Bornholms Højskole søger ny forstander/forstanderpar

Vil du/I stå i spidsen for Bornholms Højskole?

Om Bornholms Højskole

Bornholms Højskole er en skole med fokus på livsoplysning med omdrejningspunkt i kunst, kultur, samfund og bæredygtighed. Bornholms Højskole er et aktivt og folkeligt oplysende sted, hvor der afholdes både lange og korte kurser året rundt. På Bornholms Højskole kan man tage aktivt del i undervisning og samvær, og man vil få mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt. Gennem skolens aktive deltagelse i samfundslivet vil elever og kursister få mulighed for at tage del i og sætte sit præg på arrangementer og events på øen. Skolen har et stærkt team af medarbejdere, som på tværs af faggrænser er optaget af, at Bornholms Højskole er et attraktivt tilbud til både unge og ældre. Bornholms Højskole har et tilbud til unge, som har interesse for samfund, involvering, kunst, kultur, natur og et bæredygtigt samfund. Vi vil, at man med N.F.S. Grundtvigs ord bliver både ”oplivet og oplyst”, – og vi lægger vægt på, at dette sker i et nært fællesskab mellem elever, kursister og medarbejdere.

Bornholm er et aktivt og dynamisk samfund i rivende udvikling, og øen har i mange år været kendt for sin stærke kunst og kultur, samt sin helt unikke natur, og højskolen ligger midt på øen lige op af et af Danmarks smukkeste naturområder, og dette aktiv vil også sætte sit præg på skolens tilbud.

Bornholms højskole er i god udvikling med fuldt elevhold, udsolgt til efterårets lange kursus, god tilmelding til det næste års forårskursus og har næsten udsolgte sommerkurser her i 2021. Skolens bestyrelse har igangsat et udviklingsarbejde, der skal medføre, at skolens bygningsmasse kommer til at fremstå mere tidssvarende og vedligeholdt end i dag. Forstanderen forventes at stå i spidsen for at fortsætte dette arbejde med hjælp af eksterne resurser. 

Hvad søger vi

Vi søger en person med en brændende interesse for folkehøjskolen og kendskab til det Grundtvig/Koldske afsæt herfor. Da Bornholms Højskole både har lange kurser for primært unge mennesker og korte sommerkurser for et mere modent segment, skal du kunne lede en organisation, så den både i den praktiske dagligdag og i sin undervisning kan spænde over denne praksis. Forstanderen er den daglige leder af skolen og har både det administrative og pædagogiske ansvar. Det forventes derfor, at du er i stand til at have overblikket over den økonomiske udvikling og kunne tage hånd om den pædagogiske udvikling.

Du vil blive mødt af en kompetent administration, hvor der er styr på både økonomi og elevadministration, ligesom der er en solid lærergruppe. På køkkenområdet og pedelområdet ledes arbejdet af lederne for de to områder. Du skal medvirke til at fortsætte den kultur, der i dag gør skolen til en god og rummelig arbejdsplads. Den daglige praksis er kendetegnet ved en munter, tillidsfuld og frimodig omgangstone, hvor medarbejdernes engagement og dedikation danner grundlaget for servicering og udvikling af højskolen.

Forstanderen forventes at undervise i 100 timer årligt.

Forstanderen er med til at tegne højskolen udadtil, og det er derfor vigtigt, at du har en tydelig profil og en stor integritet.

Bornholms Højskole er som nævnt inde i en god udvikling og ønsker fremover også at indgå mere tydeligt i lokalsamfundet med arrangementer til gavn for både lokalområdet og eleverne. Disse forventes også at blive arrangeret i samarbejde med skolekredsen og andre foreninger på øen.

Personlig profil

– Du har et indgående kendskab til folkehøjskolen, samt erfaring fra undervisning/ledelse i højskolen
– Du er ordentlig, tillidsvækkende og udstråler en naturlig autoritet
– Du er samfundsengageret og ser Bornholms Højskole som en naturlig og tydelig del af den samlede højskolebevægelse og som element i den folkelige bevægelse på øen
– Du er en god leder og sparringspartner for medarbejderne og samtidig en loyal samarbejdspartner for bestyrelsen

Faglig profil

– Du evner at lede medarbejdere via daglig sparring
– Du har stærke formidlingsevner og er en dygtig kommunikator, mundtligt og skriftligt
– Du har evne til at gennemskue og formidle regnskaber og budgetter

Ansættelsesvilkår

– Forstanderen refererer til skolens bestyrelse
– Forstanderen forudsættes at bo i en attraktiv forstanderbolig
– Løn fastsættes i henhold til ansættelsesbekendtgørelse for forstandere og lærere
– Ansættelse af ægtefælle/ledsager kan drøftes nærmere i forbindelse med ansættelsesproceduren

Ansøgning

Du er velkommen til at kontakte skolens nuværende forstander Niels Glahn for nærmere information på ng@bornholmshojskole.dk eller 2035 2362.
Se mere på www.bornholmshojskole.dk

Ansøgninger fremsendes til ansoegning@bornholmshojskole.dk

Der anmodes om en samlet ansøgning indeholdende ansøgning og CV. Der skal IKKE medsendes bilag. Ansøgningen fremsendes i pdf-format og i emnefeltet anføres ”forstander og navn”.

Første samtalerunde med ansættelsesudvalget er den uge 23, og anden samtalerunde er uge 24. I forbindelse med andens samtalerunde vil der indgå udarbejdelse af personprofilanalyse.

Hent stillingsopslaget som pdf her.

Ansøgningsfrist 21. maj kl. 12.00