Erfaren projektleder til udstillingsdesign og oplevelsesrum
Kan du lede komplekse design- og udstillingsprojekter fra de første idéer til den sidste skrue er sat i? Har du erfaring med projektledelse, økonomistyring og samarbejde mellem mange fagligheder? Så har du måske lyst til at blive en del af Torden & Lynild – et designbureau i vækst med spændende projekter i Danmark og Norden.
Torden & Lynild er et designbureau, der skaber udstillingsdesign og andre typer oplevelsesrum. Vores kunder er primært museer og virksomheder, som ønsker at formidle deres viden på nye og engagerende måder. Vi brænder for at fortælle vedkommende historier og skabe innovative formidlingskoncepter og stærke visuelle helhedsoplevelser.
Vi er med i projekterne fra konceptudviklingen og indtil de færdige opgaver er leveret. Det betyder, at vi arbejder med idéudvikling, design, byggestyring og projektledelse – og ofte koordinerer de mange underleverandører samt sikrer, at både tidsplan og budget bliver overholdt.
Stillingen
Som projektleder hos os får du ansvar for at planlægge, koordinere og drive projekter. Rollen kræver overblik, gode kommunikationsevner, økonomisk forståelse og stærke samarbejdsevner. Du skal i høj grad arbejde selvstændigt og være den centrale person, der sikrer fremdrift og sammenhæng mellem koncept, produktion, økonomi og tidsplan. Derudover vil du stå for at visitere udbud samt at stå for koordinering af udbudsbesvarelser i samarbejde med designteamet. Du vil også indgå i sparring omkring salg og relations opbygning i forhold til nye kunder og samarbejdspartnere.
Erfaring og kompetencer
Vi søger en kollega med mindst fem års relevant erfaring med projektledelse og projektstyring. Det vil være en stor fordel, hvis du har erfaring med udvikling og produktion af udstillings- eller formidlingsprojekter. Alternativt kan du have erfaring fra en relateret branche, f.eks. bygge- reklame-, teater- eller filmbranchen.
Du bor sandsynligvis i Storkøbenhavn, da din daglige arbejdsplads vil være på vores tegnestue i København NV. Da vi har ofte har flere fysiske møder i løbet af dagen, vil der kun vil være begrænset mulighed for hjemmearbejde.
Vi søger en person, som:
- Er ekstrovert, proaktiv, struktureret og ansvarsbevidst
- Har solid erfaring med økonomistyring og forhandling
- Trives med at arbejde med flere projekter og samarbejdspartnere samtidig
- Har forståelse for komplekse kreative processer og kan facilitere dem i dialog med vores designteam og eksterne samarbejdspartnere
- Har forståelse for udbudsanalyse og tilbudsgivning
- Bevarer overblikket og den gode stemning – også når der er travlt
- Kommunikerer klart og er god til at opbygge samarbejdsrelationer
- Har blik for menneskelige aspekter processer, kan foregribe udfordringer og håndtere konflikter
- Har forståelse for kulturbranchen – meget gerne museer og udstillinger
- Kan formulere sig sikkert på skrift
- Kan begå sig flydende på engelsk (mundtligt og skriftligt) og er komfortabel med at kommunikere med skandinaviske kunder
- Er erfaren bruger af Microsoft Office-pakken – især Word og Excel – og evt. projektstyringssoftware
Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Udarbejdelse og løbende opfølgning på projekt- og tidsplaner
- Budgetlægning og økonomistyring
- Forhandling med leverandører
- Løbende kommunikation med kunder (ofte museer) og samarbejdspartnere (byggefirmaer, lysdesignere, arkitekter, filmproducenter m.fl.)
- Analyse af udbud, udarbejdelse af udbudsbesvarelser i samarbejde med vores designteam samt eksterne samarbejdspartnere
- Relations udbygning bl.a. gennem opsøgende kontakt til nye samarbejdspartnere og kunder
- Sparring omkring salgsarbejde, research og udvikling af nye muligheder
Vores bureau
Hos Torden & Lynild prioriterer vi trivsel og kollegialt meget samvær højt. Vi værdsætter hinandens idéer og sparring, griner ofte sammen og har generelt en uformel tone. Vi er i øjeblikket fire fuldtidsansatte, og vi arbejder med frihed under ansvar frem for kontrol oppefra. Som et mindre bureau løfter vi i fællesskab de praktiske opgaver, der også er en del af den daglige drift.
Frist og tiltrædelse
Send din ansøgning via e-mail senest søndag d. 5. april til vores direktør Sigrid Bennike. sigrid@tordenoglynild.net. Vi afholder løbende samtaler og afslutter søgeprocessen, når vi har fundet vores nye kollega. Tiltrædelse efter aftale.
Læs mere om Torden & Lynild på www.tordenoglynild.net