Klimareporter til Christiansborg
Kan du finde dine egne nyheder og historier om klima i relation til landbrugs- og fødevareklyngen?
Kan du finde dine egne nyheder og historier om klima i relation til landbrugs- og fødevareklyngen? Har du mod på at trave Christiansborgs gange tynde i jagten på den dagsordensættende solohistorie? Har du vedholdenheden til at sætte dig ind i dybt kompliceret klima- og miljøstof og formidle det til læsere eller lyttere, der har en høj faglig viden? Har du lyst til at gribe en mikrofon og producere en podcast? Har du hastigheden i fingrene til at skrive lynhurtigt og præcist til nettet og har du idérigdommen til at hælde vitaminer i printavisen oven på en hektisk nyhedsuge?
I så fald kan du meget vel være den reporter, vi søger til LandbrugsAvisen.
Din stol og din skærm står i hjertet af København, hvor du kommer til at være med i et nyheds- og baggrundsteam på ti reportere, men din arbejdsplads vil i høj grad blive Christiansborg, hvor der i disse år på klimaområdet træffes beslutninger med meget vidtrækkende konsekvenser ikke mindst for landbrugs- og fødevareklyngen.
Du bliver en nøglespiller både digitalt og i den trykte LandbrugsAvisen, hele tiden i tæt samspil med dygtige kolleger. Vi garanterer dig masser af muligheder for aktiv, udgående journalistik – du får virkelig lov at vise dit talent og beskæftige dig med hele paletten af emner – politik, økonomi og ikke mindst reportage hos rigtige landmænd.
Måske kender du til landbruget, måske ikke – det afgørende er, at du har fortælleglæde og nysgerrighed. Vi forventer, at du er flermediel, så du også kan bidrage til en helt ny satsning på podcasts, som vi indleder i efteråret.
Vi tilbyder plads på en ambitiøs redaktion i et mellemstort bladhus i hjertet af København. Ordnede lønforhold på en god arbejdsplads, der lægger vægt på en fornøjelig tone i dagligdagen og vil sætte en ære i at give dig mulighed for udvikling.
Ansøgning:
Send din ansøgning ved at klikke på knappen ”Søg stillingen” herunder.
Ansøgningsfrist:
Send din ansøgning senest den 13. september – men meget gerne før. Der vil løbende blive indkaldt til samtaler.
LandbrugsMedierne har hovedredaktion på Vester Farimagsgade 6, 3.sal i København. Huset udgiver en ugeavis, seks magasiner og en håndfuld websites. I efteråret påbegyndes vores satsning på podcasts.
LandbrugsMedierne er arbejdsplads for 45 kolleger, heraf knap halvdelen journalister.
Hos LandbrugsMedierne ved vi, hvad der rører sig i landbruget. LandbrugsAvisen er landmandens egen avis og er landbrugets mest læste medie. Derudover producerer vi fagmagasiner til landmanden, og vores websites har flere end 1.300.000 besøg om måneden. Det gør LandbrugsMedierne til landmandens fortrukne mediehus. Læs mere på www.landbrugsmedierne.dk