. Vi søger nu en korleder til at videreføre og videreudvikle dette gode kirkemusikalske og børnemusikalske arbejde.

Om jobbet

Det er en fast stilling på 22 timer/uge, som omfatter:

  • Deltagelse i og forberedelse af møder i korudvalget, der desuden består af menighedsrådsmedlemmer og korforældre
  • Afvikling af ugentlige korprøver (p.t. tirsdage og onsdage) for de tre eksisterende kor, herunder forberedelse, klargøring af lokaler og oprydning efter korprøver
  • Planlægning af og deltagelse med korene i 1-2 månedlige aktiviteter i kirkerne (fx pasta- og familiegudstjenester, kyndelmisse-gudstjeneste, pinse-friluftsgudstjeneste, højmesser fire søndage om året, luciaoptog i kirker og på Rigshospitalet-Glostrup, børnegudstjenester juleaften samt andre kirkelige tjenester efter aftale)
  • Planlægning og gennemførelse (i samarbejde med korudvalget) af andre koraktiviteter i løbet af året, som fx korweekend (internat), julekoncert, sommerkoncert, korlørdag i kirken, årlig Tivolitur, lejlighedsvis deltagelse i FUK-stævner)
  • Kommunikation med forældre
  • Kontakt til skoler m.fl.
  • PR, hjemmeside, SoMe m.v. i samarbejde med kirkekontoret
  • Samarbejde med præsterne, organisterne, kirke-/kulturmedarbejderen og aktivitetsudvalget om korenes medvirken i tjenester og aktiviteter
  • Pianist ved fx fællessangsarrangementer, konfirmandundervisning og andet i kirkerne og den nye Sognegård
  • At tænke i videreudvikling af sognets korarbejde

Hvis du også er organist, vil der være mulighed for at supplere med organisttjenester på vikarbasis i kirkerne og Glostrup Krematoriekapel

Om dig

Vi forestiller os, at du spiller klaver og har en uddannelse i korledelse, almen musikledelse eller musikpædagogik og gerne har forudgående erfaring som børnekorleder.

Du skal kunne glæde dig over at virke på en stor arbejdsplads med mange kolleger og interessenter, hvor din rettidige og venlige koordinering med andre er helt afgørende.

Ved siden af dine musikalske ambitioner skal du lægge vægt på fællesskabet i korene og udstråle lyst og evne til at se det enkelte barn.

Du skal finde stor glæde og mening i at arbejde musikalsk i netop den sammenhæng, som kirken og kirkens virke udgør

Ansættelse

Aflønning aftales med menighedsrådet efter kvalifikationer og efter forhandling med den relevante faglige organisation.

De 22 timer/uge vil være et gennemsnit over året. Nogle uger vil arbejdstiden være kortere, andre længere.

Arbejdstiderne for fx arrangementer vil blive aftalt i god tid i forvejen.

Ansøgning

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til personaleleder Tage Kleinbeck på tlf. 21600818 eller mail: tkl@km.dk

Ansøgning med bilag sendes på mail til glostrup.sogn@km.dk senest onsdag d. 28. december kl. 12.00