Kirkemusiker søges
En stilling som kirkemusiker ved Pederstrup Sogn er ledig til besættelse pr. 1. april 2022 eller snarest derefter.
Pederstrup Sogn er et større sogn på Københavns Vestegn med to nyere kirker, Vestkirken, Platanbuen 6, 2750 Ballerup og Hedegårdskirken, Hedeparken 21, 2750 Ballerup. Her vil du vil møde en engageret menighed i alle aldre.
Du vil få mulighed for at sætte dit eget præg på stillingsindholdet. Vi ønsker primært en musiker der kan være med til at udvikle andre former for gudstjenester ved siden af højmessen, hvor rytmisk musik i forskellige genrer spiller hovedrollen, og du vil få rig lejlighed til at sætte dit eget præg på form og indhold, i samarbejde med sognets præster og organist.
Derudover vil vi bruge dig som “musikalsk blæksprutte” til opgaver der kræver klaverledsagelse.
Stillingen er på 20 timer pr. uge.
Kirkemusikeren skal varetage følgende opgaver:
- Instrumental musikledsagelse til rytmiske gudstjenester
- Lede og organisere et band til rytmiske gudstjenester
- Deltage ved børnegudstjenester
- Sammen med kirke-/kulturmedarbejderen varetage babysalmesang
- Spille til og organisere sangcafé
- Spille/organisere 1-2 årlige koncerter
- Akkompagnere sognets seniorkor i samarbejde med organisten
- Eventuelt afløse i organistens ferier, friweekender og fridage
Vi søger en medarbejder, der
- Er en habil pianist, gerne med baggrund i jazz, der gerne må have erfaring med kirkemusik
- Har et musikalsk netværk at trække på
- Er fortrolig med kirkeligt arbejde/folkekirken som arbejdsplads
- Er en positiv, selvstændig og udadvendt person, med gode samarbejdsevner
- Er fleksibel og kan have flere bolde i luften på én gang
Hvis du derudover har erfaring med orgelspil, er der mulighed for at udvide stillingen med vikarforpligtelse for organisten. Menighedsrådet vil efter ansøgning, yde støtte hvis du vælger at videreuddanne dig på orgel.
Din ramme og rådighedstid, er vi åbne over for en forhandling omkring.
Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 284.800,88 kr.-416.246,84 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 291.236,00 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 21.887,27 kr. (Nutidskroner). Endeligt lønniveau vil blive forhandlet med baggrund i ansøgers kvalifikationer. Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.
Ansøgningsfrist den 20. februar 2022.
https://www.jobindex.dk/jobann...
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at henvende dig til organist Niels Danielsen (30 29 71 30) og/eller sognepræst Kirsten Jørgensen (61 33 47 85).
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien