Danmarks Underholdningsorkester søger producent

Danmarks Underholdningsorkester søger en ambitiøs producent med fokus på klassisk musik, der vil bidrage til at videreudvikle orkestrets kunstneriske profil.

Danmarks Underholdningsorkester søger en ambitiøs producent med fokus på klassisk musik, der vil bidrage til at videreudvikle orkestrets kunstneriske profil.

Danmarks Underholdningsorkesters bringer store musikalske oplevelser af højeste kvalitet ud til hele landet og giver både børn og voksne stærke oplevelser med den symfoniske musik inden for såvel det klassiske som det populærmusikalske repertoire.

Orkestrets særlige spillestil og årelange samarbejde med Adam Fischer har åbnet for nye og opsigtsvækkende fortolkninger af en række komponister. Vores samlede indspilning af Beethovens symfonier har bl.a. modtaget to International Classical Music Awards samt Opus Klassik i kategorien Symphonic Recording. Senest er orkestret blevet Opus Klassik-nomineret for Naxos-boksen med Brahms-udgivelser bl.a. i kategorien Årets Ensemble.

 

Du vil få ansvar for orkestrets produktioner med chefdirigent Adam Fischer, og du skal bidrage til at videreudvikle orkestrets kunstneriske profil som innovativt kammerorkester både nationalt og internationalt i tæt samarbejde med musikere og direktør.

 

Opgaverne vil bl.a. være:

· kontakt til chefdirigent Adam Fischer, hans agentur og øvrige kunstneriske samarbejdspartnere.

· ideudvikling af nye koncertinitiativer, tværæstetiske formater og musikoplevelser på tværs af generationer.

· planlægning og tværgående projektledelse af DUO’s klassiske produktioner (koncerter, indspilninger, turnéer mv.) – lige fra indgåelse af aftaler med solister, dirigenter, komponister, eksterne agenturer og venues til samarbejde med musikere, projektpartnere, tekniske partnere, scenografer – og selvfølgelig dine kollegaer i DUO’s administration.

· ansvar for produktionernes samlede økonomi og økonomistyring, herunder budgetlægning og budgetopfølgning.

· formidling af faglig viden til udarbejdelse af fondansøgninger.

 

Vi søger en kollega, der:

· har indgående kendskab til klassisk musik og dansk musikliv.

· har stærke, dokumenterede ledelseskompetencer som producent af kunstnerisk indhold af høj kvalitet.

· kan holde hovedet koldt og humøret højt, når vi udvikler og afvikler komplekse produktioner.

· er struktureret, ambitiøs og besidder et stort, musikalsk netværk.

· evner at bevare overblikket og nyder at samarbejde med mennesker med vidt forskellig baggrund.

· behersker dansk og engelsk i skrift og tale på forhandlingsniveau.

 

Du vil blive en del af en organisation med en stærk iværksætterånd, store kunstneriske ambitioner og plads til forskellighed. Orkestrets administration holder til i Lydens Hus på Gammel Kongevej.

Stillingen er på 30-37 timer, afhængig af aftale. Aften- og weekendarbejde og rejseaktivitet må påregnes. Løn efter kvalifikationer. Producenten refererer til vicedirektøren og vil desuden arbejde tæt sammen med direktør og musikere om den kunstneriske udvikling. Ansættelsestidspunktet er 1. maj 2024 eller snarest derefter. Send din ansøgning og CV til vicedirektør Camilla Laudrup på mail: producent@underholdningsorkester.dk

Ansættelsessamtaler afholdes den 12. marts 2024 (1. samtaler) og den 19. marts 2024 (2.samtaler). Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Camilla Laudrup på: cl@underholdningsorkester.dk

Om Danmarks Underholdningsorkester Danmarks Underholdningsorkester har eksisteret som landets eneste musikerejede orkester siden 2015. Dets rødder strækker sig mere end 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939. Orkestret har opnået bred international anerkendelse igennem samarbejdet med chefdirigent Adam Fischer og har samtidig bevaret en skarpsleben populærmusikalsk profil. Danmarks Underholdningsorkester binder Danmark sammen med store musikalske oplevelser, insisterer på musikkens sociale relevans og er dybt engageret i formidling samt udvikling af nye koncertformater. Senest har orkestret også indgået et innovativt partnerskab med Høje-Taastrup Kommune, som skal indfri kunsten og kulturens potentiale og skabe stærke og varige sociale forandringer i området omkring det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard.