Journalist

Vi på Børneavisen, Danmarks landsdækkende avis for børn i alderen 9-12 år, søger en journalist til vores unge team. Avisen har eksisteret siden efteråret 2018, og de fleste på redaktionen har været med helt fra starten. Børneavisen drives af Politiken og Jyllands-Posten i fællesskab, men har sin egen selvstændige redaktion.

Redaktionen har hjemme i Jyllands-Postens nye bygning på havnen i Aarhus. Børneavisen udgives af JP/Politikens Hus.

På Børneavisen sætter vi en ære i at formidle selv svære og “voksne” nyheder til vores læsere. Vi anvender en konstruktiv tilgang til journalistik og vil gerne gøre Danmarks børn klogere uden at kede eller skræmme dem.

Er det dig, vi mangler?
Vi leder efter en energisk og udadvendt journalist, der synes, at det at formidle nyheder til børn er det sjoveste og vigtigste i verden. Du er god til at tage initiativ og få ideer ført ud i livet. Du har sans for overblik og ved, at et hold kun fungerer, hvis vi hjælper hinanden med både store og små ting.

Du er produktiv og elsker at skrive. Og du har mange ideer og holdninger til journalistik til børn og til den verden, der omgiver dem.

Børneavisen består af et lille team, hvor vi alle hjælper hinanden, og vi arbejder tæt sammen. En del af vores arbejde foregår i fællesskab, men du skal trives med at fungere selvstændigt i arbejdet med en artikel og alt, hvad der hører til.

Primære opgaver:

  • Dække og skrive historier: skolebesøg, interviews, fotografering osv.
  • Deltage i udvælgelse af historier, der skal dækkes
  • Deltage i gennemlæsning af andre journalisters artikler og medvirke til, at avisen bliver klar til tryk
  • Producere indhold til Børneavisens app, som børnene bruger sammen med avisen

Kvalifikationer:

  • Du skal være uddannet journalist
  • Du kan arbejde selvstændigt, er nysgerrig, får gode ideer og skriver skarpt, korrekt og præcist
  • Du er produktiv og kan lave nyheder til børn med stor forståelse for – og indsigt i – konstruktiv journalistik, som er et helt centralt greb i Børneavisen
  • Du er vild med børn og har indsigt i målgruppen og dens interesser
  • Du har lyst til at stå foran børn (og voksne) i flere sammenhænge
  • Du brænder for fornyelse og vil bidrage til Børneavisens fortsatte udvikling på både format og indhold
  • Du er grundig, struktureret og detaljeorienteret med et kreativt blik for løsninger
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med nyhedsproduktion

Sidste ansøgningsfrist er 11. marts klokken 15.00, og samtaler vil blive afholdt ugen efter. Du skal kunne tiltræde stillingen 1. maj.

Når samtalen er slut, vil du skulle løse en eller flere opgaver.

Vi skaber oplyste borgere
JP/Politikens Hus er en af Danmarks førende medievirksomheder med aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Vores formål er at formidle oplysning, nyheder, debat og litteratur til borgerne. Koncernens udgivelser tæller blandt andet Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken samt nogle af Danmarks toneangivende erhvervsudgivelser; vi ejer 49,9 pct. af Dagbladet Børsen og står bag Finans, Ritzau Finans samt Watch Medier, som udgiver digitale medier i Danmark, Tyskland og Norge. Med Politikens Forlag udgiver vi en række af Danmarks og Sveriges mest læste forfattere. Og i regi af Jyllands-Posten udgiver vi 12 lokalaviser i Østjylland. Vi ejer også Saxo, Danmarks førende online boghandel og en af danskernes foretrukne bogstreamingtjenester. JP/Politikens Hus har 2.100 medarbejdere og havde i 2020 en omsætning på 3 mia. kr.

JP/Politikens Hus er et af Danmarks førende medievirksomheder som skaber og formidler nyheder, debat og underholdning gennem trykte, digitale og mobile medier.