Historiker søges til indsamlingsprojekter hos Danske Taler
Vi søger en historiker med arkiverfaring til at styre og fuldføre institutionens indsamlingsprojekter og indgå som en del af sekretariatet. Du får et fleksibelt job med mulighed for at bringe mange facetter af din historiefaglighed i spil. Vi er et lille sekretariat, så du få indblik i alle dele af en kulturinstitutions opgaver og vil være med til at præge vores samling i den retning, du mener er relevant. Stillingen er i første omgang en tidsbegrænset deltidsstilling med mulighed for forlængelse.
Arbejdsopgaver
Du skal styre to indsamlingsprojekter, der allerede er formuleret: ét om taler fra kvindebevægelsen og ét om taler fra de tidlige folkefester. Her skal du indsamle taler fra diverse arkiver og med hjælp fra en studentermedhjælper sørge for, at de bliver digitaliseret og metadateret. Sammen med vores formidlingsarbejder skal du levere indhold til de formidlingstiltag og events, der er tilknyttet projekterne, og endelig skal du sørge for budgetstyring og afrapportering til de fonde, der støtter projekterne. Derudover skal du være med til at kvalificere nye projekter i samarbejde med vores fundraiser. Sidst men ikke mindst skal du stå for Danske Talers løbende indsamling af taler samt kvalitetssikring og metadatering af vores eksisterende samling.
Om os
Danske Taler driver den levende talesamling dansketaler.dk, der indsamler og digitaliserer de afgørende og definerende øjeblikke, hvor politikere, debattører og almindelige borgere griber ordet, fordi historien skifter retning, samfundsmæssige kriser skal afværges, eller store successer hyldes. Vi er både støttet af offentlige midler og private fonde. Sekretariatet består af en sekretariatsleder, to deltidsmedarbejdere og en studentermedhjælper. Vi er centralt placeret på Frederiksberg, hvor vi deler lokaler med retorikvirksomheden Rhetor. Vi har en fælles frokostordning og afholder sommerfester, julefrokoster og spontane fredagsbarer.
Vi forestiller os at
- Du har erfaring med indsamling fra arkiver, gerne med Daisy.
- Du kan styre alle dele af et indsamlingsprojekt, herunder budget, afrapportering, indsamling, behandling og formidling.
- Du kan deltage i formuleringen af nye indsamlingsprojekter.
- Du har et overblik over historisk interessante talere og perioder.
- Du er effektiv, selvkørende og god til tidsstyring.
Løn og ansættelse
Stillingen er på 16-20 timer om ugen (2-3 dage). Lønnen vil afspejle timeantal og erfaring. Der er tre måneders prøveperiode. Arbejdsstedet er Carit Etlars Vej 3, Frederiksberg C. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og løber i første omgang til april 2022, med mulighed for forlængelse.
Send en motiveret ansøgning og dit CV til svk@dansketaler.dk senest den 1. juni 2021 kl. 24.00. Skriv ”Jobansøgning 2021 og dit navn” i emnefeltet. Vi afholder samtaler i juni. Yderligere oplysninger angående stillingen kan fås hos Sofie Kristiansen på 26 83 42 23.