DKF søger kommunikationsmedarbejder

Vores kommunikationsmedarbejder skal på udveksling et halvt år, og vi er derfor på udkig efter en person til at varetage vores sociale medier og kommunikationskampagner omkring foreningens strategiske indsatser. Vil du arbejde med at forbedre arbejdsvilkår for danske komponister, lydkunstnere og musikskabere og for en musikbranche med mere lige adgang? Så er et vikariat i Dansk Komponistforening måske noget for dig. Læs mere herunder.

Dine opgaver:
Som kommunikationsmedarbejder bliver du ansvarlig for at drive og udvikle vores sociale medier, udarbejde relevante kampagner og producere engagerende indhold. Du vil få en nøglerolle i at udvikle og implementere en kommunikationsstrategi, der understøtter vores mål og sikrer en rød tråd i vores eksterne kommunikation.
 

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Produktion af indhold til forskellige platforme, herunder Facebook, Instagram og LinkedIn (tekst, video, grafik mv.)
- Planlægning og afvikling af kampagner, der skaber synlighed og engagement, for eksempel omkring vores indsatser med Fair Practice, Repertoirestatistikken, KomponistBasen, Nye Veje og internationalt samarbejde
- Sikre, at kommunikationen understøtter vores strategiske indsatser, og at der er et godt samspil mellem alle vores kommunikationsplatforme
- Analyse af effekt og optimering af kommunikationsindsatser
Stillingen kan også indeholde andre ad hoc-opgaver relateret til foreningens indsatser og projekter, hvis du har tid og lyst til at blive involveret i andet end kommunikation.
 

Om dig:
Du har en baggrund eller interesse inden for kommunikation, marketing eller formidling og har en interesse for kunst, kultur og musik.
 

Vi forestiller os, at du:
- Trives med arbejdsopgaver inden for kommunikation, journalistik, marketing eller lignende
- Er stærk i skriftlig formidling på dansk og engelsk og har flair for visuel
kommunikation
- Har erfaring med og interesse i sociale medier
- Kan arbejde strategisk og målrettet med kommunikation
Det er en fordel, hvis du har arbejdet med video og fotoproduktion, men det er ikke et krav. Vigtigt af alt er, at du er glad for at arbejde i en værdidrevet organisation og trives i sociale rammer med en høj grad af autonomi.
 

Om os:
Dansk Komponistforening er en forening for komponister og lydkunstnere, der arbejder kompromisløst med musik og lyd som et kunstnerisk medium. Kunstneriske eksperimenter som er drevet af nysgerrighed, mod og grænsesøgning kræver særlige arbejdsforhold. Dem er Dansk Komponistforening med til at skabe og understøtte.
Som en forening, hvis platform er skabende kunst, omhandler vores strategiske indsatser også udvikling af kunstnerisk praksis, skabende kunstneres arbejdsvilkår, diversitet og inklusion samt undervisning i komposition.
Du bliver en del af et lille dynamisk sekretariat bestående af 3 fuldtidsansatte og 3 deltidsansatte. Vi arbejder ofte i tæt samarbejde med andre aktører i branchen, herunder fx genreorganisationen Art Music Denmark, Koda, Dansk Musikerforbund, Musikforlæggerne og de øvrige komponistforeninger, som vi deler kontorfællesskab med.
 

Praktiske oplysninger:
Arbejdstiden er 15 timer om ugen fordelt over 2-3 dage med mulighed for
hjemmearbejde af og til.
Stillingen er en tidsbegrænset fra august 2025 – januar 2026 med opstart d. 5. august 2025
Ansættelsessted er Dansk Komponistforening, Lautrupsgade 9, 5. sal. 2100 København Ø. Arbejdspladsen er tilgængelig via både elevator og trappe.
Timeløn er på 190,- kr. i timen, samt ferietillæg og pension på 17,1%.
En motiveret ansøgning samt CV sendes til sth@komponistforeningen.dk senest mandag den 2. juni 2025.
Samtaler vil blive afholdt i uge 24. Svar forventes senest d. 23. juni 2025.
 

Ønsker du yderligere oplysninger om eller har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte Sine Tofte Hannibal, daglig leder i Dansk Komponistforening på mail sth@komponistforeningen.dk eller tlf. +45 3026 3719.
 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.