Genstart søger redaktør med indgående kendskab til fortællende journalistik
DR Nyheders populære podcast Genstart udkommer hver dag med én aktuel nyhedshistorie fortalt af én kilde.
Genstart er ugeaktuel og ikke dagsaktuel, for vi bruger mere krudt på at skabe en fortælling - som både underholder og gør lytteren klogere - end at udkomme før de andre. Redaktionen er optaget af at opdyrke de helt rigtige kilder, der forstår at fortælle fængende, finde en spændende hovedperson at bygge historien op omkring - og at lede efter vendepunkter og klimaks i de store nyhedshistorier.
Vi tilbyder:
En kreativ og ambitiøs arbejdsplads med dygtige og dedikerede medarbejdere, der altid går langt for at få den bedste fortælling hjem. Det er redaktøren, der leder redaktionen på daglig basis. Som tovholder på alle historier, coacher redaktøren reporterne til at få den helt rigtige dramaturgi på plads, finde det skarpe centrale spørgsmål, opdyrke scener, vendepunkter, klimaks og karakteropbygning - men med en stærk forståelse for journalistisk etik i brugen af dramaturgiske virkemidler. Redaktøren sørger for, at Genstart altid har et bredt mix af store dagsordner og smallere fascinerende historier. Dertil skal redatøren skal have en grundlæggende forståelse for lyddesign - en musisk sans for hvad der fungerer og ikke fungerer på de forskellige historier.
Vi forventer at du:
- Har en interesse og stort engagement i podcastmediet
- Har indgående erfaring med fortællende journalistik
- Er velorienteret og har erfaring med at dække aktualitetsstof
- Har erfaring med og nyder at coache og redigere andres journalistik
- Trives på en redaktion, hvor der er fart på og løftes i flok
DR ønsker at afspejle det danske samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Du er velkommen til at kontakte redaktionschef Sofie Tholl (sths@dr.dk) hvis du vil vide mere om stillingen. Ansøgningsfristen er den 6. januar 2022. Vi regner med at afholde samtaler i midten af januar.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit cv. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.